Der er ikke noget, der kan provokere mig som når folk forventer, at man “opfører sig sin alder”. Efter at have konstateret ikke-uanseelige mængder støv i krogene, på panelerne osv., tilbød min mor mig en rengøring i ekstra fødseldagsgave, og det er selvfølgelig sødt af hende og da sikkert også lidt pinligt and whatnot. Men hvorfor er det egentlig det? Hvis det ellers ikke er sunhedsskadeligt, og jeg er ligeglad med lidt støv i min lejlighed, er der så et krav om, at en 32-årigs MANDS lejlighed skal leve op til et vis niveau af renhed?
På lignende måde kan man meget let få et afslappet forhold til andre voksenting som ikke at tage opvasken, ikke møde i en svedig hættetrøje på arbejde, ikke spise rigtig aftensmad (du ved, mad der kræver en pande og/eller gryde) eller ikke at trille fuld rundt i græsset i Enghaveparken. Naturligvis alt sammen fuldstændig hypotetiske eksempler uden nogen relation til undertegnede.
Og dette kan jo føres ud i det ekstreme: undlade at betale regninger, droppe sit job, aldrig rydde op i sin lejlighed…generelt være et sjuskehoved og opføre sig som mange teenagere nok gør (ikke at jeg var en af dem: gud forbyde at gå ud i gymnasiet og drikke øl på en torsdag…man skulle jo i SKOLE næste dag!). For er det “rigtige” ikke, så vidt muligt kun at gøre de ting, man har lyst til? Er det i sidste ende ikke de ting, der gør en gladest? Men hvor meget sjusk er egentlig nok, og kan man overhovedet have nogle forventninger til folk?
For folk med børn er svaret simpelt: ét eller flere små mennesker er afhængige af, at du opfører dig som et voksent og ansvarligt menneske. Punktum. Om det betyder, at man gør en masse ting, man ikke har lyst til og omvendt ikke gør ting, man HAR lyst til, ved jeg ikke. Den diskussion kan vi tage, hvis jeg endda skulle være (u)heldig nok til få sådan et. Men hvad med os fortabte sjæle uden børn? Behøver vi at være voksne og ansvarlige? Hvad skulle i så fald holde os voksne og ansvarlige? Forpligtelser overfor familien, vennerne, arbejdet, samfundet, verden?
Jeg kender ikke svaret, og jeg kæmper selv med det. Jeg forsøger så vidt muligt kun at gøre ting, jeg har lyst til, men……Jeg rydder op, fordi verden så er lettere at overskue, men også fordi jeg får ondt i øjnene, hvis jeg ikke gør det. Jeg spiller badminton og squash for at få motion, men også fordi det er sjovt, og det er en god lejlighed til at se mine venner. Jeg tager på arbejde for at tjene penge, men også fordi jeg synes, der er masser af sjove og udfordrende ting forbundet med det.
Om min indbyggede “voksenhed” på nogle områder er en god eller dårlig ting kan nok diskuteres. Det giver mig et godt og stabilt liv, men det afholder mig nok også fra at blive rusket ud af min komfortzone (hvis man kan sige ROLLEMODEL, kan man fandeme også sige komfortzone)? Der går lidt Fight Club i den, men min fornemmelse siger mig, at hvis man ønsker de helt store og fantastiske oplevelser i livet, så skal man nok forberede sig på, at det ikke sker ved at sidde i sin lejlighed og troligt betale sine regninger til tiden. For at citere The Bug:
Fi all them yout’ tha’ thinks charity begins at home
Believe me…nuttin’ begins at ‘ome
God søndag alle sammen! Vel mødt på arbejde i morgen!
Det knapt så unikke snefnug 