Generisk Festband Nr. 11 (aka Major Lazer)

Tysk techno har bestemt ikke levet forgæves.

Culture Beat, Scooter og Thunderdome. Major Lazer er åbenbart fan og ser sig ikke for fin til at inkorporere dem alle i sin musik. Bland det med rystede røve, laserstråler (naturligvis), konfettikanoner, masser Jahmæikaaa, maaaan og selvfølgelig festremix af Jump Around o.l., og du har opskriften på Generisk Festband Nr. 11. Det lyder som Den Sorte Skole (Roskilde 2012), samtlige danske dubstep-kunstnere mellem 2008 og 2012 og altså tysk techno anno 1996, men Generisk Festband Nr. 11 holder stadig (i hvert fald en halv time ad gangen).

Ready….ready…ready…yeah, we’re ready…..ready….Major Lazer is ready!

IMAG0727

.

180 grader og en genial hane

Ingen kan lide at vende 180 grader. Det eksempel jeg husker bedst i nyere tid er, da jeg på nærmest fem minutter blev omvendt fra at være sprogfacist til at være sproghobbyist.

For ca. seks år siden var jeg med nogle venner til Portishead-koncert i KB Hallen. Vi var pissefulde og larmede som en flok bjerggorillaer. Da folk tyssede på os, gav jeg dem et surt blik, mumlede noget om, at vi havde betalt lige så meget for billetten som dem og fortsatte med at plapre løs. Senere i koncerten faldt vi lidt ned på jorden, men det var nok mere en kombination af alkohol og evt. begyndende skam, end fordi vi var kommet til fornuft.

Så nu vender jeg altså 180 grader igen. Bekender mine synder, undskylder, erklærer mig selv for en åndsbolle til den Portishead-koncert. For fuck! …hvor skal folk dog også holde deres kæft til en Yoav-koncert. En glimrende Yoav-koncert, endda. Indrømmet, de solgte halv-liters dåseøl og vi stod bagerst i salen, men hvorfor fanden gider man at tage til en koncert i DR-byen (ikke lige stedet man tilfældigvis kommer forbi, vel?) med musik, der kun holder, hvis man er helt stille, for at stå en hel koncert igennem og larme som en dum høne?

IMG_4609

PS. Props til Yoav for bare at smile let, flå lidt hårdere i sin guitar og spille lortet ud af stedet.

PPS. Kæft bare op til Slayer eller Prodigy.

PPPS. Yoavs nye album er også godt.

Strøm med ild i

Der er flygtige farver i omløb. Ild i strømmen…Strøm med ild i.

Som på førstedagen i 2011 skulle vi forkæles med farver på mure. For lidt over en time siden så det sådan her ud på Tietgenkollegiet:

Flere billeder her.

Strygerne fik det momentvis til at løbe varmt ned af ryggen på en passende pissekold men helt igennem suveræn mandag aften. Eneste anke: det er lidt fjollet at åbne en festival med undertitlen A celebration of Electronic Music udelukkende med klassisk musik (Hr. Sheridan, flere biplyde næste gang, tak).

Men Strøm er altså i huset så husk at kigge forbi i løbet af ugen. Der er både leg i metroen, ungdomsfest i Guldbergsgade, paranoia i cisternerne, røvskum på Amager, obligatorisk hvidvinsensemble i Enghaveparken og en helvedes masse mere.

Altså: Molotov cocktail…set the god damn place on fire!

D4Real

Jeg forstår og er enig i Thomas Fleurquins (TF) argumenter om at tage medansvar til Distortion: køb gadearmbånd og ryd pænt op efter dig.

Men hvorfor skal jeg tvinges til efterfester? Fordi HAN synes, det er dem, der er det rigtige Distortion? Fordi Distortion først og fremmest er en “klubkultur-festival” og sekundært en “populistisk proletarisk ultrademokratisk gadefest”? Bull crap!

Hvad hvis JEG synes, det rigtige Distortion er mine venner og øl, mennesker og sol…stemningen og festen. Og at der også er et par occasional good beats. Jeg kan tage fejl, men min fornemmelse er, at mange har det som mig. De mennesker jeg snakker musikfestivaller med, er normalt enige i, at Distortion er fest og musik er Strøm. Den oplagte parallel til Distortion – som flere andre, inkl. TF selv, har draget – er campingområdet på Roskilde: musikken på selve festivallen er fed og vigtig for nogle, men for mange (min påstand: flere og flere) er det primære ved Roskilde Festival, festen på campingområdet.

Jeg forstår også, TF er skuffet, når det ikke har levet op til hans vision og forventninger. Det er da surt. Men man får næppe folks sympati (eller penge) ved kalde dem dumme. Hvis man var lidt kynisk kunne man spørge, hvordan man kan have mellem 10.000 og 100.000 mennesker til fest hver dag uden at tjene penge? Det kunne være fordi, folk er nogle asociale, nassende, nærige og røvsyge bønder, der ikke køber gadearmbånd og ikke går til efterfest. Det kunne måske også være fordi:

  • Man, dvs. jeg, i år ikke så én fucking bod, der solgte gadearmbånd på hverken Nørrebro eller Vesterbro (hvis jeg gjorde, har jeg ikke vidst det) (jeg har de 2-3 forrige år købt gadearmbånd).
  • Der kunne arbejdes mere med setuppet omkring, at få de barer, caféer, m.m., der tjener ekstra, til at “tage medansvar” (dvs. hoste op).
  • Mange faktisk får nok fest og musik fra kl. 16-22 og derfor ikke gider efterfesterne (jeg ved godt klubmiljøet gyser, når de hører den slags (og jeg gyser, når jeg hører ordet klubmiljøet), men ikke alle gider have tømmermænd på arbejdet eller feste fire dage i træk).
  • Musikprogrammet, for de fleste (tror jeg), er ét stort blur af ukendte kunstnere (igen: husk folk er der for festens skyld), og der derfor ikke er nogen (særlig) god grund til at tage til efterfesterne (med mindre man selvfølgelig ikke er festet igennem).

TF ville ønske Distortion var på en bestemt måde. Hvad nu hvis 100.000 andre egentlig er fint tilfredse? Måske han skulle lave en ny festival, der fokuserer på musik og kun har natte-fester med entré. Kald den eks. D4Real.

IMG_6170

PS. Og så er der vist ingen, der gider høre eller læse mere om Distortion. Nu skal nogen af jer på Copenhell, Northside og Roskilde. Selv tror jeg, jeg skal bruge sommeren på café latté på Østerbros fineste caféer og en god bog i skovens, dybe, stille ro.

De Ubesungne Døde

Det er længe siden, de ubesungne er blevet hyldet. Og hvilken bedre måde at gøre det på denne perfekte lørdag, hvor Tyskland endelig vinder, end ved at dele dette spritnye nummer fra et af de måske allermest undervurderede bands: Boards of Canada.

OBS! Det er smukt men langsomt, så hvis du er på vej ud at lege teenager, så gem den til tømmermændene i morgen. Find mere blandet landmusik her.

IMG_5419

 

Et flot cover

I et udmærket debatindlæg stiller en ung gut ved navn Jonathan Koksbang spørgsmålet:

Hvad har tigre, polarræven og albums til fælles?

Mon ikke han mener, at alle tre er ved at uddø. Jeg er enig i Jonathan Koksbangs betragtninger så langt, at albummet er vigtigt at bevare. Nogle numre kan være halvdårlige for sig men give glimrende mening i en albumkontekst. Enig i at vi generelt har svært ved at fordybe os, og at det er et problem, og enig i, at man bliver hjernedød af kun at høre hits. Enig.

Men jeg er uenig i, at CD’ens død vil betyde albummets død; at kun hittet vil bestå. For os der (også) hører nichegenrer som dødsmetal eller vanvittig acid rave, har det altid været en “kamp” mod hittene. Men musikken er blevet udgivet og har fundet vej til mine ører alligevel. I min optik er der altså mere en tale om en kamp mellem niche og hits end mellem albums og hits. Spørgsmålet er: interesserer man sig for musik, eller hører man bare det, de spiller i radioen?

Det er svært at overleve som nicheband. Det er der ikke noget nyt i. Som lytter skal man kæmpe lidt for at finde det gode niche-shit, men tjenester som Youtube har vel bare gjort denne kamp væsentligt lettere? Ligeledes er det vel blevet langt lettere for nichebands selv at udgive deres musik nu end for 10 år siden? (under Distortion virker det som om, der findes flere folk i København i cowboyskjorter der laver dippedutmusik, end folk der sætter mursten ovenpå hinanden som levebrød)

Som jeg ser det, har nichebands altså med værktøjer som Youtube og selvudgivelser en kæmpe mulighed for at bringe deres musik ud af nichen. Jeg kan sagtens forstå folks bekymrking omkring eks. iTunes og Spotify: centrale (og af og til censurerende) tjenester der kontrollerer hvilken musik, der skal udgives og til hvilken pris. Det er et kæmpe problem. Men det er vel ikke anderledes, end da det tidligere var en håndfuld pladeselskaber, der sad på magten?

Søren (var det vist) der engang lidt klogt sagde: Der er vel ingen naturlov, der siger, man skal blive rig som (musik)kunstner?

Nichemusikken længe leve.

PS. Jeg får generelt ikke min musikinspiration fra hverken tv, radio, Spotify eller iTunes. Jeg får den fra musik-sider og -blogs som Gaffa, Soundvenue, Pitchfork, Fat Berri’s, Hypemachine og kunstnernes egne hjemmesider; fra festivaller som Roskilde, Strøm og Stella Polaris; at gå i byen og ikke mindst fra mine venner (hvorfra de får den, ved jeg ikke altid, men Jeppes jodlemusik kunne godt antyde mørke og uhellige steder).

Roskilde 2012: gracias por volar con Cubana!

Hjemme. Træt uden at være ødelagt. Glad uden at være ekstatisk.

Det var en god Roskilde. Den bedste i tre år. Minimalt emo.

Hvorfor? Fordi vejret var godt, musikken fed og vennerne fantastiske galninge. Og fordi jeg tillod mig selv Roskilde på min måde. Teenagefestede når jeg havde lyst, var en gammel mand og læste min bog når jeg havde lyst. Man gider ikke altid sine venner (og øl/hvidvin/gin/vodka/rom…) og de ikke en – duskeglov.

Musikken

The Shins fra distancen og et par søde nordiske eksemplarer på græsset udenfor Arena skabte en glimrende opvarmning til den bedste Roskildetorsdag i mands minde. The Cure var et behageligt baggrundslydspor til et endnu mere behageligt eventyr i krogene omkring Orange. Modeselektor vild fest og hårdt pumpede tæknonæver i vejret. Når man går tilbage til lejren og føler sig fuld uden at være det, ved man, noget er gået godt den aften.

Rangleklods var muligvis den musikalsk største oplevelse (fuck mig, den mands stemme er som sukker på en honningmad med syltetøj på!), og jeg kan ikke vente med at se dem til STRØM (Strøm Strøm!) igen til august. M83 spillede (som et par andre) for lavt men var som i vinters på Vega derudover suveræne og endeligt, mens resten af verden rockede med Bossen eller stenede med Bån Aj’va’ (budumtji), spillede 120 Days en mørk og ond koncert for omtrent 120 mennesker deroppe et sted bagved på Odeon. Faretruende godt.

½ + ½ + 1 + 1 + 1 + 1 = ikke én eneste dårlig koncert!* Ikke dårligt, ikke dårligt overhovedet.

Og så lige en relativt lille men dog vigtig opsang, Roskilde: før I fokuserer på det faktisk flere steder meget fine More Than Music (og $3 millioner til Bruce Springsteen – virkelig!?) – to ting:

  1. Afsæt mere end én bus til at hente folk ved indgang Syd og Vest (søndag).
  2. Køb lige et par ruller ekstra toiletpapir og få chokoladebussen til at køre et par ekstra ture. Det er simpelthen et for dumt (og nasty) sted at spare. Rent ulveheld at jeg for første gang havde valgt selv at tage en rulle med.

Men…

Sejlersko, teenagekram, djævlehorn, stråhatte, vagtsten, solceller, lydmure, laserlys, mexicanske cowboyhyl, helkropssoveposer, dansk (k)rap, hvidvinskaos og det efterhånden obligatoriske samlingspunkt, anlæg og bardisk: til alt og alle der var en del af det….tak fordi I fløj med Cubana!

(Lad os overveje at gøre det igen næste år)

*Når man er et gammelt snefnug og året 2012 er fredag pausedag og søndag gå-hjem-dag. Derfor ingen musik disse to dage.

Confessions of a Distorted Mind – The Emo Diaries

Det her skulle have egentligt handlet om Distortion. Om stemningen og musikken. Om hvor ringe musikken faktisk er. Og om hvor fed en fest man alligevel kan have, hvis man bare tilsidesætter normale kvalitetskrav. Prøv det, det er faktisk virkelig fedt! Og Philip, you’re the shit, og dine kampråb – Pol’ti…kontrol…skaber mere vold– til trods (jeg er enig i det, jeg tror, du gerne vil sige)…tak for at holde os til ilden!

Men nu kommer det altså i stedet til at handle om piger og dating og dating og piger. Om hvor håbløst det hele er, om hvor chanceløs man (som navlepillende snefnug) er.

K. gav mig en opsang i dag og forsikrede mig endnu engang om, at jeg ender ensom og alene. Efter lidt nyttesløs kamp med selverkendelsen, måtte de fleste dele af mig desværre give ham ret. Men denne gang var det faktisk ikke mig, der var the bad guy. Det var hende. Men hun gjorde, hvad hun skulle. Og dermed ingen bad girl, blot en pige med fjollet lyst hår og de smukkeste, grønne øjne.

Oven på dagens grusomheder, var dagens tema ligesom lagt. Men i en overraskende højtsvævende, æbleplukkende, ikke-køre-hjem-og-surmule’ende tilstand, var der overskud til en lille flok erkendelser.

Erkendelse #1
Jeg har efterhånden ingenting at fortælle. Intet at afsløre. Alt er blevet sagt.

Everything left’s been done before
Nothings new, nowhere to explore

Så hvad er det et spørgsmål om? Når man står der blandt flotte hipsterpiger og ikke engang gider at forsøge? At man har selverkendelse nok til at vide, at det alligevel ikke vil lykkes? Eller at man på en eller anden bizar måde bare ved, at man er for gammel?

For gammel? Pffft, det lyder latterligt og ER latterligt. Kan det erstattes med for moden? For erfaren? For kedelig? Gør det en forskel? Nej.

Erkendelse #2
Essensen er, at det kræver energi. Energi reelt at være glad, og lige her, at chatte unge damer op. Med eller uden guld i blodet.

Jeg glæder mig over, jeg kan få blikke på Sankt Peders Stræde, men kæmper samtidig med at finde det positive i, at en kombination af kræsenhed, dårligt selvværd, mørkt sind, dårlig timing og en masse anden uduelighed og tåbelighed, placerer mig stensikkert alene på sofaen.

Jeg overvejer en pause. En lang pause. Holder jeg den? Mon dog.

Ekendelse #3
Der, midt i den halvgrå, halvskinnende, halvcrappy forårshimmel, midt i den dårlige tækno, midt i København. Der blandt fucking teens og tweens i neongrønne windbreaker-jakker og dansende svenskere på paller, kigger man pludselig op på kirketårnet og indser noget for mange sikkert trivelt og banalt: måske er den vigtigste grund til at jeg ønsker en kæreste, at jeg kan føle, at der er en, der holder af mig.

Ikke en sexpartner, en at lave mad med, en at tage på ferie med, en at gå til fest med, en at vise frem, en der ommøblerer lejlighedheden mens jeg er på arbejde. Men viden om og følelsen af at et rigtigt menneske, sådan et fra denne verden, der – uanset om hun er ude eller på sofaen – holder af mig og savner mig. En der sms’er “Kommer du snart hjem? Så får du bløde strøg, mørk musik og hvid chokolade!”.

Måske er der lektier at lære af i dag. Ting jeg burde have skrevet ned i en lille sort notesbog, havde jeg været lidt mere tjekket. I stedet blev det til rod og sjusk. Og en dag der starter og ender som så mange andre før den: alene. Uden retning, kategori og sjæl.