Send in the Clowns!

Min humor er viklet i sort. Sort, ironisk og tilpas modbydelig til, at det er svært for mig at grine af noget positivt.

Det er ikke fordi, jeg ikke lytter og forhåbentligt er blevet meget bedre til at se det gode i en fortælling. Det er bare sjældent, jeg synes den er sjov. En historie skal helst være grum og nogen skal være eller blive miserable, før det kan være rigtigt sjovt (det kan sagtens være underholdende eller interessant).

Jeg ser ingen (!) vej udenom, og det vil formodentligt kun blive værre og værre, som jeg bliver ældre og ældre, fordi jeg jo allerede nu (som gammel mand (techno-pensionist/hævi-hipster)), har hørt så meget lort og så mange absurditeter, at der helst skal værre sygdomme og flere lig på bordet, før jeg kan mønstre bare et indre grin.

Den negative tone ligger nok dybt i mange af os. Men hvor meget hænger en negativ tone – overfor sig selv og andre – sammen med sortsyn? Jeg vil have lov at være sur på verden, ikke at passe ind, provokere og pisse folk af – men hvad er mine grunde til det? Jeg ved jo godt, at min generelle sindstilstand hænger sammen med min tone og mit syn på verden. Så hvorfor denne barnlige trang til at forblive “ond”?

Du har det måske også sådan. For de af os der overvejer småjusteringer, ligger svaret nok i at ønske at kunne se det sjove (ikke det “gode”, jf. ovenstående) i noget, der ikke er decideret grusomt. Det ønsker jeg ikke (endnu). En grum historie er nu engang bare den sjoveste. Men måske diverse venner og bekendte med mere lyse og positive syn på tilværelsen alligevel har bare lidt ret i, at det er en glat piste. At det risikerer at sprede sig til andre dele af min personlighed – som den sorte væske i The Matrix.

For nok kan grusomhed og modbydelighed være sjovt, men pessimisme, negativitet og kritik grænsende til brok og destruktivitet, er noget af det værste i dette liv. Og hvis der er en ting, jeg ikke vil være, er det et bittert, gammelt snefnug – min egen bedste destruktør.

PS. Og kan vi så ikke lige blive enige om, at klovne er onde og modbydelige? Den ultimative mulighed for terapi!

Autofokus

Låst på inderside og yderside. Føler hele verden kigger med, når det i virkeligheden bare er lille mig og dig. Bag knejsende mure.

Med den tanke frygter jeg ikke din fysik. Sådan er du ikke farlig. Måske er du slet ikke farlig. Frygter mest sygdom og slanger.

Vi skal gøre, hvad der gør os glade. I alle henseender. Alt andet virker latterligt. Men glad hvornår og i hvor lang tid? Gør hvad der gør dig glad nu, har aldrig hjulpet nogen, tror jeg, men bliver alligvel hængende i hovedet.

Måske skulle jeg skrive den bog. Skrive den med Scripler. Omringet af hård valuta, kan jeg skrive blog, og jeg kan skrive bog. Men det er som om, intet varer længe nok. Før eller siden kommer alt ud af fokus. Det bliver en kort bog.

Så hvis jeg inviterer dig ind i min korte bog, lover du så ikke at grine? Eller slå mig? Det kan ingen love.

Jeg er en del af Generation X. Det skal jeg lige love for. Hvad der naturligvis føles som den sidste generation med lidt tilbage på indersiden. Der er intet specielt ved denne tid og alligevel føles det som om, at herfra kan alt koges ned til patter og kærlighed. I fokus.

Jeg savner din hånd.

En ny slags fokus

Føler verden trænge sig på. Ønsker dette som lydsporet. I et virvar af småskænderier om ghettoblastere, kringlet JMS og hidsig ebogs-metadata, skamfuld blogforsømmelse, kedelige årsrapporter, ulydige mediecentre og åndsvage vandskader, har jeg lyst til at fortælle dig, at alt nok skal blive godt igen. Fortælle dig at jeg håber, at jeg snart får mere tid. Og ikke mindst fortælle dig, at jeg vil kæmpe for mindre snak og mere action.

Jeg skal vænne mig til at have en ulv løbende mellem benene. Du kilder så rart men kræver opmærksomhed og pleje. Sådan er ulve. Og det kan ulve få.

Jeg indser, intellektuelt for længst, og følelsesmæssigt så småt, at du ikke kan stå alene. Jeg må forvente at vejen bliver fuld af mudderhuller, men at du er et af de lys, der kan ses gennem det brune skær. Jeg forventer, at vi engang imellem skal lukke dørene. Jeg vil kræve, at vi engang imellem skal lukke dørene. Sådan er jeg sikker på, det er sundt. Sådan er det Bedst for dig og for mig.

For når dørene så åbnes, vil det være det med en ny slags fokus. Et pletfrit fokus i en knapt så unik dagligdag.

PS. Du er ikke den, du tror, du er.

En rønne og en gade

Kære Rønnegade – det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dig mere. Din uvigtige placering, dit uvigtige fitnesscenter, AOF-center og private gymnasium. Det er ikke fordi, jeg ikke synes det er unfair, at folk fra andre gader ikke kender dig som andet end en række gode parkeringspladser til fodboldkampe i Parken, uden tvivl uden at kende dit navn. Det er ikke fordi, jeg ikke længere elsker dit mørke, uanset om din bredde er alt for stor ift. til din længde.

Kære Netto-Haraldsgade – det er ikke fordi, jeg ikke længere har lyst til at gå gennem netop dit rod og dine halv-tomme hylder og nyder netop dine “Åbner I ikke snart en kasse mere?”-tilråb.

Kære Haraldsgade-indvandrere – det er ikke fordi jeg har noget særligt i mod netop jeres knallertlarm og jeres påsatte brande.

Kære Fælledpark – det er ikke fordi, jeg som sådan er træt af dine store, flade plæner og planer, som aldrig vil opnå samme popularitet som lille, fine Kongens Have eller fancy-pantsy Frederiksberg Have – uanset hvor mange nye broer og reflekterende pøle, de så installerer i dig.

Kære Lersø Parkallés parallelgader til parkerede biler og cyklister – det er ikke fordi, jeg ikke kommer til at savne jeres uforstyrrede og øde flow i jeres uforstyrrede og øde verden. Der sommer som vinter, når jeg drejer fra Jagtvejs hektiske hovedpulsåre eller Haraldsgades evigt lettere forstyrrende diagonale retning og ned af jer, giver mig lov til at miste mig selv i jer og på jer, i omtrent det minut det tager, før jeg er tilbage foran Internettets summen.

Kære Ydre Østerbro – det er ikke fordi, jeg synes dine store, vulgære bygninger er grimmere end andres. Tværtimod. Det er ikke fordi, jeg er ked af din mangel på hyggelige barer, caféer og butikker, begivenheder, og alt den slags, de skriver om på AOK og i hipstermagasinerne. Det er i dig, der sker mindst, men om dig jeg kan sige absolut mest.

Kære lejlighed og kære altan – det er ikke fordi, I ikke ved, det er jer, jeg vil savne allermest. Jer, armerede beton-vægge, der forsøger at spille hårde, men som jeg ved i virkeligheden kun ønsker at passe på mig. Og altan…du, min elskede altan. Hvad skal jeg gøre uden dig? Hvordan kan jeg overhovedet tænke på at forlade dig?

Men kære jer – om lidt jeg forlader jer. Snart er det slut. Jeg forlader jer for Amager. Jeg ved, at netop Amager nok er en kniv i hjertet på jer – en Ø af alle steder? For hvad har Amager, som I ikke har? Og I har ret: mit nye kvarter og min nye Vej er jo ligesom jer: lille, overset, ukendt og med et trygt navn*. Sådan er De Bedste gader og veje. Men på den nye ø på den nye Vej bor en sød og smuk ulv med et stort hjerte, der har lovet at passe på mig. Og hvor meget jeg end holder jer, så er vi havnet i en rille. En fin rille, men en rille jeg synker dybere og dybere i og frygter ikke at kunne vende tilbage fra.

Jeg ved ikke, hvem der nu skal forsvare jer. Måske er det bare i mit hoved, I har brug for et forsvar. For I gør en person både blød og rå, og noget siger mig, at dét at bo hos jer, med jer og i jer, er, at holde af jer. Det vil jeg altid gøre. På gensyn.

* Dog kommer jeg uden tvivl til at blive vanvittig af, at vejen burde hedde Store Møllevej.

Modig

Nu gør vi os modige. Nu forestiller vi os fremtiden.

Jeg er 45. Jeg har to børn. Jeg er en typisk far og mand, der elsker sine børn og sin kone; jeg passer godt på dem, bor i dem, de med mig. Jeg bor på Vesterbro og ser de 20-årige omkring mig. Jeg smiler og tænker “Fedt!”. Fem sekunder senere bliver jeg deprimeret og tænker “Pik! Det bedste er bag mig!”. Jeg tænker på, om jeg burde være flyttet væk fra København, ud til ligesindede, hvor jeg ikke konstant bliver mindet om, at jeg ikke længere har ungdommens muligheder og frihed foran mig. Men bag mig. Tænker så, at det ikke nytter en skid.

Jeg tænker på, at folk synes den slags tanker er ynkelige. “Acceptér din alder!”, synes den slags folk. “Acceptér at du skal dø!”. Det har jeg ikke noget problem med. Jeg forstår, at jeg skal dø. Jeg accepterer det og ser endda døden i øjnene uden at føle mig særlig modig. Men jeg kan ikke ryste tankerne om, at der venter arbejde og pligter, smerte og sygdom. Familie og venner der skal dø. Kilo der bliver sværere at tabe, motion der bliver sværere at dyrke. En forpint ryg. Fredagsdruk erstattet med Fredagsrock.

Kald mig en bøv. Kald mig en bangebuks. Kald mig hvad fanden du vil. Det her er bare starten.

Scrollfrygt

Jeg kiggede på dagens program på telefonen: indberetning af moms, kode ebøger, en masse lejlighedsfremvisninger og sushi med en ulv.

Jeg skulle lige til at scrolle ned og kigge på morgendagens program men tøvede så. Jeg turde ikke. Eller det ville i hvert fald ikke være behageligt.

Jeg har en (irrationel) frygt for fremtiden. Hvad nu hvis der ikke er noget på programmet? Eller det, der er på programmet ikke er godt eller sjovt? Hvis turen til Skærgården bliver fuld af myg, hipstersvenskere og småskænderier? Hvis de ukendte navne på Strøm-festival med god grund forbliver ukendte? Det nye arbejde for svært, for kedeligt, for corporate? Turen til Albanien besværlig og uinspirerende? Hvad nu hvis jeg ikke kan være sikker på, der er noget at glæde mig til?

Jeg har brug for ting at glæde mig til, før jeg har det godt. Men hvorfor antager jeg automatisk, at de nok ikke kan leve op til forventningerne?

Næh FORtiden, dén er tryg; dér ved man, hvad man har. Der er det jo ligesom overstået og intet eller ingen kan tage fra en, at det gode i livet skete.

Lyserød sommer

For mindre end en time siden blev jeg mindet om, at nogle mennesker er ingens ansvar

For to timer siden sms’ede jeg mit cpr-nr. til en mand i jakkesæt

I morges kørte 1996 på repeat i mit hoved i fire minutter.

I nat slettede jeg 12 billeder der betyder noget

 

X er forbundet til Y der er forbundet til en lyserød sommer der kan selv og vil selv.

Dyb(t) blå (genindfør dødsstraffen)

Dyb blå. Farven på min elskede konfirmations-mountainbike. Og på min ikke-helt lige så elskede Avenue, der i går blev stjålet. Det må være den dybe blå, der forståeligt nok hypnotiserede dem.

Det er første gang i mine ca. 11 år i København, jeg har fået stjålet en cykel. Det var min tid. Parkeret på Hovedbanen natten mellem fredag og lørdag, beder man (åbenbart) selv om det, kædelås eller ej.

Så hvad sker der nu? Nu vil jeg begynde et langt og omstændigt stykke lobbyarbejde og iværksætte landsdækkende reklamekampagner for at få dødsstraffen genindført. For en meget specifik gruppe af mennesker. Åhhh, hvis bare man var religiøs, så man kunne ringe til Helvede og forudreservere deres særlige plads dernede (henne, oppe?).

Men først vil jeg GÅ ned og kigge på en ny cykel. Heldigvis kan det også have sine fordele.

Midt i

I dag lider jeg afsagn. Lige nu synes jeg tankerne bliver lidt for konstruerede.

I dag har min finger været i munden, uden der var noget seksuelt i det. Og i dag har jeg måtte skjule min kærlighed for chips på en helt ny måde.

Lidt tidligere i dag forstod jeg på egen krop, hvorfor folk kan få nok af folk, der piller sig i navlen. Jeg kommer aldrig til at stoppe, men nu forstår jeg jer lidt bedre.

For mindre end en time siden hørte jeg monotone elektrotrommer og bippetibåppetilyde på diskotek. Jeg har taget billeder og ved udmærket godt hvor flot en sort nederdel er.

For mindre end femogtyve minutter siden indså jeg, hvor heldig jeg er, fordi jeg skal på arbejde i morgen. Arbejdslørdag. Aldrig har de ord lydt så godt.

Men netop nu har min kæreste været væk i nøjagtig 18,5 timer + 2,57. Der mangler 552 timer, og jeg savner hende allerede.

Et sindssygt immunsystem

Det er ubærligt at tænke på den sorg og ulykke, vi har oplevet og kommer til at opleve i vores liv.

Der vil komme mange dage
Hvor livet bare gør ondt
Hvor intet giver mening
Og jeg ønsker alt skal ende

Men efter de første gange, ved man godt det går over. Det er næsten forfærdeligt, men vi er skabt til at håndtere smerte.

Og i stedet vil de dage ende
Jeg vil rejse mig
Igen og igen
Blive glad igen
Se verden forfra
Med de samme, gamle øjne
Indtil jeg dør

Det er et sindssygt immunsystem vi har.