Anya, Apa og Pigen der ikke ville sove

I går satte min niece sig til rette i mit hjerte. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og det giver mig håb om, at hvis det en dag bliver mig, så er der åbenbart noget om, at man kun kan føle sig som den heldigste person i verden. Lige nu håber jeg bare, jeg bliver den seje farbror, hun gider at følges med til Copenhell (Maiden, Megadeth, Obituary…behøver du mere?).

Derudover går det godt. Jeg tumler stadig rundt i tilværelsen og overvejer om en navlebeskuer med en blog, selv ville kunne finde ud af at kigge ind i sådan en lille navle (og forholde sig til det, der kommer ud på den anden side af navlen), men jeg er slet ikke så sur, som nogen vist har troet, oven på skrigeriet for et par uger siden (som fodnote til den historie kan jeg fortælle, at to – gud ved af hvem – af de personer der kommer og går hos overboen, lad os kalde dem femte-sals-fjolserne – deres sexliv i det mindste er ret godt at lytte til, hvis man nu skal være tilhører til den slags. Lige nu drikker de sig dog fulde til noget, der lyder som Nintendo fra 80erne…knapt så godt at være tilhører til. Faktisk lyder det som en blanding mellem Donkey Kong og indbruds/voldtægtsscenen fra A Clockwork Orange).

I toget hjem var der mange tanker. Hår der rejste sig på armene. Men så skulle der rodes med XBMC på Pi, og lige nu er der bare gråt. Men jeg skal i hvert fald ikke være sådan en, der skyder skylden på vejret, når jeg ikke har noget at sige. Hvilket minder mig om dette:

It is a poor poet that falls silent when he finds out that the sun is actually a massive sphere of hydrogen fusing into helium.

(Richard Feynmann)

Der er masser at sige. Masser interessant at sige. Men ikke-anonymitet kræver grader af modighed, jeg kun kan håbe at opnå momentvis. Jeg blev afskrækket af Davids fortælling om Josefine Klougart, som – så vidt jeg forstod det – udleverer sin familie, der nu er ved at være godt trætte af det og hende. Men hvis man nu fortæller positive ting, kan det vel ikke være så slemt, vel? Eks. kan jeg fortælle, at min storebrors kæreste forstår mig bedre end hun måske selv ved, min storebror selv har niveauer af styrke og tålmodighed, jeg ikke anede eksisterede. Min mor er som altid badass på så mange måder, jeg ikke forstår det, og min far den nye Mr. Positive i familien. Fuck jul. Bare familien er god.

Hvilket leder mig tilbage til: hvorfor have en blog? Mange gode grunde, men engang imellem skal det handle om andre.

IMG_7699

PS. Min familie er skam også kedelig, røvirriterende, osv. Jeg er bare ved at være træt af at at høre på deprimerende julehistorier fra folk, der – best case, er uinteresserede i, worst case – hader deres familier.

PPS. Jeg har boret i væg og fået værktøj i julegave, så nu skal jeg åbenbart være en rigtig mand. Rigtige mænd har da en blog, ikke?

Reklamer

En akademisk diskussion

I råber bare højere og højere uden at lytte til hvad nogen siger, og når der er gået en time, så går I ind og spiser. Sådan er I. Sådan er jeres familie.

Sådan sagde min far om min mors familie, da vi i går diskuterede læreres arbejdstider. Han mente, at det var en akademisk diskussion. Og at det ikke flytter noget.

Jeg tror egentlig ikke min far hader akademiske diskussioner i sig selv, men han hader at diskutere på min mors families måde. Måden hvor man hidser sig sådan op og så brændende ønsker at få sin mening hørt, at man givetvis engang imellem glemmer at lytte. Hvor en del af argumentets styrke ligger i på hvilken nabogård, det kan høres.

Deres nabo sagde forresten noget af det mest øjenåbende, jeg længe har hørt: Jeg tror egentlig ikke det er så vigtigt for mig, at folk hører min mening. Jeg var lamslået. Hvorfor er det ikke det vigtigste i verden for hende!? Hun er forresten socialrådgiver, og min respekt blev bestemt ikke mindre for hende og det folkefærd i det øjeblik. Knapt så unikke snefnug har i sandhed meget at lære.

Jeg sagde, at jeg mener alle diskuterer med en eller anden grad af stolthed og en grad af at ville vinde diskussionen, mænd i hvert fald. Men at jeg egentlig tror mange af os også lytter. Og næste gang vi diskuterer det samme emne, er der måske en itsibitsi chance for at der alligevel er noget, der har flyttet sig.

IMG_5904

PS. Jeg svarede også, at det er de akademiske diskussioner, jeg brænder for. Er der mon noget galt i det.

PPS. Jeg kan godt se, at det lidt tid endnu vil være svært at have akademiske diskussioner med min niece. Heldigvis kan vi også begge lide ting der hopper.

Mor es la mejor

Hermed dagens spansklektier (selv om jeg var en kylling, der ikke turde tale spansk med guatamelanerne på Islands Brygge).

Ayer mi madre y yo estabamos turistos en Copenhauge. La dia estaba un regalo por ella de mio.

A primera, fuimos a Vor Frelser Kirke (La Iglesia Del Salvador)…durante todo el recorrido arriba donde el viento esta muy fuerte. Muy muy peligro! (para un copo de nieve con miedo a las alturas)

Después Christania. Vímos a hachís, bebimos un Squash en el sol arriba Nemoland y un paseo hasta tuvimos un apetito grande. Entonces almuerzo a Café Luna: California wrap por mi madre y un Philly Cheese Steak por mi (Philly Cheese Steak en Estados Unidos son un poquito más barato y tienen más queso – boo!).

Las puertas en el Metro no pueden cerrar pero nosotros llegamos a Frederiksberg Have que esta hyggelig y uhyggelig al mismo tiempo cuando el sol está ido.

Den Navnløse Bar (El Bar Sin Llama) no ya solo es para hipsters y nosotros disfrutamos sus beber especialidad, jengibre-ron-limonade. Mmmm (fortunamente, no necessito a pronunciar “jengibre” en escrito).

Y la final no puede estar más mejor: hot dogs en el pølsevogn (un coche de chorizo?) por la puerta trasera de Hovedbanegården (el selecíon de mi madre). Phénomenal.

Es verdad que se dicen: mor es la mejor.

PS. Min mor fortalte mig, at jeg var den kreative af mig og min bror som barn når det kom til at lege med biler: min bror stillede ganske enkelt bilerne på række for at se hvor mange der kunne være mellem to punkter. Jeg legede faktisk med bilerne, kørte rundt med dem på gulvet og sagde Vrrruuuum og alt muligt. Ja, så vanvittigt kreativ var jeg altså (når jeg tænker på, hvem der laver vanvidslisterne, har jeg svært ved at tro på, at min mor ikke bare glemmer hvem der var hvem).

Voksenting – hvor meget sjusk er nok?

Der er ikke noget, der kan provokere mig som når folk forventer, at man “opfører sig sin alder”. Efter at have konstateret ikke-uanseelige mængder støv i krogene, på panelerne osv., tilbød min mor mig en rengøring i ekstra fødseldagsgave, og det er selvfølgelig sødt af hende og da sikkert også lidt pinligt and whatnot. Men hvorfor er det egentlig det? Hvis det ellers ikke er sunhedsskadeligt, og jeg er ligeglad med lidt støv i min lejlighed, er der så et krav om, at en 32-årigs MANDS lejlighed skal leve op til et vis niveau af renhed?

På lignende måde kan man meget let få et afslappet forhold til andre voksenting som ikke at tage opvasken, ikke møde i en svedig hættetrøje på arbejde, ikke spise rigtig aftensmad (du ved, mad der kræver en pande og/eller gryde) eller ikke at trille fuld rundt i græsset i Enghaveparken. Naturligvis alt sammen fuldstændig hypotetiske eksempler uden nogen relation til undertegnede.

Og dette kan jo føres ud i det ekstreme: undlade at betale regninger, droppe sit job, aldrig rydde op i sin lejlighed…generelt være et sjuskehoved og opføre sig som mange teenagere nok gør (ikke at jeg var en af dem: gud forbyde at gå ud i gymnasiet og drikke øl på en torsdag…man skulle jo i SKOLE næste dag!). For er det “rigtige” ikke, så vidt muligt kun at gøre de ting, man har lyst til? Er det i sidste ende ikke de ting, der gør en gladest? Men hvor meget sjusk er egentlig nok, og kan man overhovedet have nogle forventninger til folk?

For folk med børn er svaret simpelt: ét eller flere små mennesker er afhængige af, at du opfører dig som et voksent og ansvarligt menneske. Punktum. Om det betyder, at man gør en masse ting, man ikke har lyst til og omvendt ikke gør ting, man HAR lyst til, ved jeg ikke. Den diskussion kan vi tage, hvis jeg endda skulle være (u)heldig nok til få sådan et. Men hvad med os fortabte sjæle uden børn? Behøver vi at være voksne og ansvarlige? Hvad skulle i så fald holde os voksne og ansvarlige? Forpligtelser overfor familien, vennerne, arbejdet, samfundet, verden?

Jeg kender ikke svaret, og jeg kæmper selv med det. Jeg forsøger så vidt muligt kun at gøre ting, jeg har lyst til, men……Jeg rydder op, fordi verden så er lettere at overskue, men også fordi jeg får ondt i øjnene, hvis jeg ikke gør det. Jeg spiller badminton og squash for at få motion, men også fordi det er sjovt, og det er en god lejlighed til at se mine venner. Jeg tager på arbejde for at tjene penge, men også fordi jeg synes, der er masser af sjove og udfordrende ting forbundet med det.
Om min indbyggede “voksenhed” på nogle områder er en god eller dårlig ting kan nok diskuteres. Det giver mig et godt og stabilt liv, men det afholder mig nok også fra at blive rusket ud af min komfortzone (hvis man kan sige ROLLEMODEL, kan man fandeme også sige komfortzone)? Der går lidt Fight Club i den, men min fornemmelse siger mig, at hvis man ønsker de helt store og fantastiske oplevelser i livet, så skal man nok forberede sig på, at det ikke sker ved at sidde i sin lejlighed og troligt betale sine regninger til tiden. For at citere The Bug:

Fi all them yout’ tha’ thinks charity begins at home
Believe me…nuttin’ begins at ‘ome

God søndag alle sammen! Vel mødt på arbejde i morgen!