Om

Rockstjerne vil jeg ikke være! Musikanmelder, måske? For jeg elsker jo musik. Det er vel det tætteste jeg kommer på at at brænde for noget. Hvornår brænder man for noget? Godt spørgsmål, men hvis man vågner og bare ikke kan vente med at komme ud af døren, så er det vist så tæt, som vi kommer på det. Og der er jo ting, der bare giver selv: altså, hvem ville ikke gerne redde verden? Ingen, that’s who! Well, pånær en lille flok vanvittige mennesker, men dem gemmer vi lige lidt. Men hvad nu hvis man ikke tør redde verden: hvis man ikke er modig eller eventyrlysten nok til at booke den første (eller sidste) billet til Sudan og starte en skole dernede? Eller ikke er klog, kreativ, intelligent, genial nok til at opfinde fusionskraft eller mikrolån? Og så er der de mennesker der ikke bekymrer sig om at redde verden, men for hvem svaret alligevel er provokerende simpelt: de er født med en pladespiller i den ene hånd, et kamera i den anden og et skateboard under fødderne. Det er sejt og cool og de kan ikke lade være. Åh misundelsen!

Men hvad med alle os andre? Os der måske ikke behøver at være unikke snefnug, den næste James Blake eller Kristian von Bengtson men heller ikke gider cykle den samme vej på arbejde de næste 37 år? Hvad gør vi? Venter på at få børn, så der lige pludselig ikke er tid til denne slags tanker mere? Det virker som den lette udvej – hvor let er fundamentalt livsændrende og utroligt besværligt. Måske er det dét, der ender med at ske, og når det sker bliver det garanteret fantastisk, men indtil da, er det planen, at denne blog skal handle om hvad man ellers kan foretage sig som en nyligt 32 33 34 35-årig poletspisende, emo-tenderende, liste-skrivende, (efterhånden-knapt-så-) Guldregnsbesøgende helt og absolut normal og gennemsnitlig dansk man-boy!

Det knapt så unikke snefnug

UPDATE: knapt så 32-årig, knapt så Guldregnsbesøgende og knapt så nihilistisk. Men på evigt udkig efter det, der kan holde det indre smil fremme i mere end et par minutter ad gangen.