Perversioner og varme håndværkere

Jeg diskuterer dobbeltmoral. Synes nogle bør bevare enkeltmoralen*.

Undersøger om det er bedre at køre i en lille eldrevet bil, der sikrer ren kærlighed til København end at opstille matematiske koder for jerns egenskaber. Står stille uden et svar.

Forlader lokalet når andre kommer. Det er nemmest og mest trygt.

Sover ufortjent længe og snakker om perversioner og varme håndværkere. Hører Moderat imens.

Jeg arbejder på kontor. Det er den type jeg er.

IMG_7252

* Og droppe alt det privatskolepis.

Lyserød sommer

For mindre end en time siden blev jeg mindet om, at nogle mennesker er ingens ansvar

For to timer siden sms’ede jeg mit cpr-nr. til en mand i jakkesæt

I morges kørte 1996 på repeat i mit hoved i fire minutter.

I nat slettede jeg 12 billeder der betyder noget

 

X er forbundet til Y der er forbundet til en lyserød sommer der kan selv og vil selv.

IMG_2547

Ved lejlighed

Da jeg voksede op i mine forældres trygge parcelhus i Kalbyriskvarteret i Næver, undrede jeg mig over, hvordan folk kunne holde ud at bo i lejlighed.

Som teenager blev konceptet vel naturligt nok spændende. Jeg drømte om, hvordan man hele tiden ville få besøg af sine naboer og venner, der alle boede lige i nærheden. Hvor meget sukker, man lige skulle låne til kaffen, hvor mange spontane altan-øl, man kunne snuppe sammen. Ja, Friends gjorde nok sin del (og så så jeg jo Neighbours hver aften kl. 19.30 i et par år: jeg tør ikke tænke på, hvilken betydning dét har haft for mit liv (Jesus Kristus, kører den serie stadig!?)).

Nu har jeg boet på og i syv forskellige kollegieværelser og lejligheder på ca. 12 år og kun to gange er drømmen om det spontane lejlighedsliv sådan rigtig gået i opfyldelse. Første gang var på 7 kvadratmeters skumvæg i verdens sejeste lejlighed i Valby med fire af mine bedste venner; anden gang på min første fri-onsdag sidste år, hvor Jesper, hans trappesten, kaffe og vores verdensreddende it-snak, gjorde drømmen virkelig. Hvad kollegietiden angår, tager jeg fuldt ansvar for, at den kun blev so-so (pånær dagen da jeg flyttede hjemmefra og fik at vide, at personen der havde boet på mit kollegieværelse, var eftersøgt for røveri: den dag fraskriver jeg mig ethvert ansvar for).

Jeg kan få meget mere, hvis jeg bare tør og gider. Så det håber jeg, jeg gør. For lige nu kan jeg ikke forestille mig andet end at bo i lejlighed. Min kæreste og jeg kigger på lejlighed sammen, og det er et langt og kompliceret indlæg i sig selv (måske et spændende indlæg om søgekriterier og lånetyper er sagen?). Hvis vi får børn, håber jeg de bliver søde, seje urbuks-kasserollinger med hang til skateboard og forladt tungindustri. Børn af byen.

Første skridt er at låne en masse sukker. Ved lejlighed.

IMG_5301

Ondsindet ulighedsskabende konstruktion #441

Jeg skælder ud. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg ellers skal få det sagt.

Kan du dog ikke forstå, at kapitalisme/det politiske system/biler/<ondsindet ulighedsskabende konstruktion #441> ikke holder? Hvorfor kan du ikke forstå det?

Jeg tror, mange forstår det. Men ved – ligesom jeg – ikke hvad de skal gøre. Og så er der vel ingen, der har brug for, at der er en anden, der graver i deres mere eller mindre mørke samvittighed – slet ikke mellem tapastallerkener og kulørte drinks (hvornår så?).

Men hvordan holder du magtesløsheden ud? Oplever du den ikke? Ignorerer eller undertrykker du den? Eller gør du faktisk noget?

Jeg tror ikke, jeg er færdig med at skælde ud men må nok erkende, at nogen bedre kan tillade sig det end andre: de der faktisk ændrer verden.

Så hermed dagens to noter-til-selv:

  1. Vær konkret.
  2. Vær positiv, eller som minimum konstruktiv.

Er der nogen, der skal have flyttet nogle tunge ting?

IMAG0596

PS. Nuværende status: magtesløs men mærkeligt neutral (og altså fuld af energi til at løfte tunge ting).

Ingen nåde for de nådesløse, tak

I går havde Bjørn og jeg en meget dyb og vigtig diskussion om hvorvidt det blæste lige så meget i onsdags som det gjorde torsdag og fredag.

Jeg forklarede ivrigt og højlydt, at flagene altså stod *sådan her* – ja det er en karatehånd – i vinden og at jeg jo nok vidste det lidt bedre, eftersom jeg var på cykel og derfor kunne mærke vindens nuancer, modsat ham der bare havde siddet på sin flade i bussen.

Som det af og til sker i diskussioner med mine venner, kunne jeg mærke på Bjørns toneleje og kropssprog, at han opgav at overbevise mig. Her gav han naturligvis op fordi, diskussionen var ligegyldig, og fordi han dermed var ligeglad med at få ret. Men måske han også gav op for at skåne mig.

Jeg har altid været, er og vil altid være en hidsigprop. Jeg elsker akademiske diskussioner. Jeg er sort-hvid. Og lynhurtig.

Men jeg er også ældre. Mere hærdet. Fordi jeg ofte tager fejl, er jeg blevet ret så god (bedre) til at sluge min stolthed: iterativ på-plads-sætning.

Så hermed en opfordring til mine venner (og mange andre): skån mig ikke. Drop den halve sandhed hvisket gennem lyserøde badevinger og plask hele den klamme sandhed i fjæset på mig. Lad mig vide, jeg er en spade, fordi vi jo bare kan slå op på DMI, at det kun blæste halvt så meget i onsdags som i torsdags.

Jeg ved godt, verden er grå. At ikke alle gider diskutere lige så meget, og mange af jer er mere eftertænksomme, men helt ærligt: hvornår har hele sandheden sidst ikke været både sjovere og bedre?

Det andet er vist bare at gøre mig og alle verdens hidsigpropper en bjørnetjeneste.

IMG_5107