Ateisme

Formålet med denne side kunne være at få talt lidt ud. Det er et generelt tema for de her snefnug. Tabuer kan vi ikke lide.

Oplysning og saglighed. To vigtige ting. Som moderne dansker er det ret let at latterliggøre tro og religion, men når disse emner fylder så meget de fleste steder i verden, som de gør, synes jeg vi skylder emnet og de religiøse at gribe det seriøst an – uden at det skal blive til unødvendig respekt. Men hvis man vil kunne kritisere specifikt, bliver man nødt til at sætte sig ind i stoffet.

Sidst men ikke mindst kunne et formål være at være ærlige. Overfor hinanden. Overfor os selv.

Introduktion
Hvordan skal vi gribe det an? En mulig begyndelse:

• Ateisme, tro og religion er kæmpe emner, og der er ikke altid enkle svar. Det betyder dog ikke, at man ikke skal sige, hvad man mener. Det vil jeg forsøge. Som sagt: ingen tabuer.
• Overfor religiøse man bryder sig om – venner, familie, whatever – kan der være andre hensyn at tage ift. at have et godt forhold. Igen: vær ærlig, hav lidt respekt uden det bliver overdrevent og forhåbentligt kan relationerne holde til det.
• Min fornemmelse siger mig, at der er en god portion stolhhed/stædighed (og selvfølgelig historie, kultur, tradition, osv.) involveret, for både religiøse og ateister. Er du villig til at ændre mening, hvis du præsenteres for tilpas meget “evidens” for den anden side af sagen (og tid til at tænke det igennem)?
• Debat er meget velkomment! Jeg tror ikke på Gud (en gud), men jeg tror heller ikke man kan akskaffe tro og religion. Jeg er fortsat uafklaret omkring, hvilken rolle religion vil, bør og kan spille i fremtiden.

Og så er der jo altså en smule nørd i mig, så lidt terminologi er på sin plads:

• (Personlig) tro og (organiseret/institutionaliseret) religion er to forskellige ting. I nogle sammenhænge er forskellen betydende, i andre er den ikke.
• Kun indenfor matematik (og jura) giver det mening at tale om beviser. At tale om religion og ateisme handler derfor om sandsynliggørelse, ikke bevisførelse.

Og så fordi det er sjovt – lige nu ikke nødvendigt – lidt sprognørderi fra Hitchens:

• Adeist: There is nothing left unexplained if that assumption [sic, I don’t believe there was a prime mover] is not made.
• Atheist: There has not been a revelation. God has not shown himself to us.
• Antitheist: a person can be an atheist and wish that belief in god were correct…but [sic, an antiheist] is someone who is relieved that there’s no evidence for such an assertion.

Ateismeindeks
Der er mange debatter, jf. bl.a. et par af videoerne længere nede, der forsøger at svare på spørgsmålet:

Gør religion verden til et bedre eller et værre sted?

Et andet formål med denne side kunne derfor være at forsøge at svare på dette spørgsmål. Svaret kunne gives i form af et ateismeindeks fra et til ti, hvor 1 betyder kun et bedre sted og 10 kun et værre sted. Mit indeks er ofte afhængigt af, hvem jeg senest har snakket med, eller eks. hvilken debat jeg senest har set.

Mit aktuelle indeks kan ses på forsiden, i spalten til højre. Hvad er dit ateismeindeks?

Apologetik
William Lane Craig definerer apologetik, på engelsk apologetics, som:

Den del af teologi der søger at rationalisere religion.

Han besøgte i april 2012 Bethesda i København, hvor han ved en debat med Klemens Kappel, præsenterede tre typer af argumenter for spørgsmålet Does God Exist?:

1. Logiske/filosofiske, eks. årsag og konsekvens (Gud er en nødvendighed).
2. Inferens/forklaringsmæssige, eks. Big Bang.
3. Vidnesbyrd/historiske, eks. Jesu tomme grav efter hans død.

Jeg ser faktisk dette forsøg på en rationel og logisk tilgang til religion som noget positivt, idet det giver en langt bedre mulighed for at diskutere med troende. Man kan argumentere for, at apologetik er en glidebane, hvor man kan komme til at bruge en masse krudt på at skulle modargumentere for noget, man mener er ude i hampen, men 1) langt størstedelen af jordens befolkning er religiøse, og jeg mener derfor, man bliver nødt til at tage emnet seriøst og 2) det handler om sandsynliggørelse: det er lige så slemt som ateist at lukke øjne og ører for argumenter som for religiøse. Hvis deres argumenter er så langt ude, burde det jo være en smal sag at feje dem af bordet.

Mine venner med tro, jeg snakker om emnet med, erklærer sig enige i denne tilgang og har sagt, at hvis de præsenteres for tilstrækkelig “evidens”, er de villige til at forkaste deres tro. Jeg prøver at holde samme åbne sind for den omvendte mulighed.

Input fra venner med tro
Som med de fleste ting her i livet, er det vigtigt at se en sag fra flere forskellige vinkler, før man udtaler sig skråsikkert om den. Nedenfor lidt input fra nogle venner med tro (nyt vil blive tilføjet løbende):

Kirkerne må kunne et eller andet.

Eksempelvis fortsætter langt de fleste folk jo med at blive gift i kirker, selv om de jo bare kunne gå ned på kommunen og få det klaret. Hvad er grundene til det?

Følelsen jeg oplever, når jeg er i en kirke til eks. et bryllup eller en begravelse, kan ikke matches noget andet sted.

Selv om jeg ikke tror på en gud, kan jeg langt hen af vejen følge min vens udmelding. Min påstand er dog, at min vens følelse (stor sorg eller glæde) kunne være lige så stærk i eks. en anden flot udsmykket bygning eller i smuk natur, og altså mere hænger sammen med begivenheden end selve det religiøse. Kunne man give ikke-troende samme muligheder for at opleve sådanne følelsesmæssige oplevelser ved fra statslig side at støtte tilsvarende, men ikke-religiøse kulturelle tilbud, eks. musik-arrangementer, digtoplæsninger, teater eller hvad ved jeg? Eller er det – ud over kærlighed og had – kun religion der kan give folk så stærke følelser?

Langt de fleste religiøse er almindelige mennesker, der i højere grad er styret af samfundsnormer, kultur, traditioner, osv. end af deres religion og ikke ønsker ekstreme handlinger (defineret udfra flertallet) eller i det hele taget ondt mod andre mennesker.

Her er en af Sam Harris’ pointer dog at sådanne almindelige, moderate religiøse faktisk udgør et stort problem, idet de har dét tilfælles med de fanatiske regligiøse, at begge grupper tror på Gud og i højere eller lavere grad har et eller andet værdifællesskab: “Jeg vil aldrig forsvare at slå andre mennesker ihjel, men jeg kan ikke anfægte hans tro på Gud”. Derudover er der jo også masser eksempler på mindre slemme ting end terroisme inspireret af religion, der objektivt set stadig er dårlige (hvor et eksempel på en objektiv god ting er FNs menneskerettigheder), eks. kvinders manglende rettigheder, kondompolitik i Afrika, fordømmelse af homoseksuelle, børnemishandling, forbud mod typer af undervisning (eks. forsøg på forbud mod biologiundervisning og i stedet undervise i Intelligent Design i USA), osv.

Islam må aldrig være blind tro. Man skal altid stille spørgsmål.

Dette virker som en ret fornuftig indstilling, jeg ikke kan have meget imod.

Jeg har fundet sandhden, og det er det vigtigste i livet for mig.

Hvad skulle være vigtigere end at finde sandheden? Er det vigtigere at finde sandheden end eks. at føre sin slægt og menneskeheden videre? Hvor langt er man villig til at gå for at finde sandheden? Sandheden om hvad?

“At slå de vantro ihjel” var noget der gav mening ift. datidens kontekst. At slå de vantro ihjel er noget, man gør i krig.

Dette åbner op for spørgsmålet om fortolkning: hvem bestemmer, hvad tingene i Biblen/Koranen/Toraen betyder? Er eks. Koranen ikke Guds bogstavelige (og ufejlbarlige) ord? Hvis ordene skal fortolkes, hvem skal så fortolke dem? Hvilke dele kan udelades, fordi de evt. ikke er relevante længere, og hvilke dele er stadig aktuelle?

IKKE at opdrage sit barn i den muslimske tro er at mishandle sit barn.

Dette var min vens svar på min provokerende udtalelse om, at dét at opdrage sit barn i religiøs tro måske kunne sammenlignes med at mishandle sit barn.Og det kan jeg sådan set godt se pointen i: hvis han nu virkelig har det sådan, hvordan kan jeg så tillade mig at anfægte (og endnu mindre kræve), at han ændrer måden, han opdrager sine børn på? Hvis hans religion/tro betyder lige så meget for ham, som eks. demokrati gør for mig (og nok endda mere), hvorfor skal han så ikke have lov til det? Er min måde da bedre end hans? Hvad betyder bedre? Hvordan måler vi det? Skader demokrati? Nej, kan alle nok blive enige om, men han mener heller ikke, at religion skader. Tværtimod.

En af mine pointer var, at jeg har fået muligheden for lære om religion og dyrke religion – og ikke at gøre det. Som undervist i Islam (eller en hvilken som helst anden religion eller tro) fra de helt unge år, mener jeg ikke, man har fået det valg. Man er blevet indoktrineret, hjernevasket (lidt ligesom vi indoktrineres og hjernevaskes i demokrati og andre vigtige, vestlige værdier (måske næstekærlighed?)) Til det svarede han, at jeg måske nok havde lært om religion, men jo ikke var blevet opdraget religiøst (på den måde kan man sige, at min udmelding af folkekirken var lidt meningsløs, eftersom jeg aldrig rigtigt havde været medlem). Jeg har derfor ikke en chance for at vide hvilken effekt en ægte religiøs opvækst kan have. Lidt ligesom forskellen på en intellektuel og en følelsesmæssig erkendelse. Jeg er lykkelig for ikke at være vokset op religiøst. Han er lykkelig for at være det.

En anden af mine pointer er: hvor meget skal man tillade i religions/tros navn? Hvis der nu er en religiøs gruppe mennesker (hvilket der ifølge bl.a. Sundhedsstyrelsen er), for hvem det er vigtigt at…say, omskære deres pigebørns klitorisser, er det så i orden? Indrømmet, der kan være – og er sikkert ofte – andre grunde (ikke-religiøs overtro, forkert eller forældet viden, oldgamle traditioner osv.) til at sådanne ting bliver gjort, men at nogen kan argumentere med, at det er “Guds ord” eller deres “religiøse ret”, gør det i hvert fald ikke lettere at forhindre den slags ting – hvis man da skulle tilhøre den gruppe, der ikke synes det er ok.

Kontrol

Er én af grundene til, at folk er troende/religiøse, spørgsmålet om kontrol: at de ikke – heller ikke selv om de i princippet kunne – ønsker at kunne kontrollere alt, eks. have noget elektronik i en bil der kan opdage, at en anden bil pludselig dukker op fra en sidevej og er på vej til kollision? Er det Guds vilje? Er det en del af noget, de måske vil kalde ydmyghed overfor naturen/verden: at de mener, at vi alligevel aldrig vil kunne kontrollere alt og derfor på en måde (ser det smukke i at) overgiver kontrollen til deres gud? Og omvendt, at nogle ikke-troende i princippet ønsker at kunne kontrollere alt (“Hvordan kan det være en ulempe?”).

Jeg ser det smukke i tanken og er enig i, at vi aldrig kommer til kontrollere alt. I praksis håber jeg blot, at troende ikke bruger kontrol-argumentet til at sige, at eks. sygdomme, børne-dødelighed, trafikulykker, udbytte af landbrug, osv. er ting, vi alligevel aldrig kommer til at kontrollere helt og derfor lige så godt kan lade være med at forsøge at kontrollere det delvist. At løse 80% af problemet bestemt en god grund til at prøve.

Videoerne
Guruerne er Dawkins, Hitchens og Harris. Hitchens var den mest intellektuelle, arrogante og trashtalkende af de tre. At se nogle af hans debatter, svarer nærmest til at se skralde-tv (prøv eks. at youtube’e Hitchslap).

Bøgerne
Nedenstående bøger fungerede som en slags opvarmning til emnet for mig inden jeg kastede mig over alle debatvideoerne.

• Richard Dawkins – The God Delusion
• Chrishopher Hitchens – God is not Great – How Religion Poisons Everything
• Sam Harris – The End of Faith

.