Generisk Festband Nr. 11 (aka Major Lazer)

Tysk techno har bestemt ikke levet forgæves.

Culture Beat, Scooter og Thunderdome. Major Lazer er åbenbart fan og ser sig ikke for fin til at inkorporere dem alle i sin musik. Bland det med rystede røve, laserstråler (naturligvis), konfettikanoner, masser Jahmæikaaa, maaaan og selvfølgelig festremix af Jump Around o.l., og du har opskriften på Generisk Festband Nr. 11. Det lyder som Den Sorte Skole (Roskilde 2012), samtlige danske dubstep-kunstnere mellem 2008 og 2012 og altså tysk techno anno 1996, men Generisk Festband Nr. 11 holder stadig (i hvert fald en halv time ad gangen).

Ready….ready…ready…yeah, we’re ready…..ready….Major Lazer is ready!

IMAG0727

.

Reklamer

180 grader og en genial hane

Ingen kan lide at vende 180 grader. Det eksempel jeg husker bedst i nyere tid er, da jeg på nærmest fem minutter blev omvendt fra at være sprogfacist til at være sproghobbyist.

For ca. seks år siden var jeg med nogle venner til Portishead-koncert i KB Hallen. Vi var pissefulde og larmede som en flok bjerggorillaer. Da folk tyssede på os, gav jeg dem et surt blik, mumlede noget om, at vi havde betalt lige så meget for billetten som dem og fortsatte med at plapre løs. Senere i koncerten faldt vi lidt ned på jorden, men det var nok mere en kombination af alkohol og evt. begyndende skam, end fordi vi var kommet til fornuft.

Så nu vender jeg altså 180 grader igen. Bekender mine synder, undskylder, erklærer mig selv for en åndsbolle til den Portishead-koncert. For fuck! …hvor skal folk dog også holde deres kæft til en Yoav-koncert. En glimrende Yoav-koncert, endda. Indrømmet, de solgte halv-liters dåseøl og vi stod bagerst i salen, men hvorfor fanden gider man at tage til en koncert i DR-byen (ikke lige stedet man tilfældigvis kommer forbi, vel?) med musik, der kun holder, hvis man er helt stille, for at stå en hel koncert igennem og larme som en dum høne?

IMG_4609

PS. Props til Yoav for bare at smile let, flå lidt hårdere i sin guitar og spille lortet ud af stedet.

PPS. Kæft bare op til Slayer eller Prodigy.

PPPS. Yoavs nye album er også godt.

Strøm med ild i

Der er flygtige farver i omløb. Ild i strømmen…Strøm med ild i.

Som på førstedagen i 2011 skulle vi forkæles med farver på mure. For lidt over en time siden så det sådan her ud på Tietgenkollegiet:

Flere billeder her.

Strygerne fik det momentvis til at løbe varmt ned af ryggen på en passende pissekold men helt igennem suveræn mandag aften. Eneste anke: det er lidt fjollet at åbne en festival med undertitlen A celebration of Electronic Music udelukkende med klassisk musik (Hr. Sheridan, flere biplyde næste gang, tak).

Men Strøm er altså i huset så husk at kigge forbi i løbet af ugen. Der er både leg i metroen, ungdomsfest i Guldbergsgade, paranoia i cisternerne, røvskum på Amager, obligatorisk hvidvinsensemble i Enghaveparken og en helvedes masse mere.

Altså: Molotov cocktail…set the god damn place on fire!

Scrollfrygt

Jeg kiggede på dagens program på telefonen: indberetning af moms, kode ebøger, en masse lejlighedsfremvisninger og sushi med en ulv.

Jeg skulle lige til at scrolle ned og kigge på morgendagens program men tøvede så. Jeg turde ikke. Eller det ville i hvert fald ikke være behageligt.

Jeg har en (irrationel) frygt for fremtiden. Hvad nu hvis der ikke er noget på programmet? Eller det, der er på programmet ikke er godt eller sjovt? Hvis turen til Skærgården bliver fuld af myg, hipstersvenskere og småskænderier? Hvis de ukendte navne på Strøm-festival med god grund forbliver ukendte? Det nye arbejde for svært, for kedeligt, for corporate? Turen til Albanien besværlig og uinspirerende? Hvad nu hvis jeg ikke kan være sikker på, der er noget at glæde mig til?

Jeg har brug for ting at glæde mig til, før jeg har det godt. Men hvorfor antager jeg automatisk, at de nok ikke kan leve op til forventningerne?

Næh FORtiden, dén er tryg; dér ved man, hvad man har. Der er det jo ligesom overstået og intet eller ingen kan tage fra en, at det gode i livet skete.

IMG_1523

D4Real

Jeg forstår og er enig i Thomas Fleurquins (TF) argumenter om at tage medansvar til Distortion: køb gadearmbånd og ryd pænt op efter dig.

Men hvorfor skal jeg tvinges til efterfester? Fordi HAN synes, det er dem, der er det rigtige Distortion? Fordi Distortion først og fremmest er en “klubkultur-festival” og sekundært en “populistisk proletarisk ultrademokratisk gadefest”? Bull crap!

Hvad hvis JEG synes, det rigtige Distortion er mine venner og øl, mennesker og sol…stemningen og festen. Og at der også er et par occasional good beats. Jeg kan tage fejl, men min fornemmelse er, at mange har det som mig. De mennesker jeg snakker musikfestivaller med, er normalt enige i, at Distortion er fest og musik er Strøm. Den oplagte parallel til Distortion – som flere andre, inkl. TF selv, har draget – er campingområdet på Roskilde: musikken på selve festivallen er fed og vigtig for nogle, men for mange (min påstand: flere og flere) er det primære ved Roskilde Festival, festen på campingområdet.

Jeg forstår også, TF er skuffet, når det ikke har levet op til hans vision og forventninger. Det er da surt. Men man får næppe folks sympati (eller penge) ved kalde dem dumme. Hvis man var lidt kynisk kunne man spørge, hvordan man kan have mellem 10.000 og 100.000 mennesker til fest hver dag uden at tjene penge? Det kunne være fordi, folk er nogle asociale, nassende, nærige og røvsyge bønder, der ikke køber gadearmbånd og ikke går til efterfest. Det kunne måske også være fordi:

  • Man, dvs. jeg, i år ikke så én fucking bod, der solgte gadearmbånd på hverken Nørrebro eller Vesterbro (hvis jeg gjorde, har jeg ikke vidst det) (jeg har de 2-3 forrige år købt gadearmbånd).
  • Der kunne arbejdes mere med setuppet omkring, at få de barer, caféer, m.m., der tjener ekstra, til at “tage medansvar” (dvs. hoste op).
  • Mange faktisk får nok fest og musik fra kl. 16-22 og derfor ikke gider efterfesterne (jeg ved godt klubmiljøet gyser, når de hører den slags (og jeg gyser, når jeg hører ordet klubmiljøet), men ikke alle gider have tømmermænd på arbejdet eller feste fire dage i træk).
  • Musikprogrammet, for de fleste (tror jeg), er ét stort blur af ukendte kunstnere (igen: husk folk er der for festens skyld), og der derfor ikke er nogen (særlig) god grund til at tage til efterfesterne (med mindre man selvfølgelig ikke er festet igennem).

TF ville ønske Distortion var på en bestemt måde. Hvad nu hvis 100.000 andre egentlig er fint tilfredse? Måske han skulle lave en ny festival, der fokuserer på musik og kun har natte-fester med entré. Kald den eks. D4Real.

IMG_6170

PS. Og så er der vist ingen, der gider høre eller læse mere om Distortion. Nu skal nogen af jer på Copenhell, Northside og Roskilde. Selv tror jeg, jeg skal bruge sommeren på café latté på Østerbros fineste caféer og en god bog i skovens, dybe, stille ro.

Lige som laser

Sådan stod de. Sådan stod vi. Hævifolket. Til Opeth-koncert.

Nu er Opeth jo ikke rigtig hævi, men dødspop. Men det ændrer ikke ved, at temaet er sort og død, og at hævifolket var stærkt repræsenteret. Men stille har hævifolket ikke altid stået.

Der var engang. Hvor man hjemme i Næver enten hørte hævi eller hiphop. Altså enten var Cyanotic de lokale guder, Air Pollution med Michael Andersen støjede i radioen hver onsdag aften, og man gik til slamdance med Dawn, Gorefest og Sick of it All i Ridestalden, eller man pustede sig op i dynejakke foran Exxos i Jernbanegade.

Hvor man ikke stod stiv og knapt turde bevæge hovedet. Frem og tilbage, frem og tilbage….frem. Og tilbage. Sådan gør man. Headbanging hedder det.

Hvor man ikke stod stille af frygt for at lave fejl; for at skille sig ud og ligne en tosse. Men rettere væltede rundt i lasede Brutal Truth-tshirts på et “dansegulv” med 4-5 andre, der ikke var bange for at ligne idioter og høre “det er tre dage senere og mine ører piver stadig”-høj musik. Pointen er nok, at man ikke tænkte over, om man lignede en idiot (måske af den simple grund, at der ikke var nogen piger med til koncerterne, men piger var jo alligevel uopnåelige og dermed slet ikke på radaren).

Er de tider ovre? Eller findes der steder, hvor 15-årige vælter rundt i kikset tøj og skaber sig åndsvage? Uden at det skal handle om duller, breezers og øretæver. Jeg er sådan set ligeglad, om det er til dødsmetal eller umtji-umtji, bare den slags børn stadig eksisterer. Findes I? Hvor leger I? Gør man stadig det? Må man stadig det?

Vi danskere er rædselslagne for at lave fejl, sagde Melissa for et par år siden. Men jeg synes det er blevet værre, siden jeg var barn (jaja, bare vent, snart begynder jeg med, hvor meget bland-selv-slik, man kunne få for en tier). Eller også tænker jeg bare mere over det.

Men hvis det nu ikke kun er det, så var I, kære metalhoveder, jo netop dem, jeg havde sat min lid til. Jer i sort t-shirt og sort sind, der (endnu) ikke er blevet suget ind i økologiske blue berry muffins, ingefærsdrinks og ironisk distance på Vesterbro (eller for den sags skyld bare lange sorte støvler, nitter og fyrre lag øjenskygge). Som visse knapt så unikke snefnug.

Så sådan stod vi altså. Til Opeth-koncert. Lige som laser.

Nedenfor: hvordan vi kunne have stået (billedet er fra sidste års Copenhell).

PS. Trods bevidsthed om at den slags aldrig virker, når det bliver gengivet, kommer her et par af forsangerens indfald:

  • I guess all our songs are bleak. The day we make songs about going dancing on a Saturday night, I think it’s time to close the band……This next song is about dancing on a Friday night.
  • This next song is about death. Like all our songs.
  • [Forsangeren giver os fingeren] Do you know what this means? It means we have one song left. [fyr fra publikum råber “SLAYEEEEEER!”] Now it doesn’t mean that anymore.
  • We play shows all over the world and I have to say, when I see people showing up, it gives me hope in the future of music. We don’t have explosions, naked women or anything like that. We don’t even have midgets. We’re just 5 ugly guys. ….. en fyr fra publikum råber: “But a couple of midgets wouldn’t hurt!!!”