ende

Det her er skruen uden ende…

 

Torneroseafspillende, sneskoskubbende, Bauhauskogende, kalifatinspicerende, hvidvinsvimsende, optogsregulerende, Magretheskålspenetrerende, hummusforløsende, torsochillende, bilkortsnulrende, kongetroneoverfusende, Stormgadetumlende, hvepsekageproducerende, rebsbusksundersøgende, aktiemarkedsglorificerende, solgudsvaskende, … endeløst udløsende. Lang tillægsformstilblivende.

 

I et Toget standser ikke mellem Høje Tåstrup og Næstved-remix.

 

IMAG0040 (1)

Konkret som en sød konkurs

Ting for tiden er på én og samme tid meget abstrakte og meget konkrete.

Konkrete fordi jeg måske snart skal forholde mig til, om det er værd at skifte garderobe for penge. Og konkret fordi, jeg har fået en genial idé til en kalender-applikation, der om muligt kan få mine lister til at blive endnu mere vinkelrette, men samtidig vil få dem til at slænge sig foran mig som var de lagt af en Hollandsk skinnelæggermaskine.

Abstrakte fordi intet er perfekt. Og fordi jeg ikke ved, hvordan jeg nogensinde kan flytte fra dette:

IMG_5443

PS. Ulv, hvordan har du det med stenet beton, knallertbander og batterisyreaftryk på gulvet?

PPS. Kumme, konkurs, komfort. Tænk over det.

PPPS. Nu hvor vi alligevel bevæger os på grænsen mellem absurditet og lalleglad sommerærefrygt, kan du lige så godt få dette tip med.

Ingen nåde for de nådesløse, tak

I går havde Bjørn og jeg en meget dyb og vigtig diskussion om hvorvidt det blæste lige så meget i onsdags som det gjorde torsdag og fredag.

Jeg forklarede ivrigt og højlydt, at flagene altså stod *sådan her* – ja det er en karatehånd – i vinden og at jeg jo nok vidste det lidt bedre, eftersom jeg var på cykel og derfor kunne mærke vindens nuancer, modsat ham der bare havde siddet på sin flade i bussen.

Som det af og til sker i diskussioner med mine venner, kunne jeg mærke på Bjørns toneleje og kropssprog, at han opgav at overbevise mig. Her gav han naturligvis op fordi, diskussionen var ligegyldig, og fordi han dermed var ligeglad med at få ret. Men måske han også gav op for at skåne mig.

Jeg har altid været, er og vil altid være en hidsigprop. Jeg elsker akademiske diskussioner. Jeg er sort-hvid. Og lynhurtig.

Men jeg er også ældre. Mere hærdet. Fordi jeg ofte tager fejl, er jeg blevet ret så god (bedre) til at sluge min stolthed: iterativ på-plads-sætning.

Så hermed en opfordring til mine venner (og mange andre): skån mig ikke. Drop den halve sandhed hvisket gennem lyserøde badevinger og plask hele den klamme sandhed i fjæset på mig. Lad mig vide, jeg er en spade, fordi vi jo bare kan slå op på DMI, at det kun blæste halvt så meget i onsdags som i torsdags.

Jeg ved godt, verden er grå. At ikke alle gider diskutere lige så meget, og mange af jer er mere eftertænksomme, men helt ærligt: hvornår har hele sandheden sidst ikke været både sjovere og bedre?

Det andet er vist bare at gøre mig og alle verdens hidsigpropper en bjørnetjeneste.

IMG_5107

En akademisk diskussion

I råber bare højere og højere uden at lytte til hvad nogen siger, og når der er gået en time, så går I ind og spiser. Sådan er I. Sådan er jeres familie.

Sådan sagde min far om min mors familie, da vi i går diskuterede læreres arbejdstider. Han mente, at det var en akademisk diskussion. Og at det ikke flytter noget.

Jeg tror egentlig ikke min far hader akademiske diskussioner i sig selv, men han hader at diskutere på min mors families måde. Måden hvor man hidser sig sådan op og så brændende ønsker at få sin mening hørt, at man givetvis engang imellem glemmer at lytte. Hvor en del af argumentets styrke ligger i på hvilken nabogård, det kan høres.

Deres nabo sagde forresten noget af det mest øjenåbende, jeg længe har hørt: Jeg tror egentlig ikke det er så vigtigt for mig, at folk hører min mening. Jeg var lamslået. Hvorfor er det ikke det vigtigste i verden for hende!? Hun er forresten socialrådgiver, og min respekt blev bestemt ikke mindre for hende og det folkefærd i det øjeblik. Knapt så unikke snefnug har i sandhed meget at lære.

Jeg sagde, at jeg mener alle diskuterer med en eller anden grad af stolthed og en grad af at ville vinde diskussionen, mænd i hvert fald. Men at jeg egentlig tror mange af os også lytter. Og næste gang vi diskuterer det samme emne, er der måske en itsibitsi chance for at der alligevel er noget, der har flyttet sig.

IMG_5904

PS. Jeg svarede også, at det er de akademiske diskussioner, jeg brænder for. Er der mon noget galt i det.

PPS. Jeg kan godt se, at det lidt tid endnu vil være svært at have akademiske diskussioner med min niece. Heldigvis kan vi også begge lide ting der hopper.

Omkuld

Jeg vil gerne snakke. Jeg vil gerne snakke og tale for, at hvis man holder det simpelt, så bliver det godt og nemt og sjovt. Hvad er simpelt? Børn.

Eksempelvis synes jeg man bør sige sjovt i stedet for morsomt. Faktisk bør man sige vi i stedet for man, skal i stedet for bør og helt sikkert i stedet for eksempelvis. Altså:

Jeg synes helt sikkert, vi skal sige sjovt i stedet for morsomt*.

Jeg synes det er sjovt, når voksne opfører sig barnligt. Måske af den simple grund, at børn gør flere åndsvage og uventede ting end voksne. To af de voksne, jeg kender, der er mest barnlige er, skudamuda og Maria (Maria kender jeg ikke rigtigt, men hun virker bims i låget…fedt!) Jeg er desværre selv ret akavet omkring børn. Gad vide hvorfor.

Derudover…er også voksensnak, så det bliver…Og så har jeg fået en ny elkedel. Den er grim.

Jeg har også fået en kasse fuld af hvidt fnuller. Det er en julegave, nogen har sendt forkert, så jeg får desværre ikke lov at beholde den. Æv.

Husk! Flere kastanjedyr. Også selv om de er lavet af kartofler.

Bindestreger er ok (kan være, ville jeg have skrevet, men come on!) men for det meste ret grimme. Lad os lade være med at bruge dem. Ting der står i ét ord er SÅ meget federe! (beklager det fancy udenlandske tegn, men lige dén er vigtig)

Klistermærker er også ret fede, og lige nu overvejer jeg seriøst at bruge nytårsaften udenfor med 10 graders frost, en flad engangslighter og tre bæreposer med heksehyl og Jumpin’ Jacks (Nats, kommer du og hjælper?).

Og så synes jeg, vi skal huske at røre ved sne og vælte omkuld i sne. Og bruge ordet omkuld noget mere.

Og selvfølgelig synes jeg du skal cykle i sne (lad nu være at vente på den åndsvage bus, der alligevel ikke kommer).

* sjovt i stedet for sjovt, fungerer ligesom ikke, vel?

PS. Jeg vil gerne rette en sønderrivende kritik mod den samlede nørdestand (og nok også lidt min far), der har hjernevasket mig og fået mig til at tale og skrive som en 74-årig jurist. Til jer der til daglig er tvunget til at læse og høre på det: Undskyld!

PPS. PS (og PPS’er) og ()’er er undtaget fancytegnsreglerne.

Når cykler lyder som geværer

Når cykler lyder som geværer
Der parkeres, gives plads
Kort på styr de vendes grundigt
Du’ vel egentlig bar’ tilfreds

Når vejen den er skæv
Pilskæv, måske forkert
Når du føler, vejer, måler
Trasker rundt og inspicer’

Pluds’lig står du der i mørket
Hvor vejen slutter og intet ende har
Lad os se hvad tiden bringer
Mon ik’ det føles rart

Når spejle åbnes og bli’r mål
Navne lånes, månen leger
Et forladt kvarter derude
Og vi ved jo hvem der sejrer

Så hvis gevær der mon virker?
Si’r bangbang og drejes ind
Det tror jeg godt du ved, min ven
Dit helt eget
I dit mørke, blanke sind