non-dirty-words-that-rhyme-with-asteroide: []

Du må kalde mig Berit, Max eller Palle Strøm hvis det allerede findes, men mangler der i talesprog ikke en eller anden teknik til at sætte attributter – metadata, hvis vi skal blive fancy – på et ord eller en sætning, der kan udvide beskrivelsen af det ord eller den sætning? Altså, ud over bare at sige en ekstra sætning.

Et eksempel:

Jorden bliver måske ramt af en altødelæggende asteroide.

Hvis man nu eks. ønsker at sige noget yderligere om sandsynligheden i sætningen, har man forskellige muligheder. Man kan eks. bruge bestemte ordvalg (den teoretiske/boglige metode) til at forklare:

Med “måske” mener jeg “der er en marginal risiko”.

Lægge tryk på bestemte ord – rugbrødssmetoden:

Jorden bliver måske ramt af en altødelæggende asteroide!!

Eller kombinationen:

Sandsynligheden er næsten lig nul for, at jorden bliver ramt af en altødelæggende asteroide!

 

Men hvad nu hvis man ønsker at sige noget om, hvor veldokumenteret udsagnet er? Hvor privat det er, hvor stor tillid man har til det, eller hvilke ord der rimer på asteroide og ikke er beskidte?

I diskussioner – især diskussioner på mørke steder i såvel tid som i rum som i sind – er det ikke altid muligt at nå frem til sin pointe, før modparten har mistet tålmodigheden eller bare vil høre sig selv tale. Hvis man kunne markere eller præfikse ord eller sætninger med source: NASA, privacy-level: friends, confidence: mjaaah eller non-dirty-words-that-rhyme-with-asteroide: []….ja, hvad så? Så kunne vi måske skære lidt mere ind til benet.

Måske noget med farver på pap, usynlige streger i luften eller lugten af forskellige citrusfrugter?

PS. Eller er det kropssprog? Hvordan indikerer man høj tiltro til et udsagn med kropssprog?

ende

Det her er skruen uden ende…

 

Torneroseafspillende, sneskoskubbende, Bauhauskogende, kalifatinspicerende, hvidvinsvimsende, optogsregulerende, Magretheskålspenetrerende, hummusforløsende, torsochillende, bilkortsnulrende, kongetroneoverfusende, Stormgadetumlende, hvepsekageproducerende, rebsbusksundersøgende, aktiemarkedsglorificerende, solgudsvaskende, … endeløst udløsende. Lang tillægsformstilblivende.

 

I et Toget standser ikke mellem Høje Tåstrup og Næstved-remix.

 

Konkret som en sød konkurs

Ting for tiden er på én og samme tid meget abstrakte og meget konkrete.

Konkrete fordi jeg måske snart skal forholde mig til, om det er værd at skifte garderobe for penge. Og konkret fordi, jeg har fået en genial idé til en kalender-applikation, der om muligt kan få mine lister til at blive endnu mere vinkelrette, men samtidig vil få dem til at slænge sig foran mig som var de lagt af en Hollandsk skinnelæggermaskine.

Abstrakte fordi intet er perfekt. Og fordi jeg ikke ved, hvordan jeg nogensinde kan flytte fra dette:

PS. Ulv, hvordan har du det med stenet beton, knallertbander og batterisyreaftryk på gulvet?

PPS. Kumme, konkurs, komfort. Tænk over det.

PPPS. Nu hvor vi alligevel bevæger os på grænsen mellem absurditet og lalleglad sommerærefrygt, kan du lige så godt få dette tip med.

Ingen nåde for de nådesløse, tak

I går havde Bjørn og jeg en meget dyb og vigtig diskussion om hvorvidt det blæste lige så meget i onsdags som det gjorde torsdag og fredag.

Jeg forklarede ivrigt og højlydt, at flagene altså stod *sådan her* – ja det er en karatehånd – i vinden og at jeg jo nok vidste det lidt bedre, eftersom jeg var på cykel og derfor kunne mærke vindens nuancer, modsat ham der bare havde siddet på sin flade i bussen.

Som det af og til sker i diskussioner med mine venner, kunne jeg mærke på Bjørns toneleje og kropssprog, at han opgav at overbevise mig. Her gav han naturligvis op fordi, diskussionen var ligegyldig, og fordi han dermed var ligeglad med at få ret. Men måske han også gav op for at skåne mig.

Jeg har altid været, er og vil altid være en hidsigprop. Jeg elsker akademiske diskussioner. Jeg er sort-hvid. Og lynhurtig.

Men jeg er også ældre. Mere hærdet. Fordi jeg ofte tager fejl, er jeg blevet ret så god (bedre) til at sluge min stolthed: iterativ på-plads-sætning.

Så hermed en opfordring til mine venner (og mange andre): skån mig ikke. Drop den halve sandhed hvisket gennem lyserøde badevinger og plask hele den klamme sandhed i fjæset på mig. Lad mig vide, jeg er en spade, fordi vi jo bare kan slå op på DMI, at det kun blæste halvt så meget i onsdags som i torsdags.

Jeg ved godt, verden er grå. At ikke alle gider diskutere lige så meget, og mange af jer er mere eftertænksomme, men helt ærligt: hvornår har hele sandheden sidst ikke været både sjovere og bedre?

Det andet er vist bare at gøre mig og alle verdens hidsigpropper en bjørnetjeneste.

En akademisk diskussion

I råber bare højere og højere uden at lytte til hvad nogen siger, og når der er gået en time, så går I ind og spiser. Sådan er I. Sådan er jeres familie.

Sådan sagde min far om min mors familie, da vi i går diskuterede læreres arbejdstider. Han mente, at det var en akademisk diskussion. Og at det ikke flytter noget.

Jeg tror egentlig ikke min far hader akademiske diskussioner i sig selv, men han hader at diskutere på min mors families måde. Måden hvor man hidser sig sådan op og så brændende ønsker at få sin mening hørt, at man givetvis engang imellem glemmer at lytte. Hvor en del af argumentets styrke ligger i på hvilken nabogård, det kan høres.

Deres nabo sagde forresten noget af det mest øjenåbende, jeg længe har hørt: Jeg tror egentlig ikke det er så vigtigt for mig, at folk hører min mening. Jeg var lamslået. Hvorfor er det ikke det vigtigste i verden for hende!? Hun er forresten socialrådgiver, og min respekt blev bestemt ikke mindre for hende og det folkefærd i det øjeblik. Knapt så unikke snefnug har i sandhed meget at lære.

Jeg sagde, at jeg mener alle diskuterer med en eller anden grad af stolthed og en grad af at ville vinde diskussionen, mænd i hvert fald. Men at jeg egentlig tror mange af os også lytter. Og næste gang vi diskuterer det samme emne, er der måske en itsibitsi chance for at der alligevel er noget, der har flyttet sig.

PS. Jeg svarede også, at det er de akademiske diskussioner, jeg brænder for. Er der mon noget galt i det.

PPS. Jeg kan godt se, at det lidt tid endnu vil være svært at have akademiske diskussioner med min niece. Heldigvis kan vi også begge lide ting der hopper.

Omkuld

Jeg vil gerne snakke. Jeg vil gerne snakke og tale for, at hvis man holder det simpelt, så bliver det godt og nemt og sjovt. Hvad er simpelt? Børn.

Eksempelvis synes jeg man bør sige sjovt i stedet for morsomt. Faktisk bør man sige vi i stedet for man, skal i stedet for bør og helt sikkert i stedet for eksempelvis. Altså:

Jeg synes helt sikkert, vi skal sige sjovt i stedet for morsomt*.

Jeg synes det er sjovt, når voksne opfører sig barnligt. Måske af den simple grund, at børn gør flere åndsvage og uventede ting end voksne. To af de voksne, jeg kender, der er mest barnlige er, skudamuda og Maria (Maria kender jeg ikke rigtigt, men hun virker bims i låget…fedt!) Jeg er desværre selv ret akavet omkring børn. Gad vide hvorfor.

Derudover…er også voksensnak, så det bliver…Og så har jeg fået en ny elkedel. Den er grim.

Jeg har også fået en kasse fuld af hvidt fnuller. Det er en julegave, nogen har sendt forkert, så jeg får desværre ikke lov at beholde den. Æv.

Husk! Flere kastanjedyr. Også selv om de er lavet af kartofler.

Bindestreger er ok (kan være, ville jeg have skrevet, men come on!) men for det meste ret grimme. Lad os lade være med at bruge dem. Ting der står i ét ord er SÅ meget federe! (beklager det fancy udenlandske tegn, men lige dén er vigtig)

Klistermærker er også ret fede, og lige nu overvejer jeg seriøst at bruge nytårsaften udenfor med 10 graders frost, en flad engangslighter og tre bæreposer med heksehyl og Jumpin’ Jacks (Nats, kommer du og hjælper?).

Og så synes jeg, vi skal huske at røre ved sne og vælte omkuld i sne. Og bruge ordet omkuld noget mere.

Og selvfølgelig synes jeg du skal cykle i sne (lad nu være at vente på den åndsvage bus, der alligevel ikke kommer).

* sjovt i stedet for sjovt, fungerer ligesom ikke, vel?

PS. Jeg vil gerne rette en sønderrivende kritik mod den samlede nørdestand (og nok også lidt min far), der har hjernevasket mig og fået mig til at tale og skrive som en 74-årig jurist. Til jer der til daglig er tvunget til at læse og høre på det: Undskyld!

PPS. PS (og PPS’er) og ()’er er undtaget fancytegnsreglerne.

Når cykler lyder som geværer

Når cykler lyder som geværer
Der parkeres, gives plads
Kort på styr de vendes grundigt
Du’ vel egentlig bar’ tilfreds

Når vejen den er skæv
Pilskæv, måske forkert
Når du føler, vejer, måler
Trasker rundt og inspicer’

Pluds’lig står du der i mørket
Hvor vejen slutter og intet ende har
Lad os se hvad tiden bringer
Mon ik’ det føles rart

Når spejle åbnes og bli’r mål
Navne lånes, månen leger
Et forladt kvarter derude
Og vi ved jo hvem der sejrer

Så hvis gevær der mon virker?
Si’r bangbang og drejes ind
Det tror jeg godt du ved, min ven
Dit helt eget
I dit mørke, blanke sind

Pyt (eller komfur)

For et par år siden mindede et amerikansk-dansk dampbarn mig om, at dansk har nogle ret fine ord. Ord der ikke let, elegant eller overhovedet lader sig oversætte til et fremmedsprog. Han fremhævede pyt. Det fine ved ordet, sagde han, er, at det er positivt ladet, ikke som eks. det engelske nevermind som i bedste fald er neutralt.

Skudamuda mener det fineste af dem alle er melankoli, og på engelsk er der folk, der synes, at sammensætningen cellar door er fantastisk.

Men jeg synes altså, det fineste danske ord er pyt. Eller komfur. Derfor har jeg lavet siderne Pyt og Så!.

Kærlighedserklæringer til det danske sprog.

Koks i gøgemøget

Nu er vist et lige så godt tidspunkt som alle mulige andre til at bringe dette emne op:

• Rollemodel? Nej, forbillede
• Student? Nej, studerende (men jo, der er også masser af studenter for tiden).
  
• Kaptajn? (fodbold) Nej, anfører
• Kondition? Nej, betingelse

Eller hvad med disse:

• Analyst? Nej, analytiker
• CEO? Nej, direktør
• Bet? Nej, væddemål
• Publicity? Nej, omtale

Vi tager også lige et par grufulde eksempler på direkte oversættelser fra engelsk til dansk:

• Til Deres information, er dette et ikke-ryger-fly.
• Vilkår og betingelser gælder (eks. Party Poker-reklame, marts 2012)

Jeg tror faktisk ikke det er fordi, folk ikke vil tale og skrive dansk. Jeg tror bare, at danske udtryk efterhånden bliver brugt så lidt i medier, at folk ikke kan huske dem mere. Så:

• Jo, naturligvis er jeg en sur gammel mand.
• Jo, selvfølgelig udvikler sproget sig.
• Jo, selvfølgelig er der eksempler, især indenfor fagsprog, talemåder og faste vendinger (hard disk eller touché, anyone? (double [triple] whammy) , hvor det bliver stift eller kunstigt at oversætte til dansk, fordi ordet/udtrykket ikke fandtes, i det danske sprogs tidligere faser, eller ganske enkelt fordi en eller anden franskmand engang var enormet sej.
• Og jo, selvfølgelig er det primært folket, via det talte sprog, og ikke et centralt offentligt organ, der skal styre sprogets retning.

Jeg synes ikke, det handler om at være pernittengrynet eller korrekt, for jeg er stadig helt på Stephen Frys side. Hovedbudskabet er, at hvis vi ikke mere fokus på det her, så er min frygt, at vi lige så godt kan droppe de resterende danske ord om 50-100 år. Jeg er ked af at sige det (hvor mange ville have sagt sorry to say?), men tag med på Roskilde og fortæl mig, at jeg tager fejl (hvor mange ville have sagt prove me wrong?).

Og helt ærligt, hedder det sale eller udsalg* og klub eller diskotek? (så kald det i det mindste en natklub).

* Jeg er godt klar over, at man af turisthensyn kan ønske at skrive ting på engelsk. Men det argument holder altså ikke på fucking (!) Ydre Østerbro.

PS. Og jo, jeg er også godt klar over, hvor mange ord på “gammelt” dansk, der er låneord og importeret fra tysk, engelsk, fransk osv. Og hvis ikke der findes et godt udtryk på dansk i forvejen, så brug da for guds skyld det udenlandske. Men vær dog lidt kreativ…sæt noget Nephew eller Malk De Koijn på og læs, lyt og lær (igen, Instant Hygge!). Opfind en fjollet dansk udgave af det udenlandske udtryk. Lad nu være med bare at klippe-klistre (okay, du fik mig, copy-paste’e (se bare hvor grimt og besværligt det bliver)).

PPS. Tjek lige sproget.dk….de er vildt seje, og hvor ville du ellers støde på ord som dippedutter, kruseduller, flyversjus, skrækslagen og grønlangkål.

Sure?

En samtale med V. på en bund af chokoladefondant (ja, det er the good stuff!) bragte et interessant spørgsmål op i mit hoved: hvor negativ kan man tillade sig at være (overfor andre)?

Så nu laver vi lige en test. Hvilke af følgende udsagn synes DU er negative på den der røvirriterende, dagligdagsklovn, bitre brokkehoved, hold-nu-din-kæft-måde og hvilke (om nogen) er bare acceptabelt negative?

• Fuck, hvor er de der TDC-reklamer dog latterlige!
• Jeg synes virkelig den vest er grim.
• Det er altså lidt åndsvagt, at et køkkenbord ikke kan tåle vand.
• Filmen var ok, men HOLD KÆFT hvor de to teenagetøser bagved var irriterende.
• Hvis du siger ordet “rollemodel” én gang til, så kaster jeg mig – eller dig – ud foran et tog.
• Hvornår åbner I en kasse mere!??
• Jeg synes godt nok det lyder idiotisk, at I skal kæmpe mod nogle der burde være jeres ubetingede støtter.
• Maden havde været god, hvis altså bare den var lavet ordentligt.
• Journalister og tal…tsk tsk.
• Hvorfor skal jeg se på den skide advarsel, når jeg nu HAR betalt for DVDen?

Jeg er meget bevidst om den hårfine grænse mellem de to typer negativitet, men jeg synes faktisk der er en forskel. Jeg er ligeledes godt klar over at for hård en omgangstone og for meget ironi kan føre til the dark side (fear leads to anger; anger leads to hate; hate leads to suffering, du ved), men måske er jeg villig til at tage chancen? Desuden ligger (i hvert fald den ene slags) negativitet dybt i mig – det er ikke noget, der bare kan fjernes med en hurtig attitudeændring eller klorbehandling af hjernen.

Den indre idiot, der brokker sig over at koncerten med hans yndlingsband ligger på en mandag, skal bare lukkes ned og holde mund. Men idioten, tossen, manden der brokker sig over, at folk ikke kan køre på cykel, får altså lov at blive hængende lidt endnu.

PS. Jo, selvfølgelig afhænger det også af HVORDAN man siger det, og om man generelt er glad eller bitter.