Retfærdighedens fedtede spændetrøje

Jeg er lige blevet brændt af til squash. 20 min før start. Det er sjovt, hvordan man først ved den slags 20 min før.

Du kan næsten ikke gøre noget værre mod mig end at bryde en aftale. For så dukker DommerMorten op og deler sine fedtede gule og røde kort ud. Findes der et større “Fuck dig” end at melde afbud 20 min før?, tænker han.

Min indbyggede “retfærdighedssans” er så stor, at den er et problem. En fedtet spændetrøje. Som jeg vrider mig i i mine overvejelser, om hvorvidt jeg har lov til at vende det til noget positivt: chancen for at fikse cykel, øve spansk, researche NodeJS. Og som åbenbart klemmer så hårdt, at den manglende blodtilførsel til hjernen forhindrer mig i at huske, at jeg for kun 5 dage siden lavede samme trick. Tsk tsk.

Det ville være så fedt at være en af jer, der bare er ligeglade. Oprigtigt ligeglade, cool, chillaxede og hvis første tanke ikke er Fuck verden og hvorfor er det forresten altid mig, der skærer mig i fingeren med brødkniven og hvis trøjer krymper bare fordi jeg tørretumbler dem!. Men i stedet tænker Nå, det var det også synd, han skulle arbejde på en søndag eller Mon ikke vi finder en anden dag lige om lidt. Pyt. Bare fucking pyt. Lærer jeg det nogensinde? Konceptet der står der som et lys i horisonten og skærer i øjnene. Så smukt og så uopnåeligt.

Hvad kalder man det? At gå i for små sko. At være nærtagende, forsmået? Godt spørgsmål men et bedre er måske: hvad gør man ved det?

33-årige Morten ER heldigvis lidt mere positiv end 13-årige Morten. Bare lidt. Nu vil jeg i hvert fald bestille den (skide) squashbane til næste gang og gå ned pumpe luft i den (fucking) cykel.

IMG_4406

PS. Til dig, kære squash-afbrænder: beklager hvis du i min stemme i telefonen kunne spotte manglende lyst til at leve. Jeg lover dig, at jeg allerede er god igen, og at der om 5 min ligger en ny reservation til en squash-bane i din indbakke.

Reklamer

Pyt (eller komfur)

For et par år siden mindede et amerikansk-dansk dampbarn mig om, at dansk har nogle ret fine ord. Ord der ikke let, elegant eller overhovedet lader sig oversætte til et fremmedsprog. Han fremhævede pyt. Det fine ved ordet, sagde han, er, at det er positivt ladet, ikke som eks. det engelske nevermind som i bedste fald er neutralt.

Skudamuda mener det fineste af dem alle er melankoli, og på engelsk er der folk, der synes, at sammensætningen cellar door er fantastisk.

Men jeg synes altså, det fineste danske ord er pyt. Eller komfur. Derfor har jeg lavet siderne Pyt og Så!.

Kærlighedserklæringer til det danske sprog.

Hr. Mælkevej, mød frk. Andromeda

Ikke nogen Venuspassage her (lyder også ret beskidt), men til gengæld:

Jorden overlever Mælkevejens sammenstød med Andromeda.

Så er det altså svært sådan for alvor at være emo. Selv om “sommeren” gør sit. Derudover lader det til vi har lidt tid at løbe på:

Astronomerne har beregnet, at sammensmeltningen vil begynde om fire milliarder år og være færdig om seks milliarder år fra nu.

Så skulle der både være tid til at lære at sige pyt, nå tæerne med hænderne og blive bedre til at tage billeder (note til selv: skriv ned hvordan!).

Hvis vi så bare kunne holde op med at opføre os som idioter, så kunne vi måske se showet fra restauranten for enden af universet.

At miste en ting

At miste en fucking iPod. Hvordan kan det føles så irriterende?

  • Sjusk og sløseri. Jeg er jo ikke en person, der mister sin iPod! Mit hoved snurrer for at genopleve hvordan jeg kan have mistet den.
  • Mange timers arbejde og følelse er lagt i at lægge de gode numre på og sortere de dårlige numre fra.
  • Det her er totalt usmagligt: ~68 mennesker har lige mistet livet i et vanvittigt angreb i Oslo. Hvordan fanden kan en iPod betyde noget som helst?
  • Jeg har været for forsigtig, har dermed ikke mistet nok og ikke trænet nok i at sige “pyt!”.

Pyt!

Jeg lover at sige pyt, når jeg vågner.