Dan Mark

Dan Mark samler flasker med sin handicappede lillebror på græsset foran Kihosk.

Dan Mark ejer græsset i sin Milan-trøje. Er kæk og irriterende, udfordrer til at invitere damer ud, som han nok skal kneppe; bosser rundt med sin handicappede lillebror. Lillebroren drikker abrikossodavand, gør hvad der bliver sagt og er til at tude over. På overfladen er Dan Mark ikke sympatisk.

Dan Mark er 17, er blevet fjernet fra sin mor og far og vil gerne være ude til kl. 22. Det finder vi ud af, efter han så inderligt beder en langskægget narkomantype, der måske er hans far, måske en tilfældig værge, men en type der tydeligvis bestemmer over Dan Mark, om at få lov at blive ude:

Prøv li’ se…jeg har i hvert fald hundrede flasker!!!

For han har ikke samlet nok flasker. Hvad fanden laver han ude, hvis han alligevel bare sidder i solen og drikker sodavand? Den langskæggede type trasker utålmodigt græsplænen tynd og holder øje med Dan Mark, i de tre minutter Dan Mark er væk for at pisse.

Dan Mark er tynd. Hans far tyndere. Kokaintynd. Grimmere. Kokaingrim. Albuer der ligner noget fra Game of Thrones. Vi er omsværmet af sydlandske flaskesamlere, der kæmper for deres liv. Men for Dan Mark handler det om et øjebliks rigdom med sodavand, chips og slikkepinde, før besøget fra sin far, der uden tvivl konfiskerer dagens gevinst – minder mundlamme hipstere om, at fattigdom eksisterer i Danmark.

PS. Han hed virkelig Dan Mark.

Blodet i bageriet

Til de amerikanske jøder og muslimer i FFEU (og andre interesserede), der ikke bryder sig om, at Danmark nu har forbudt slagtning uden bedøvelse, eks. halalslagtning:

Vi er en lille flok mærkelige mennesker heroppe i det mørke nord, der har besluttet at basere vores samfund på noget andet end religion. Det “noget andet” er eks. demokrati, videnskab, humanisme, uddannelse, velfærd, ligestilling, ytringsfrihed, osv. Og – desværre lidt for for nyligt – dyrevelfærd.

Jeg vil ikke påstå, at jeg kan sætte mig ind i, hvorvidt og evt. hvordan et forbud mod halalslagtning krænker jeres religiøse følelser. Hvis I siger, at det gør det, må jeg jo stole på jer. Og stole på at det er slemt. Men som I har bemærket, har vi besluttet at eks. dyrevelfærd og ytringsfrihed vejer tungere end hensyn til religiøse følelser.

Vi forbyder ikke halalslagtning for at genere eller provokere jer. Jeg synes sagen her er langt mere klar end Muhammedkrisen, hvor der kunne tales for og imod. Såvel EU som USA kræver at dyret er blevet bedøvet inden slagtning ved eks. lammelse (stunning) (EU-dokumentation og USA-dokumentation). Desværre såvel EU pånær Sverige og nu Danmark (og ikke-EU-medlem, Norge) som USA villige til at gøre en undtagelse for jeres religiøse følelser (Go, Skandinavien!).

Det er korrekt, at ved korrekt halalslagtning skal kniven være meget skarp og snittet lægges præcist for at medføre så lidt lidelse som muligt. Og jeg tror ikke, at nogen – hverken fagfolk eller forskere i EU/USA eller jødiske og muslimske lærde – ved præcist, hvad den mindst smertefulde metode er. Men jeg vælger altså at sætte min lid til førstnævnte.

Selv hvis halal-metoden skulle vise sig at forårsage mindre lidelse, tror jeg denne og andre sager med religiøs kritik, eks. sagen om omskæring, sender et grundlæggende budskab: Danmark er ikke et land, hvor man kan spille religions-kortet. Det betyder ikke, at man skal såre folks følelser, bare fordi man kan: jeg stoler på jer, når I siger, det betyder noget for jer. Det betyder bare, at religion på ingen måde har en særrolle i det danske samfund (eller i hvert fald, at det ikke burde have en særrolle).

Det er sjældent en god idé at gøre noget til en “dem og os”-diskussion eller fremføre “hvis ikke I kan lide lugten i bageriet…”-agtige argumenter, men jeg ved næsten ikke, hvad jeg ellers skal sige. Det er sympatisk og endda en god idé at I har lavet et institut for etnisk forståelse. Der er uden tvivl brug for mere forståelse og tålmodighed i verden. Men i denne specifikke situation er jeg ked af at måtte sige: hvis I vil stå fast på, at jeres religøse følelser er vigtigere, end hvorvidt dyr lider, så ønsker jeg ikke at forstå jeres etnicitet.

PS. Jeg vil give Aminah Tønnsen for Islamisk Studiebogssamling ret i, at forholdene for og transport af dyr før de slagtes er meget vigtigere emner, men det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan forsøge at optimere på dette punkt.

PPS. Og påå-liiiiies, hvis nogen skulle komme i tanke om kære Marius: ét dyr vs mange millioner om året: det er overhovedet ikke en diskussion.

Skrid

Kære overboer,

Skrid med jeres lorte-dancemusik onsdag aften.

Skrid med jeres badeværelse, der sejler i vand og giver vandskade i vores køkken og badeværelse på anden måned.

Skrid med jeres åndsvagt træsko-dansende skingert skrigende lorteunge lørdag eftermiddag.

Skrid med jeres attitude og skrid med at kalde min kæreste en dum kælling.

Kære overboer, bare skrid.

Rønnegade-betonbunker…where art thou?

Giv mig 10 millioner gode grunde (eller bare én)

Kan man bo i et hus til 10 millioner og samtidig gå ind for en kraftig omfordeling af goderne i Danmark såvel som hele verden og ønske afskaffelse af kapitalisme til fordel for et pengeløst system som eks. resource-baseret økonomi (RBE)?

Min ven – lad os kalde ham Tage – siger ja, og mener, at hvorvidt man er “god til at navigere systemet”, ikke bør blandes sammen med, hvilken vægt ens udsagn har. Jeg mener, at man – alt andet lige – må stå svagere, hvis man sidder i et hus lavet af penge og samtidig mener, at goderne skal omfordeles bedre. Handlinger og symboler betyder noget. Hvad mener du? Ingen hellighed her. Oprigtigt et åbent spørgsmål.

Jeg har tidligere snakket om, at der er massive problemer i verden i dag – problemer der er for store til, at jeg har lyst at ignorere dem. Jeg mener ydermere, at en betragtelig del af problemerne skyldes det kapitalistiske system og har også fortalt om mulige afløsere i form af RBE-lignende systemer. Der er adskillige sider dedikeret til emnet, bl.a. problemerne ved kapitalisme, hvad RBE er, hvordan det fungerer, osv., men disse emner er ikke fokus i dette indlæg.

Her og nu vil jeg blot konstatere – og give Tage fuldstændigt ret i – at et systemskifte til noget som RBE uden tvivl er et godt stykke væk. Men givet den enorme (og voksende!) ulighed i verden, vil jeg indtil da (fortsætte med at) gøre noget for at lappe på det nuværende system. Hvad? Først og fremmest:

1. Stemme på partier, der ser global ulighed som et af de allervigtigste problemer og har det øverst på dagsordenen at gøre mere for at mindske den.
2. Stemme på partier, der går ind for bevarelsen af en “nordisk model” med bl.a. gratis udddannelse og sygehusvæsen og ser kapitalisme fungere bedst med offentlig styring.
3. Investere penge i firmaer og organisationer, der udvikler teknologi og processer, der kan hjælpe med at bringe os nærmere RBE, eks. vedvarende rigelig energi (fusion, vind, sol osv.), ingen fossile brændstoffer og decentraliseret produktion (3d printning, basically en star trek replicator), for at bruge Tages ord.
4. Donere penge væk privat til velgørende organisationer og til organisationer, der vil bidrage positivt til punkt 1-3 samt yde flere mikrolån.
5. Begrænse hvor mange “unødigt” dyre dimser, jeg køber eller, miljøskadelige ting, jeg foretager mig, osv. med det formål at kunne gøre mere af punkt 3 og 4 (dvs. bruge mine egopoint fornuftigt; det koncept må jeg uddybe en anden dag)

Sekundært:

• Læse om og formodentligt på mellemlangt sigt involvere mig i organisationer der vil arbejde mod et systemskifte.
• Hjælpe med at fjerne andre hindringer end økonomiske og teknologiske for RBE, eks. uddannelsesmæssige, religiøse, sociale og politiske forhold.
• Være mindre dømmende og mere positiv og konstruktiv.
• Læse mere om emnet og sprede budskabet!

Jeg mener, at det nytter noget at tale og skrive om det. Selvfølgelig mener jeg det.

PS. Det her handler naturligvis om, hvordan jeg kan leve med min konstante dårlige samvittighed og konstante skuffelse over, at samfundet er indrettet som det er. Som da jeg for nogle år siden læste i MetroExpress, at socialister er mere ulykkelige mennesker end kapitalister. Der er desværre alt for meget om den snak.

PPS. Men det handler også om, at jeg faktisk kan gøre nogle helt konkrete ting for at gøre det globale samfund til (i mine øjne) et bedre sted (flere forslag modtages meget gerne!). Hvordan man kan gøre det lokale samfund bedre via eks. større involvering i nærdemokrati, frivilligt arbejde, osv. er et seperat indlæg.

Perversioner og varme håndværkere

Jeg diskuterer dobbeltmoral. Synes nogle bør bevare enkeltmoralen*.

Undersøger om det er bedre at køre i en lille eldrevet bil, der sikrer ren kærlighed til København end at opstille matematiske koder for jerns egenskaber. Står stille uden et svar.

Forlader lokalet når andre kommer. Det er nemmest og mest trygt.

Sover ufortjent længe og snakker om perversioner og varme håndværkere. Hører Moderat imens.

Jeg arbejder på kontor. Det er den type jeg er.

* Og droppe alt det privatskolepis.

Nørd til hest

Er alle computernørder anarkister? Det håber jeg. Det burde de i hvert fald være.

Vores arbejde består i at opbygge systemer. Kategori, konsistens, integritet, normalisering.

Tanken var på vores samlede tanker, der kan måles som elektrisk aktivitet i vores hjerner. Tænk (!) på alle de tanker, der går spildt. Tænk på alle de forelskelser, hjertesorger, selvindsigter og geniale idéer om forbedrede mikrolån og Hyperloops^2 der opstår for et splitsekund senere at forsvinde i baggrundsstøj.

Hvis disse tanker kunne opsamles og lagres i en database, kunne nørder arbejde på dem. Kategorisere, normalisere, granske. Nørderne skulle naturligvis være godhjertede og bruge dataundersøgelserne til gode formål. Sætte system i kaos med formål at hjælpe menneskeheden. Men hvad hvis der var onde nørder, der ville udnytte tankerne til at undertrykkelse, manipulation os og indsprøjning af reklamer i vores hjerner?

Jeg tror og håber, at alle mennesker har bare en minimal mængde anarkisme i sig. Det er især godt, at nogle har en stor mængde. De skal nemlig flå de systemer ned, som nørderne har bygget op. Og når nørderne engang bliver for dygtige, så håber jeg, hestene overtager.

Dalelhan

Der var engang en bonde fra Mongoliet. Bonden hed Dalelhan. Hans lille stenhus på sletten, hvor han boede med sin kone Zalihan og søn Huatbek, var for varmt om sommeren og for koldt om vinteren, men Dalelhan var ikke typen, der brokkede sig. I stedet brugte han sine kræfter på at dyrke grøntsager og passe på sine køer. Køerne var ikke noget problem. De var stille og venlige og Dalelhan havde lært deres sprog.

Grøntsagerne, derimod, var straks værre, for dem kunne man ikke tale med og så lod de til at kræve ekstra kærlighed, fordi vejret i Mongoliet nogle gange var lidt hårdt ved dem. Hvis jeg nogensinde skal få råd til en ordentlig dør til mit hus, kommer det til at kræve mange flere grøntsager, sagde Dalelhan til Zalihan.

En dag fik Zalihan en idé. Hun havde været med Huatbek en tur i Areletuobiexiang, som var den nærmeste by, og prøve noget fantastisk, de kaldte Internettet. En af kustoderne der viste hende rundt på Internettet, kendte godt Dalelhan og havde foreslået dem, at de skrev sig op på en liste i et slags forsamlingshus, der hed Kiva. Her kom mange rejsende forbi, og nogle af dem var meget rige. Forsamlingshuset var dog ikke helt normalt. Her kom nemlig folk fra hele verden – og de fleste – fortalte kustoden, havde lidt ekstra de sagtens kunne undvære. Der hvor de kom fra var der nemlig masser af grøntsager i jorden, døre i næsten alle huse og mad på bordet med sjove navne som flæskesteg og kartoffelmos.

Og sådan gik det til, at Dalelhan, Zalihan og Huatbek fik råd til at købe en masse frø og plante dem i jorden, så der året efter groede en masse dejlige grøntsager, de kunne sælge på markedet og endelig få råd til en dør, så der var køligere om sommeren og varmere om vinteren. Og Dalelhan kunne endelig bruge sine kræfter på det han var allergladest for: at tale med sine køer.

PS. Jeg har mikrolånt Dalelhan $25 og han har betalt mig $1,41 tilbage. Go Dalelhan, plant de frø! Jeg tror på dig!

PPS. Mikrolån, det virker….bitches!

Bade(v)and (og hvordan jeg lærte at bekymre mig og elske videnskab)

Jeg tænker en del over synd. Eller synd er nok ikke det rigtige ord. Men skyld, bekymring, ansvar og dårlig samvittighed – den slags fine tanker.

Men så tænker jeg jo f.eks. på miljøet, når jeg printer, sagde min kæreste den anden dag, da jeg kritiserede hende for at tage bilen til Farum i stedet for S-toget. En smule klogere på livet holdt jeg min mund, selv om trangen til at diskutere hvor mange stykker papir, der mon går pr. liter benzin, absolut var tilstede.

Søndag snakkede vi om vand. Badevand. Skal jeg have dårlig samvittighed over at tage et langt (varmt*) bad? Min intuition sagde ja. Selvfølgelig. Det lærte jeg jo, da jeg var barn. Gad vide om mine forældre mon kun tænkte på deres pengepung, når de fortalte min bror og jeg, at vi ikke måtte tage lange bade?

I Danmark er vores badevand (og meget andet vand) også vores drikkevand, så spørgsmålet på såvel det 11- som 34-årige snefnugs læber er, om der mon er nogen – i dag eller i fremtiden, i Danmark eller andre steder – der risikerer at gå tørstige i seng, fordi jeg tager lange bade? Vil det gøre en positiv forskel – udelukkende ift. mængden af rent drikkevand – at tage kortere bade?

For at svare på det, skal man vide en masse om vandets kredsløb, grundvandsmagasiner, grundvandsspejl, iltindhold, nitrat, sulfat, svovlkis (!), og sikkert ord, der er endnu værre. Det læste jeg en smule om ovre hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), og med frygt for at have misforstået det hele, er her hvad jeg fandt frem til:

Den gode nyhed er, at vi i Danmark pumper mindre vand op fra grundvandsmagasinerne end, hvad der findes i dem (hvor meget mindre?). Så langt så godt.

Den dårlige nyhed er, at vi – af forskellige årsager – højst sandsynligt ikke får samme mængde rent drikkevand igen, når vi først har pumpet det op én gang. Eksempelvis bliver noget af vandet forurenet på sin tur gennem jorden tilbage til grundvandsmagasinerne, og hvis vi pumper for meget vand op, risikerer vi bl.a. også at det salte grundvand blandes med det ferske og gør det ferske vand udrikkeligt.

Så konklusionen er? Hvis jeg bruger 10 liter rent drikkevand på et bad, og der kun kommer 9½ liter tilbage i systemet (specifikke tal trukket ud af røven), så kræver det kun et lillebitte geni at se, at det ikke går i længden. Og det er endda kun for Danmark. Hvis vi nu sparede på drikkevandet, kunne vi så eksportere (forære, gennemsigtigt er det nye sort) det til nogle af de ca. 1 milliard mennesker, der allerede i dag ikke har rent drikkevand? Noget med nogle store rørledninger? Jeg er ikke ingeniør; jeg ved ikke, om det giver mening?

Der er andre områder end vand, hvor det 34-årige snefnug ikke er blevet meget klogere end det 11-årige. Hvor barndommens simple instrukser fra de voksne aldrig er blevet nærmere gransket, analyseret, udforsket, udfordret, efterprøvet, kritiseret. Det vil jeg forsøge at blive bedre til.

Jeg har altid været et følelsesmenneske, men 18 år i selskab med naturvidenskab, har (heldigvis) sat sine spor: Bør jeg, rationelt set, have dårlig samvittighed?, prøver jeg at vænne mig til at spørge. Et menneske kan kun (over)leve med en vis mængde dårlig samvittighed. Jeg slipper nok aldrig ud af min mere eller mindre permanente tilstand, men jeg er blevet så klog, at jeg i det mindste gerne vil nøjes med at have dårlig samvittighed over noget, der er værd at have dårlig samvittighed over.

*Her ignorerer jeg de ressourcer (olie, gas, el, etc.), vi bruger til at varme vandet med, samt de kemikalier, vi bruger til at rense det.

Lyserød sommer

For mindre end en time siden blev jeg mindet om, at nogle mennesker er ingens ansvar

For to timer siden sms’ede jeg mit cpr-nr. til en mand i jakkesæt

I morges kørte 1996 på repeat i mit hoved i fire minutter.

I nat slettede jeg 12 billeder der betyder noget

 

X er forbundet til Y der er forbundet til en lyserød sommer der kan selv og vil selv.

Konkret som en sød konkurs

Ting for tiden er på én og samme tid meget abstrakte og meget konkrete.

Konkrete fordi jeg måske snart skal forholde mig til, om det er værd at skifte garderobe for penge. Og konkret fordi, jeg har fået en genial idé til en kalender-applikation, der om muligt kan få mine lister til at blive endnu mere vinkelrette, men samtidig vil få dem til at slænge sig foran mig som var de lagt af en Hollandsk skinnelæggermaskine.

Abstrakte fordi intet er perfekt. Og fordi jeg ikke ved, hvordan jeg nogensinde kan flytte fra dette:

PS. Ulv, hvordan har du det med stenet beton, knallertbander og batterisyreaftryk på gulvet?

PPS. Kumme, konkurs, komfort. Tænk over det.

PPPS. Nu hvor vi alligevel bevæger os på grænsen mellem absurditet og lalleglad sommerærefrygt, kan du lige så godt få dette tip med.