if (knowledge.length == 0) { stopFaking(); }

Kære med-udvikler/programmør,

Det er virkelig helt og aldeles ok, hvis du ikke ved, hvad…

Stærkt typede sprog, asynkrone callbacks, DC-netværk, højereordensfunktioner, OJMS, Mockito, mvn release:prepare, JAX-WS, chained hashing, Apache’s context container, semaforer, ikke-grådige regulære udtryk, contract-first web services, operational transformations, XSLT, symmetrisk kryptografi og stærk autentifikation

…er, betyder, gør eller kan.

Jeg lover dig, at listen af programmeringsbegreber og især matematisk orienterede emner, jeg IKKE fatter noget af, er minimum 40 gange så lang som ovenstående eksempler på ting, jeg har en kortere eller længere hands-on erfaring med – og dermed i det mindste en begrænset viden om. Det ville da være utroligt, hvis vi havde studeret og arbejdet med præcis de samme ting!

Så kan vi ikke aftale, at næste gang vi snakker nørd, så sluger vi lige stoltheden og lader være med at lade som om?

PS. Mine mange, langt dygtigere venner og kollegaer er en hyppig påmindelse om, hvor lidt jeg ved.

PPS. I fredags forsøgte jeg eksempelvis at at stoppe et tal lidt for meget over 4 milliarder i en int i stedet for en long. Så er det svært at lade som om, man ved noget om grundlæggende Java-programmering.

Tilsæt kun hjerne og fingre

Alt handler om programmering. Moren der var ved at give op i SuperBest, da hendes barn skreg sine lunger ud, syntes nok ikke det handlede om programmering. Faldet fra randen var sket mentalt, og det var kun et spørgsmål om tid, før hun fysisk ville kollapse ind over indkøbsvognen. Men også der handlede alt om programmering. Hun vidste det bare ikke endnu.

Programmering er at kontrollere sine følelser. Når man programmerer, må man ikke være sur eller vred. Du kan ikke være ked af det. Skal vi to være vrede eller kede af det sammen? Skal vi to stemme nej sammen? Være og stemme og snakke og lytte til der ik’ er mer’ at grine af. Vi kan også læse Anders And og høre Moderat, så der ikke er mere at græde af. Sådan er det vel bedst. Alt hvad der er bedst ender i dine arme men ikke i mine. Sådan er det værst. Sådan er programmering ikke.

Programmering er style set og netting set – bare sæt mig fri nu. Men ak. Det er kopier og deres referencer, der naturligvis ikke fortæller hele historien, men dog nok til at forstå, hvorfor programmering burde ske med en sten og et reb ved en bæk og hindbærbusk. Brændende.

En hest i et hus i en hob af sabler, der sluger sig selv og indekserer præcis hvert tredje hår på hestens snude. En overophedet ghettoblaster der spiller hits fra din barndom kun for pludselig at påstå, at den hellere vil være en pilskæv ambulance. 5 meter kloakrør gennem din stue og 100 timers meditation til en Judas Priest-koncert. Et stort, væskende sår midt i din sommersalat. Sådan er programmering ofte. Nu er du advaret.

Programmering er at få en på tuden. At tude af lykke over sin kode. Kode man elsker og kode man hader. Programmering er stolthed og pinlighed:

TODO: changing the value of e.g. originalStyle.name, e.g. originalStyle.name = ‘hej’, does not break the “verify changes copied back to original” ITs – why not?

Programmering er 12 millioner ord og forkortelser, du ikke kan leve uden men aldrig kommer til at se.

Programmering er at skrive dine og mine ord engelsk, uden fejl. Programmering er ikke på tysk. Vielen dank.

Programmering er den fineste orden og den mest sjuskede hovedrengøring, du nogensinde kommer til at sætte dit navn på.

non-dirty-words-that-rhyme-with-asteroide: []

Du må kalde mig Berit, Max eller Palle Strøm hvis det allerede findes, men mangler der i talesprog ikke en eller anden teknik til at sætte attributter – metadata, hvis vi skal blive fancy – på et ord eller en sætning, der kan udvide beskrivelsen af det ord eller den sætning? Altså, ud over bare at sige en ekstra sætning.

Et eksempel:

Jorden bliver måske ramt af en altødelæggende asteroide.

Hvis man nu eks. ønsker at sige noget yderligere om sandsynligheden i sætningen, har man forskellige muligheder. Man kan eks. bruge bestemte ordvalg (den teoretiske/boglige metode) til at forklare:

Med “måske” mener jeg “der er en marginal risiko”.

Lægge tryk på bestemte ord – rugbrødssmetoden:

Jorden bliver måske ramt af en altødelæggende asteroide!!

Eller kombinationen:

Sandsynligheden er næsten lig nul for, at jorden bliver ramt af en altødelæggende asteroide!

 

Men hvad nu hvis man ønsker at sige noget om, hvor veldokumenteret udsagnet er? Hvor privat det er, hvor stor tillid man har til det, eller hvilke ord der rimer på asteroide og ikke er beskidte?

I diskussioner – især diskussioner på mørke steder i såvel tid som i rum som i sind – er det ikke altid muligt at nå frem til sin pointe, før modparten har mistet tålmodigheden eller bare vil høre sig selv tale. Hvis man kunne markere eller præfikse ord eller sætninger med source: NASA, privacy-level: friends, confidence: mjaaah eller non-dirty-words-that-rhyme-with-asteroide: []….ja, hvad så? Så kunne vi måske skære lidt mere ind til benet.

Måske noget med farver på pap, usynlige streger i luften eller lugten af forskellige citrusfrugter?

PS. Eller er det kropssprog? Hvordan indikerer man høj tiltro til et udsagn med kropssprog?

Nørd til hest

Er alle computernørder anarkister? Det håber jeg. Det burde de i hvert fald være.

Vores arbejde består i at opbygge systemer. Kategori, konsistens, integritet, normalisering.

Tanken var på vores samlede tanker, der kan måles som elektrisk aktivitet i vores hjerner. Tænk (!) på alle de tanker, der går spildt. Tænk på alle de forelskelser, hjertesorger, selvindsigter og geniale idéer om forbedrede mikrolån og Hyperloops^2 der opstår for et splitsekund senere at forsvinde i baggrundsstøj.

Hvis disse tanker kunne opsamles og lagres i en database, kunne nørder arbejde på dem. Kategorisere, normalisere, granske. Nørderne skulle naturligvis være godhjertede og bruge dataundersøgelserne til gode formål. Sætte system i kaos med formål at hjælpe menneskeheden. Men hvad hvis der var onde nørder, der ville udnytte tankerne til at undertrykkelse, manipulation os og indsprøjning af reklamer i vores hjerner?

Jeg tror og håber, at alle mennesker har bare en minimal mængde anarkisme i sig. Det er især godt, at nogle har en stor mængde. De skal nemlig flå de systemer ned, som nørderne har bygget op. Og når nørderne engang bliver for dygtige, så håber jeg, hestene overtager.

“Glemt dit kodeord?”

Jeg har jo mine lister. Masser af dem. Som du ved. På en af dem står noget om, hvad der gør mig glad, hvad jeg burde blive bedre til…i den dur. Skatteøen kalder jeg den.

Jeg har lige gravet lidt flere smaragder ned på Skatteøen (men skattekortet beholder jeg lige selv lidt endnu). Jeg tror, primært jeg gør det for at tilfredsstille listepsykopaten, men til aften fik han den tanke, at det med 2-3% sandsynlighed også vil kunne hjælpe et 85-årige demensramt listepsykosnefnug til at huske, hvad dets liv bestod af og hvad der betød noget, da det var yngre (et purungt snefnug, interessant tanke…allerede kort efter fødslen som dråbe i himlen kender det sin skæbne: vished om den sikre død smeltende i gråt, dansk bunkesjap). Måske den slags gør 85-årige snefnug glade.

Så her er et svagt relateret spørgsmål til nørderne: antaget at du lever længe nok til at få demens, hvordan vil du så sikre, at du ikke glemmer kodeordet til dine kodeordsbeskyttede data, eks. email, dokumenter, fotos, o.l. (her antaget at du på dette tidspunkt overhovedet interesserer dig for såkaldte “data” og ikke blot venter på næste genudsendelse af Lykkehjulet i 80D og Bengt Burgs hoved i et glas)? Har du til den tid (nu?) for længst lagt dine kodeord i et “pas-på-mine-kodeorde”-program, så du kan skal huske ét? Vil du, når du opdager, at du begynder at glemme dine kodeord, begynde at skifte til biometrisk autentifikationsform som eks. fingeraftryk eller irisscanning (eller en ny og smartere metode, der findes til den tid) (og satse på at ingen gider hukke dine rynkede fingre af/stikke dine øjne ud med rødglødende issyle)? Eller vil du vælge hippie-tilgangen og minimere risikoen for, at det sker, ved at træne din hukommelse med mere eller mindre vanvittige hukommelseskortspil og memorering af pi’s decimaler?

PS. OK, hvad mit liv består af ca. august 2013: en ulv, skvadderbasser, pizza, gæld pr. m2, kaptalistiske instrumenter, sammensatte bønner, pronombres personales og en lille smule dotcom-stemning.

Bade(v)and (og hvordan jeg lærte at bekymre mig og elske videnskab)

Jeg tænker en del over synd. Eller synd er nok ikke det rigtige ord. Men skyld, bekymring, ansvar og dårlig samvittighed – den slags fine tanker.

Men så tænker jeg jo f.eks. på miljøet, når jeg printer, sagde min kæreste den anden dag, da jeg kritiserede hende for at tage bilen til Farum i stedet for S-toget. En smule klogere på livet holdt jeg min mund, selv om trangen til at diskutere hvor mange stykker papir, der mon går pr. liter benzin, absolut var tilstede.

Søndag snakkede vi om vand. Badevand. Skal jeg have dårlig samvittighed over at tage et langt (varmt*) bad? Min intuition sagde ja. Selvfølgelig. Det lærte jeg jo, da jeg var barn. Gad vide om mine forældre mon kun tænkte på deres pengepung, når de fortalte min bror og jeg, at vi ikke måtte tage lange bade?

I Danmark er vores badevand (og meget andet vand) også vores drikkevand, så spørgsmålet på såvel det 11- som 34-årige snefnugs læber er, om der mon er nogen – i dag eller i fremtiden, i Danmark eller andre steder – der risikerer at gå tørstige i seng, fordi jeg tager lange bade? Vil det gøre en positiv forskel – udelukkende ift. mængden af rent drikkevand – at tage kortere bade?

For at svare på det, skal man vide en masse om vandets kredsløb, grundvandsmagasiner, grundvandsspejl, iltindhold, nitrat, sulfat, svovlkis (!), og sikkert ord, der er endnu værre. Det læste jeg en smule om ovre hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), og med frygt for at have misforstået det hele, er her hvad jeg fandt frem til:

Den gode nyhed er, at vi i Danmark pumper mindre vand op fra grundvandsmagasinerne end, hvad der findes i dem (hvor meget mindre?). Så langt så godt.

Den dårlige nyhed er, at vi – af forskellige årsager – højst sandsynligt ikke får samme mængde rent drikkevand igen, når vi først har pumpet det op én gang. Eksempelvis bliver noget af vandet forurenet på sin tur gennem jorden tilbage til grundvandsmagasinerne, og hvis vi pumper for meget vand op, risikerer vi bl.a. også at det salte grundvand blandes med det ferske og gør det ferske vand udrikkeligt.

Så konklusionen er? Hvis jeg bruger 10 liter rent drikkevand på et bad, og der kun kommer 9½ liter tilbage i systemet (specifikke tal trukket ud af røven), så kræver det kun et lillebitte geni at se, at det ikke går i længden. Og det er endda kun for Danmark. Hvis vi nu sparede på drikkevandet, kunne vi så eksportere (forære, gennemsigtigt er det nye sort) det til nogle af de ca. 1 milliard mennesker, der allerede i dag ikke har rent drikkevand? Noget med nogle store rørledninger? Jeg er ikke ingeniør; jeg ved ikke, om det giver mening?

Der er andre områder end vand, hvor det 34-årige snefnug ikke er blevet meget klogere end det 11-årige. Hvor barndommens simple instrukser fra de voksne aldrig er blevet nærmere gransket, analyseret, udforsket, udfordret, efterprøvet, kritiseret. Det vil jeg forsøge at blive bedre til.

Jeg har altid været et følelsesmenneske, men 18 år i selskab med naturvidenskab, har (heldigvis) sat sine spor: Bør jeg, rationelt set, have dårlig samvittighed?, prøver jeg at vænne mig til at spørge. Et menneske kan kun (over)leve med en vis mængde dårlig samvittighed. Jeg slipper nok aldrig ud af min mere eller mindre permanente tilstand, men jeg er blevet så klog, at jeg i det mindste gerne vil nøjes med at have dårlig samvittighed over noget, der er værd at have dårlig samvittighed over.

*Her ignorerer jeg de ressourcer (olie, gas, el, etc.), vi bruger til at varme vandet med, samt de kemikalier, vi bruger til at rense det.

Defragmentering

Alt det nørderi ovre hos amarOrama (se kommentarerne), fik mig til at tænke på go’e, gamle Defrag:

Kan I huske Defrag? Selvfølgelig kan I det! Det ultimative tidsspilde!

Hvad spilder vi tiden på i dag? Facebook, naturligvis. Youtube, reddit, blogs, skrald. En lille opgradering fra Defrag, måske, men her er et forslag til en double whammy: spild din tid og gør noget minimalt godt imens: smut over til Avaaz og skriv under på, at ham der Sne-Edward er en good guy, og det der PRISM er noget skidt. Når du har skrevet under, bliver du belønnet med en tilsyneladende uudtømmelig kilde af sjove navne og fine flag fra hele verden, der så fint daler ned over din skærm:

Schmidt Wirtschaftsberatung GmBH.
picard
mary
M. Bauer
Hennebert Bernard
…

Timers tidsspilde venter forude! Det er fredag, re-efterår, og du får alligevel ikke lavet mere på den expense report.

Bilkort

I går i So Ein Ding (er først lige begyndt at se det sporadisk: fedt program og elsker allerede mobilfotokonkurrencen) anmeldte han Sonos Playbar: et stykke elektronik der kan tage imod lyd fra forskellige lydkilder og sprede det ud over de forskellige rum i ens lejlighed (ja, de fleste af os bor jo i herskabslejligheder). Meget cool, lidt nørdet og meget etableret. Jeg forstår faktisk godt redebygger-trangen og kunne selv finde på noget lignende i en fremtidig lejlighed med min kæreste. Jeg ville dog nok finde nørden frem og bygge noget selv (eller i det mindste fejle eklatant i forsøget og så købe noget færdiglavet…mmm, færdiglavet…fryse-tablet, anyone?). Det ville uden tvivl også blive langt mere stilfuldt design (Internetironi).

Men har han – og Sonos – tænkt over, at jeg måske jeg ikke er interesseret i lyd i alle rum? Måske er det faktisk meget rart at gå ud i køkkenet uden musikken følger efter mig – for ikke at tale om hvor fed, musik gennem vægge kan lyde. Eller på toilettet: måske er det faktisk meget rart, at det eneste jeg kan høre er den svage summen, der nødvendigvis må være i en chokoladekassebunker fra ’79 (ok, jeg kan også høre noget andet). Jojo, jeg har da af og til også badeværelsesdøren på klem, så jeg kan høre musikken fra stuen, men det er jo netop i badet til vandets bulder og brag, jeg tit tænker klarest. Luk den dør! Jeg ved godt, at netop eksemplet han gav med at spille P1 i køkkenet og musik i stuen er oplagt, men jeg behøver altså ikke en dyr designerchokoladebar til at spille P1: til det har jeg min fantastiske Batman-ghettoblaster.

Gu er gadgets, iGrej, o.l. geniale, og det er i princippet befriende at have adgang til al digital information og underholdning hele tiden. Bortset fra det overhovedet ikke er befriende, da man i praksis er limet sammen med sin telefon, tablet, bærbare og vel snart bogstavelig talt med Google Glasses. Er det fordi, vi ikke tør efterlade vores grej? Tænk hvis vi gik glip af en EVENT på Facebook og først fik læst vores yndlingsblog efter skovturen. Eller gør vi det bare fordi, vi kan? Fordi vi røvkeder os (med hinanden)?

Dette er kun næsten et STOP UDVIKLINGEN!-indlæg. Eksempelvis er det da genialt at kunne sms’e sammen (eller Latitüde hinanden) på Roskilde og vupti, så står man samme sted. Hvis nogen under 25 læser dette, så var Roskilde – præ mobiler – nogenlunde lige så sindssygt, som det lyder: aftal i lejren hvor og hvad tid, man skulle mødes, og hvis man ikke var der, måtte man tulle lidt mere rundt alene. Dette er forresten første gang, så vidt jeg husker, jeg spiller “dengang jeg var ung”-kortet (her på bloggen i hvert fald).

Jeg siger på ingen måde, det var bedre. Jeg siger bare, det var noget andet. Og der følger nogle ting med at være klistret ind i printplader dagen lang. En klister der kun vil blive stærkere og stærkere: nogle vil se det som muligheder og atter muligheder. Andre af os, nok primært os gamle, gnavne, nostalgiske, læserbrevsskrivende, get off my lawn-råbende mænd (der er virkelig ikke mange os), vil engang imellem savne en efterårsdag i rusk og regn med et spil bilkort. Jeg kan i hvert fald ikke erindre, jeg nogensinde er kommet i dårligere humør af at spille bilkort end ved at kigge på min mobiltelefon.

En akademisk diskussion

I råber bare højere og højere uden at lytte til hvad nogen siger, og når der er gået en time, så går I ind og spiser. Sådan er I. Sådan er jeres familie.

Sådan sagde min far om min mors familie, da vi i går diskuterede læreres arbejdstider. Han mente, at det var en akademisk diskussion. Og at det ikke flytter noget.

Jeg tror egentlig ikke min far hader akademiske diskussioner i sig selv, men han hader at diskutere på min mors families måde. Måden hvor man hidser sig sådan op og så brændende ønsker at få sin mening hørt, at man givetvis engang imellem glemmer at lytte. Hvor en del af argumentets styrke ligger i på hvilken nabogård, det kan høres.

Deres nabo sagde forresten noget af det mest øjenåbende, jeg længe har hørt: Jeg tror egentlig ikke det er så vigtigt for mig, at folk hører min mening. Jeg var lamslået. Hvorfor er det ikke det vigtigste i verden for hende!? Hun er forresten socialrådgiver, og min respekt blev bestemt ikke mindre for hende og det folkefærd i det øjeblik. Knapt så unikke snefnug har i sandhed meget at lære.

Jeg sagde, at jeg mener alle diskuterer med en eller anden grad af stolthed og en grad af at ville vinde diskussionen, mænd i hvert fald. Men at jeg egentlig tror mange af os også lytter. Og næste gang vi diskuterer det samme emne, er der måske en itsibitsi chance for at der alligevel er noget, der har flyttet sig.

PS. Jeg svarede også, at det er de akademiske diskussioner, jeg brænder for. Er der mon noget galt i det.

PPS. Jeg kan godt se, at det lidt tid endnu vil være svært at have akademiske diskussioner med min niece. Heldigvis kan vi også begge lide ting der hopper.

Transformers

Så det’ altså det her en fridag skal bruges til…

Transformers…robots in the sky!!!

(Nå, ikke? Så må jeg jo hellere læse lidt om OPS, OPF og OCF…..suk, David, jeg vil have en ny opgave!)