Facit

Jeg forstår naturligvis religiøses trang til lister, og måske egentlig også trangen til et facit. En vished om, hvad der er godt at bruge tid på, og hvad der er skidt at bruge tid på. Med den viden ville livet vel både være lettere og måske mere tilfredsstillende, fordi man kunne føle, at man arbejdede mod et mål og kunne spore frem- og tilbagegang.

For nok kan jeg – og du – sige, at noget føles godt, og derfor skal jeg gøre det, men følelsen af, at jeg minuttet eller dagen efter kan skifte retning, virker som minimum ikke særligt elegant – sådan i matematisk forstand. Der er noget smukt ved at betragte sit liv som et sejlskib på havet, der nogle gange kastes rundt i bølgerne, men der er også noget underligt og farligt over at kontrol, retning og formål ikke findes.

En af sekularistens, humanistens og ateistens (man fristes næsten til at sige satanistens) fornemmeste erkendelser er, at spørgsmålet om mening ikke giver mening og i bedste fald, at svaret er op til den enkelte. At følge vores lyster indenfor rimelighedens grænser, dvs. uden at skade andre, og sørge for at have det så godt som muligt, mens vi lever, fordi intet tyder på, at vi får lejlighed til det, når vi er døde.

Men om det, der vil gøre livet bedst for mig, er at udvikle en genial ebogs-app, der hjælper fattige med at lære at læse, at få børn og være omgivet af kærlighed, eventyr og bløde sofaer eller noget helt tredje, er helt og aldeles umuligt at vide. Måske fordi svaret er, at det er alle eller ingen af delene. Eller er det uforudsigeligheden, der driver mig til vanvid? Måske er det, at det hele er så fandens uvidenskabeligt, fordi vi stadig har en så ringe forståelse af hjernens belønningssystem (men det hjælper min kæreste os heldigvis med at blive klogere på!).

Så det bliver noget med valg og erkendelser og at prøve sig frem. Med de fantastiske (adverbiet) konsekvenser det fører med sig. Problemet er, når man først har erkendt, at et facit ikke kan findes.

IMG_20140726_221716

if (knowledge.length == 0) { stopFaking(); }

Kære med-udvikler/programmør,

Det er virkelig helt og aldeles ok, hvis du ikke ved, hvad…

Stærkt typede sprog, asynkrone callbacks, DC-netværk, højereordensfunktioner, OJMS, Mockito, mvn release:prepare, JAX-WS, chained hashing, Apache’s context container, semaforer, ikke-grådige regulære udtryk, contract-first web services, operational transformations, XSLT, symmetrisk kryptografi og stærk autentifikation

…er, betyder, gør eller kan.

Jeg lover dig, at listen af programmeringsbegreber og især matematisk orienterede emner, jeg IKKE fatter noget af, er minimum 40 gange så lang som ovenstående eksempler på ting, jeg har en kortere eller længere hands-on erfaring med – og dermed i det mindste en begrænset viden om. Det ville da være utroligt, hvis vi havde studeret og arbejdet med præcis de samme ting!

Så kan vi ikke aftale, at næste gang vi snakker nørd, så sluger vi lige stoltheden og lader være med at lade som om?

IMG_5368

PS. Mine mange, langt dygtigere venner og kollegaer er en hyppig påmindelse om, hvor lidt jeg ved.

PPS. I fredags forsøgte jeg eksempelvis at at stoppe et tal lidt for meget over 4 milliarder i en int i stedet for en long. Så er det svært at lade som om, man ved noget om grundlæggende Java-programmering.

En med os?

Drømmer du? Drømmer du om dig og mig?

Drømmer du om badende elefanter og flyvende træsko med egne frie viljer? Drømmer du, at du er Kevin Kukbloksi på fin, fransk syre?

Drømmer du om det umulige? Drømmer du om femogtyve røvere, der bosser dig rundt indtil du afleverer dine hænder i et læderetui?

Om at køre på knallert i en vandrutschebane og indånde kviksølv? Om grammatikkens kollaps?

Om solen der eksploderer inden du indser, hvorfor dine nøgler klistrer til min hånd, der opdager at der kun er fire diamanter tilbage i køleskabet?

Drømmer du at være med i Luksusfælden med din træhytte? Om at sejle i en jolle i et hav af blod fra dine forældres genbos have?

Drømmer du om noget stort? To bjergkæder med ben og arme og køller, der slår hinanden til plukfisk?

Om at falde i en fælde af beskidt musik og forlange gratis slik på skolen? Den perfekte krop badet i sved og indhyldet i sort?

Drømmer du?

IMG_6760

Send in the Clowns!

Min humor er viklet i sort. Sort, ironisk og tilpas modbydelig til, at det er svært for mig at grine af noget positivt.

Det er ikke fordi, jeg ikke lytter og forhåbentligt er blevet meget bedre til at se det gode i en fortælling. Det er bare sjældent, jeg synes den er sjov. En historie skal helst være grum og nogen skal være eller blive miserable, før det kan være rigtigt sjovt (det kan sagtens være underholdende eller interessant).

Jeg ser ingen (!) vej udenom, og det vil formodentligt kun blive værre og værre, som jeg bliver ældre og ældre, fordi jeg jo allerede nu (som gammel mand (techno-pensionist/hævi-hipster)), har hørt så meget lort og så mange absurditeter, at der helst skal værre sygdomme og flere lig på bordet, før jeg kan mønstre bare et indre grin.

Den negative tone ligger nok dybt i mange af os. Men hvor meget hænger en negativ tone – overfor sig selv og andre – sammen med sortsyn? Jeg vil have lov at være sur på verden, ikke at passe ind, provokere og pisse folk af – men hvad er mine grunde til det? Jeg ved jo godt, at min generelle sindstilstand hænger sammen med min tone og mit syn på verden. Så hvorfor denne barnlige trang til at forblive “ond”?

Du har det måske også sådan. For de af os der overvejer småjusteringer, ligger svaret nok i at ønske at kunne se det sjove (ikke det “gode”, jf. ovenstående) i noget, der ikke er decideret grusomt. Det ønsker jeg ikke (endnu). En grum historie er nu engang bare den sjoveste. Men måske diverse venner og bekendte med mere lyse og positive syn på tilværelsen alligevel har bare lidt ret i, at det er en glat piste. At det risikerer at sprede sig til andre dele af min personlighed – som den sorte væske i The Matrix.

For nok kan grusomhed og modbydelighed være sjovt, men pessimisme, negativitet og kritik grænsende til brok og destruktivitet, er noget af det værste i dette liv. Og hvis der er en ting, jeg ikke vil være, er det et bittert, gammelt snefnug – min egen bedste destruktør.

IMG_6673

PS. Og kan vi så ikke lige blive enige om, at klovne er onde og modbydelige? Den ultimative mulighed for terapi!

Dan Mark

Dan Mark samler flasker med sin handicappede lillebror på græsset foran Kihosk.

Dan Mark ejer græsset i sin Milan-trøje. Er kæk og irriterende, udfordrer til at invitere damer ud, som han nok skal kneppe; bosser rundt med sin handicappede lillebror. Lillebroren drikker abrikossodavand, gør hvad der bliver sagt og er til at tude over. På overfladen er Dan Mark ikke sympatisk.

Dan Mark er 17, er blevet fjernet fra sin mor og far og vil gerne være ude til kl. 22. Det finder vi ud af, efter han så inderligt beder en langskægget narkomantype, der måske er hans far, måske en tilfældig værge, men en type der tydeligvis bestemmer over Dan Mark, om at få lov at blive ude:

Prøv li’ se…jeg har i hvert fald hundrede flasker!!!

For han har ikke samlet nok flasker. Hvad fanden laver han ude, hvis han alligevel bare sidder i solen og drikker sodavand? Den langskæggede type trasker utålmodigt græsplænen tynd og holder øje med Dan Mark, i de tre minutter Dan Mark er væk for at pisse.

Dan Mark er tynd. Hans far tyndere. Kokaintynd. Grimmere. Kokaingrim. Albuer der ligner noget fra Game of Thrones. Vi er omsværmet af sydlandske flaskesamlere, der kæmper for deres liv. Men for Dan Mark handler det om et øjebliks rigdom med sodavand, chips og slikkepinde, før besøget fra sin far, der uden tvivl konfiskerer dagens gevinst – minder mundlamme hipstere om, at fattigdom eksisterer i Danmark.

IMG_5274

PS. Han hed virkelig Dan Mark.