Dan Mark

Dan Mark samler flasker med sin handicappede lillebror på græsset foran Kihosk.

Dan Mark ejer græsset i sin Milan-trøje. Er kæk og irriterende, udfordrer til at invitere damer ud, som han nok skal kneppe; bosser rundt med sin handicappede lillebror. Lillebroren drikker abrikossodavand, gør hvad der bliver sagt og er til at tude over. På overfladen er Dan Mark ikke sympatisk.

Dan Mark er 17, er blevet fjernet fra sin mor og far og vil gerne være ude til kl. 22. Det finder vi ud af, efter han så inderligt beder en langskægget narkomantype, der måske er hans far, måske en tilfældig værge, men en type der tydeligvis bestemmer over Dan Mark, om at få lov at blive ude:

Prøv li’ se…jeg har i hvert fald hundrede flasker!!!

For han har ikke samlet nok flasker. Hvad fanden laver han ude, hvis han alligevel bare sidder i solen og drikker sodavand? Den langskæggede type trasker utålmodigt græsplænen tynd og holder øje med Dan Mark, i de tre minutter Dan Mark er væk for at pisse.

Dan Mark er tynd. Hans far tyndere. Kokaintynd. Grimmere. Kokaingrim. Albuer der ligner noget fra Game of Thrones. Vi er omsværmet af sydlandske flaskesamlere, der kæmper for deres liv. Men for Dan Mark handler det om et øjebliks rigdom med sodavand, chips og slikkepinde, før besøget fra sin far, der uden tvivl konfiskerer dagens gevinst – minder mundlamme hipstere om, at fattigdom eksisterer i Danmark.

PS. Han hed virkelig Dan Mark.

Ydersiden af dug

Nogle gange er det ydre mere interessant end det indre. Ydersiden af dug, eksempelvis.

 

Ved lejlighed

Da jeg voksede op i mine forældres trygge parcelhus i Kalbyriskvarteret i Næver, undrede jeg mig over, hvordan folk kunne holde ud at bo i lejlighed.

Som teenager blev konceptet vel naturligt nok spændende. Jeg drømte om, hvordan man hele tiden ville få besøg af sine naboer og venner, der alle boede lige i nærheden. Hvor meget sukker, man lige skulle låne til kaffen, hvor mange spontane altan-øl, man kunne snuppe sammen. Ja, Friends gjorde nok sin del (og så så jeg jo Neighbours hver aften kl. 19.30 i et par år: jeg tør ikke tænke på, hvilken betydning dét har haft for mit liv (Jesus Kristus, kører den serie stadig!?)).

Nu har jeg boet på og i syv forskellige kollegieværelser og lejligheder på ca. 12 år og kun to gange er drømmen om det spontane lejlighedsliv sådan rigtig gået i opfyldelse. Første gang var på 7 kvadratmeters skumvæg i verdens sejeste lejlighed i Valby med fire af mine bedste venner; anden gang på min første fri-onsdag sidste år, hvor Jesper, hans trappesten, kaffe og vores verdensreddende it-snak, gjorde drømmen virkelig. Hvad kollegietiden angår, tager jeg fuldt ansvar for, at den kun blev so-so (pånær dagen da jeg flyttede hjemmefra og fik at vide, at personen der havde boet på mit kollegieværelse, var eftersøgt for røveri: den dag fraskriver jeg mig ethvert ansvar for).

Jeg kan få meget mere, hvis jeg bare tør og gider. Så det håber jeg, jeg gør. For lige nu kan jeg ikke forestille mig andet end at bo i lejlighed. Min kæreste og jeg kigger på lejlighed sammen, og det er et langt og kompliceret indlæg i sig selv (måske et spændende indlæg om søgekriterier og lånetyper er sagen?). Hvis vi får børn, håber jeg de bliver søde, seje urbuks-kasserollinger med hang til skateboard og forladt tungindustri. Børn af byen.

Første skridt er at låne en masse sukker. Ved lejlighed.

D4Real

Jeg forstår og er enig i Thomas Fleurquins (TF) argumenter om at tage medansvar til Distortion: køb gadearmbånd og ryd pænt op efter dig.

Men hvorfor skal jeg tvinges til efterfester? Fordi HAN synes, det er dem, der er det rigtige Distortion? Fordi Distortion først og fremmest er en “klubkultur-festival” og sekundært en “populistisk proletarisk ultrademokratisk gadefest”? Bull crap!

Hvad hvis JEG synes, det rigtige Distortion er mine venner og øl, mennesker og sol…stemningen og festen. Og at der også er et par occasional good beats. Jeg kan tage fejl, men min fornemmelse er, at mange har det som mig. De mennesker jeg snakker musikfestivaller med, er normalt enige i, at Distortion er fest og musik er Strøm. Den oplagte parallel til Distortion – som flere andre, inkl. TF selv, har draget – er campingområdet på Roskilde: musikken på selve festivallen er fed og vigtig for nogle, men for mange (min påstand: flere og flere) er det primære ved Roskilde Festival, festen på campingområdet.

Jeg forstår også, TF er skuffet, når det ikke har levet op til hans vision og forventninger. Det er da surt. Men man får næppe folks sympati (eller penge) ved kalde dem dumme. Hvis man var lidt kynisk kunne man spørge, hvordan man kan have mellem 10.000 og 100.000 mennesker til fest hver dag uden at tjene penge? Det kunne være fordi, folk er nogle asociale, nassende, nærige og røvsyge bønder, der ikke køber gadearmbånd og ikke går til efterfest. Det kunne måske også være fordi:

• Man, dvs. jeg, i år ikke så én fucking bod, der solgte gadearmbånd på hverken Nørrebro eller Vesterbro (hvis jeg gjorde, har jeg ikke vidst det) (jeg har de 2-3 forrige år købt gadearmbånd).
• Der kunne arbejdes mere med setuppet omkring, at få de barer, caféer, m.m., der tjener ekstra, til at “tage medansvar” (dvs. hoste op).
• Mange faktisk får nok fest og musik fra kl. 16-22 og derfor ikke gider efterfesterne (jeg ved godt klubmiljøet gyser, når de hører den slags (og jeg gyser, når jeg hører ordet klubmiljøet), men ikke alle gider have tømmermænd på arbejdet eller feste fire dage i træk).
• Musikprogrammet, for de fleste (tror jeg), er ét stort blur af ukendte kunstnere (igen: husk folk er der for festens skyld), og der derfor ikke er nogen (særlig) god grund til at tage til efterfesterne (med mindre man selvfølgelig ikke er festet igennem).

TF ville ønske Distortion var på en bestemt måde. Hvad nu hvis 100.000 andre egentlig er fint tilfredse? Måske han skulle lave en ny festival, der fokuserer på musik og kun har natte-fester med entré. Kald den eks. D4Real.

PS. Og så er der vist ingen, der gider høre eller læse mere om Distortion. Nu skal nogen af jer på Copenhell, Northside og Roskilde. Selv tror jeg, jeg skal bruge sommeren på café latté på Østerbros fineste caféer og en god bog i skovens, dybe, stille ro.

Brosten og digitale kantsten

Det er ikke fordi, jeg er uenig med Amalie Kestler i, at nogle få stenkastende idioter ødelagde en demo/fest for flertallet sidste weekend (ja, der er lidt forsinkelse herinde for tiden). Hun skrev:

Helt ærligt. Som en af dem, der til enhver tid gerne bakker op om en happening og retten til at protestere for snart sagt hvad som helst, er det svært at finde kampånden frem efter sådanne episoder.

Jeg synes det er ærgeligt, hvis hun har svært ved at finde kampånden efter sådanne episoder. For det er jo ikke fordi, der ikke er noget at kæmpe for. Man skal bare lade være med at kæmpe for det ved siden af idioter, der kaster med sten.

For til tider kan man jo godt forstå og endda respektere folk, der går over stregen for at kæmpe mod en tanke eller et system, de mener, er fundamentalt forkert skruet sammen. Som jeg tidligere har sagt, mener jeg også, der er noget fundamentalt galt. Men så længe jeg kun har idéer til blogindlæg og ikke noget konkret at erstatte det nuværende med, så bliver de eneste sten, du ser mig kaste, digitale kantsten. Og i dette eksempel kastede idioterne næppe sten for at komme til orde på en talerstol og fortælle om elitært demokrati eller ressourcebaseret økonomi.

Men jeg synes tankeeksperimentet er sundt for alle os, der synes, det er komplet idiotisk at kaste sten mod politiet. Hvis Danmark var under kommunisme, nazisme eller måske Sharia, hvor mange fredelige protester til ingen verdens nytte ville du så gå i, før du blev træt og tog ufine metoder i brug? Det er jo ikke fordi, vi ikke alle har en grænse. Eller i hvert fald burde have en. At de fleste af os er kujoner og nogle tilfældigvis i bund og grund mener, at verden er fornuftigt skruet sammen, gør ikke eksperimentet mindre interessant eller relevant. Vælg selv dit mareridt.

Jeg synes, det er fair at kritisere stenidioterne, fordi det ikke er konstruktivt at kaste med sten, eller fordi den slags med al sandsynlighed ikke kan ændre noget på større skala. Og de er frustrerede, derfor kastede de. Og de er bare forkælede møgunger fra Gentofte, der ikke ved, hvad det betyder at have det hårdt. Og bla bla bla.

Men før det primære budskab blev brosten, var der en idé, der måske var værd at huske på. Et system der kunne kritiseres.

5 tips

Hvis du skal være hjemme…

• Lav Kryds og bolle-spil på alle dine tallerkener – også de dybe.
• Observér månens ressonans med den transcendentale tilstand i din rygmarv.
• Løsriv dig fra en ellers lovende juridisk bindende aftale.
• Klappe klappe kage
• Opfind dit eget sprog og læs op fra lokalavisen på det.

Hvis du skal være ude…

• Hold din egen fest i en elevator.
• Stjæl en fiskestang og tag den med på bodega.
• Slå telt op på en kold mark nær Maribo. Brænd teltet.
• Tag din uvaskede slagterkniv med på opdagelse i dit eget kvarter.
• Frels og forkæl en fortabt sjæl på en rutebilstation.

Go’ lørdag!

Hjem hjem hjem hjem hjeeeeeem!

Jeg skal hjem, jeg skal hjem, jeg skal hjem, jeg skal hjem, jeg skal hjeeeeeeem….

Hvad er der i fjerneren?

PS. Note til selv: undgå veje og supermarkeder i sindssygetimerne (15.30-17.30).

Hvad professoren siger

Det er da fint nok, at ikke alle kan lide faldefærdigt skrammel, grafitti og urbuks. Men lad nu bare lidt være til os, der kan. Jeg er sikker på, der nok skal blive plads til designerghettoerne.

PS. Og så er der selvfølgelig dem, der flytter i skoven. Gad vide hvordan man får sit grafitti-fix derude?

Fire kogeplader, to ovne og et ur

Inden jeg forlader min lejlighed har jeg normalt sagt prik-prik-prik-prik-prik-nul-nul 3-4 gange.

Dette trippel- og kvadrupeltjek udfører jeg for at være sikker på, jeg ikke går fra min lejlighed med et tændt komfur. Man kan spørge sig selv, om det ikke ville være mere fornuftigt at gøre, inden jeg går i seng, men tænk nu hvis jeg brændte hele bygningen af. Dét ville da være pinligt!

(Der står forresten ikke noget på kogepladerne, og der er ikke noget i ovnen)

Jeg river og flår også et par gange i dørhåndtaget (jeg har ødelagt i hvert fald ét dørhåndtag på denne måde) og tjekker lynlåsene i min jakke ca. 700-800 gange for at være sikker på handskerne og huen ikke falder ud på vej ned til cyklen (og hvad? går i stykker?). Dette ville nemlig være en katastrofe. Når jeg parkerer min cykel bliver låsen også dobbelt-syvdobbelttjekket (jeg har ødelagt i hvert fald én lås på denne måde).

Hjernen kører også på højtryk i køkkenet, når jeg eks. skal åbne emballage. Tidligere ville jeg have fundet den skarpeste kniv i skuffen frem og lystigt skåret løs i pastapakken, mens jeg med den anden kvarte til halve hånd ville forsøge at åbne en skuffe. Men det er åbenbart nye tider. Der er kommet nye fornuftsboller på suppen (PÅ suppen?). Ting bliver lige gransket lidt ekstra. Foregår lidt mere i slowmotion.

I dag turde jeg knap tage min iPod ud af min jakkelomme, da lommen var fyldt og der derfor var overhængende fare for at iPod’en ville falde ud (igen: og hvad? gå i stykker? Den går jo ikke i stykker af at lande på en måtte. Alle opgange i min ejendom er belagt med måtter. Det er meget flot. Kom og se det.)

Jeg tænker også meget, når jeg cykler: opbremsninger, gearskift, overhalinger, flyvehop…alt bliver lige vendt og drejet, så jeg ved præcis, hvordan det vil gå galt, når det går galt. Når du om to sekunder griber efter gearet, vil din hånd smutte, og du vil knalde hovedet i jorden og få styret gennem halsen.

Om ikke alt for længe skal jeg til Vietnam og Cambodia. Jeg tænker åbenbart så meget, at jeg ikke tør tænke på, hvad jeg ikke tør gøre, når jeg kommer derned.

Ryst mig nu, tak.

PS. Så hvad handler det her om? For engangs skyld er det ikke noget med Buuuuh, jeg gider ikke være voksen! Det er nok snarere en Æv, er det sådan, det er at blive voksen? Er det uundgåeligt, at jo ældre man bliver, desto flere overvejelser, gør man sig (fordi man forsøger at lære af alle sine vidunderlige fejl). Overvejelser om hvad der kan gå galt. Eller er det bare mig, der er er en bangebuks og pessimist til benet?

Gå hjem!

I går røg gearkablet. Så måtte cyklen til smed og jeg måtte gå hjem.

Nogen går altid. Elefanter eksempelvis. Alle skulle gå noget mere.

For når man går ser man alt. Pigen med den vidt åbne mund, der åbenbart ikke kan komme sig over hvor godt tilbuddet hos H&M er. Den arabiske skrift i loftet hos cykelhandleren. Kuber, kurver, farver, fuglehuse, semi-opkastende indvandrende i Audi’er og blomsterbutikkens påmindelse om, at januar ikke behøver være grå og kedelig.

Så gå nu hjem.

PS. Men hvad med cyklen? At gå er et eventyr, men at cykle er jo terapi. Så hvordan finder jeg balancen mellem to ting, der gør så godt? Hvis verden ikke er sort og hvid, kan gråt så være godt?