Dan Mark

Dan Mark samler flasker med sin handicappede lillebror på græsset foran Kihosk.

Dan Mark ejer græsset i sin Milan-trøje. Er kæk og irriterende, udfordrer til at invitere damer ud, som han nok skal kneppe; bosser rundt med sin handicappede lillebror. Lillebroren drikker abrikossodavand, gør hvad der bliver sagt og er til at tude over. På overfladen er Dan Mark ikke sympatisk.

Dan Mark er 17, er blevet fjernet fra sin mor og far og vil gerne være ude til kl. 22. Det finder vi ud af, efter han så inderligt beder en langskægget narkomantype, der måske er hans far, måske en tilfældig værge, men en type der tydeligvis bestemmer over Dan Mark, om at få lov at blive ude:

Prøv li’ se…jeg har i hvert fald hundrede flasker!!!

For han har ikke samlet nok flasker. Hvad fanden laver han ude, hvis han alligevel bare sidder i solen og drikker sodavand? Den langskæggede type trasker utålmodigt græsplænen tynd og holder øje med Dan Mark, i de tre minutter Dan Mark er væk for at pisse.

Dan Mark er tynd. Hans far tyndere. Kokaintynd. Grimmere. Kokaingrim. Albuer der ligner noget fra Game of Thrones. Vi er omsværmet af sydlandske flaskesamlere, der kæmper for deres liv. Men for Dan Mark handler det om et øjebliks rigdom med sodavand, chips og slikkepinde, før besøget fra sin far, der uden tvivl konfiskerer dagens gevinst – minder mundlamme hipstere om, at fattigdom eksisterer i Danmark.

IMG_5274

PS. Han hed virkelig Dan Mark.

Reklamer

Økuller

Jeg kommer ik’ neeeeed!

Eller jeg kommer i hvert fald aldrig til at forlade Amager! Jeg nu både bor, arbejder, hobbyarbejder og spiller squash to forskellige steder på øen. Derudover ved alle at Amar-piger bare er lidt mere….sådan rigtige, I ved nok.

Vi vidste jo godt, at amarOrama hele tiden har haft ret! Så hvis I vil mig noget, kan I finde mig på Fair Play!

IMG_7676

PS. Men Jaguaren har jeg altså ikke besøgt endnu. Og det er både fjollet og pinligt.

Skrid

Kære overboer,

Skrid med jeres lorte-dancemusik onsdag aften.

Skrid med jeres badeværelse, der sejler i vand og giver vandskade i vores køkken og badeværelse på anden måned.

Skrid med jeres åndsvagt træsko-dansende skingert skrigende lorteunge lørdag eftermiddag.

Skrid med jeres attitude og skrid med at kalde min kæreste en dum kælling.

Kære overboer, bare skrid.

IMG_7652

Rønnegade-betonbunker…where art thou?

Generisk Festband Nr. 11 (aka Major Lazer)

Tysk techno har bestemt ikke levet forgæves.

Culture Beat, Scooter og Thunderdome. Major Lazer er åbenbart fan og ser sig ikke for fin til at inkorporere dem alle i sin musik. Bland det med rystede røve, laserstråler (naturligvis), konfettikanoner, masser Jahmæikaaa, maaaan og selvfølgelig festremix af Jump Around o.l., og du har opskriften på Generisk Festband Nr. 11. Det lyder som Den Sorte Skole (Roskilde 2012), samtlige danske dubstep-kunstnere mellem 2008 og 2012 og altså tysk techno anno 1996, men Generisk Festband Nr. 11 holder stadig (i hvert fald en halv time ad gangen).

Ready….ready…ready…yeah, we’re ready…..ready….Major Lazer is ready!

IMAG0727

.

180 grader og en genial hane

Ingen kan lide at vende 180 grader. Det eksempel jeg husker bedst i nyere tid er, da jeg på nærmest fem minutter blev omvendt fra at være sprogfacist til at være sproghobbyist.

For ca. seks år siden var jeg med nogle venner til Portishead-koncert i KB Hallen. Vi var pissefulde og larmede som en flok bjerggorillaer. Da folk tyssede på os, gav jeg dem et surt blik, mumlede noget om, at vi havde betalt lige så meget for billetten som dem og fortsatte med at plapre løs. Senere i koncerten faldt vi lidt ned på jorden, men det var nok mere en kombination af alkohol og evt. begyndende skam, end fordi vi var kommet til fornuft.

Så nu vender jeg altså 180 grader igen. Bekender mine synder, undskylder, erklærer mig selv for en åndsbolle til den Portishead-koncert. For fuck! …hvor skal folk dog også holde deres kæft til en Yoav-koncert. En glimrende Yoav-koncert, endda. Indrømmet, de solgte halv-liters dåseøl og vi stod bagerst i salen, men hvorfor fanden gider man at tage til en koncert i DR-byen (ikke lige stedet man tilfældigvis kommer forbi, vel?) med musik, der kun holder, hvis man er helt stille, for at stå en hel koncert igennem og larme som en dum høne?

IMG_4609

PS. Props til Yoav for bare at smile let, flå lidt hårdere i sin guitar og spille lortet ud af stedet.

PPS. Kæft bare op til Slayer eller Prodigy.

PPPS. Yoavs nye album er også godt.

En rønne og en gade

Kære Rønnegade – det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dig mere. Din uvigtige placering, dit uvigtige fitnesscenter, AOF-center og private gymnasium. Det er ikke fordi, jeg ikke synes det er unfair, at folk fra andre gader ikke kender dig som andet end en række gode parkeringspladser til fodboldkampe i Parken, uden tvivl uden at kende dit navn. Det er ikke fordi, jeg ikke længere elsker dit mørke, uanset om din bredde er alt for stor ift. til din længde.

Kære Netto-Haraldsgade – det er ikke fordi, jeg ikke længere har lyst til at gå gennem netop dit rod og dine halv-tomme hylder og nyder netop dine “Åbner I ikke snart en kasse mere?”-tilråb.

Kære Haraldsgade-indvandrere – det er ikke fordi jeg har noget særligt i mod netop jeres knallertlarm og jeres påsatte brande.

Kære Fælledpark – det er ikke fordi, jeg som sådan er træt af dine store, flade plæner og planer, som aldrig vil opnå samme popularitet som lille, fine Kongens Have eller fancy-pantsy Frederiksberg Have – uanset hvor mange nye broer og reflekterende pøle, de så installerer i dig.

Kære Lersø Parkallés parallelgader til parkerede biler og cyklister – det er ikke fordi, jeg ikke kommer til at savne jeres uforstyrrede og øde flow i jeres uforstyrrede og øde verden. Der sommer som vinter, når jeg drejer fra Jagtvejs hektiske hovedpulsåre eller Haraldsgades evigt lettere forstyrrende diagonale retning og ned af jer, giver mig lov til at miste mig selv i jer og på jer, i omtrent det minut det tager, før jeg er tilbage foran Internettets summen.

Kære Ydre Østerbro – det er ikke fordi, jeg synes dine store, vulgære bygninger er grimmere end andres. Tværtimod. Det er ikke fordi, jeg er ked af din mangel på hyggelige barer, caféer og butikker, begivenheder, og alt den slags, de skriver om på AOK og i hipstermagasinerne. Det er i dig, der sker mindst, men om dig jeg kan sige absolut mest.

Kære lejlighed og kære altan – det er ikke fordi, I ikke ved, det er jer, jeg vil savne allermest. Jer, armerede beton-vægge, der forsøger at spille hårde, men som jeg ved i virkeligheden kun ønsker at passe på mig. Og altan…du, min elskede altan. Hvad skal jeg gøre uden dig? Hvordan kan jeg overhovedet tænke på at forlade dig?

Men kære jer – om lidt jeg forlader jer. Snart er det slut. Jeg forlader jer for Amager. Jeg ved, at netop Amager nok er en kniv i hjertet på jer – en Ø af alle steder? For hvad har Amager, som I ikke har? Og I har ret: mit nye kvarter og min nye Vej er jo ligesom jer: lille, overset, ukendt og med et trygt navn*. Sådan er De Bedste gader og veje. Men på den nye ø på den nye Vej bor en sød og smuk ulv med et stort hjerte, der har lovet at passe på mig. Og hvor meget jeg end holder jer, så er vi havnet i en rille. En fin rille, men en rille jeg synker dybere og dybere i og frygter ikke at kunne vende tilbage fra.

Jeg ved ikke, hvem der nu skal forsvare jer. Måske er det bare i mit hoved, I har brug for et forsvar. For I gør en person både blød og rå, og noget siger mig, at dét at bo hos jer, med jer og i jer, er, at holde af jer. Det vil jeg altid gøre. På gensyn.

IMG_6092

* Dog kommer jeg uden tvivl til at blive vanvittig af, at vejen burde hedde Store Møllevej.