Autofokus

Låst på inderside og yderside. Føler hele verden kigger med, når det i virkeligheden bare er lille mig og dig. Bag knejsende mure.

Med den tanke frygter jeg ikke din fysik. Sådan er du ikke farlig. Måske er du slet ikke farlig. Frygter mest sygdom og slanger.

Vi skal gøre, hvad der gør os glade. I alle henseender. Alt andet virker latterligt. Men glad hvornår og i hvor lang tid? Gør hvad der gør dig glad nu, har aldrig hjulpet nogen, tror jeg, men bliver alligvel hængende i hovedet.

Måske skulle jeg skrive den bog. Skrive den med Scripler. Omringet af hård valuta, kan jeg skrive blog, og jeg kan skrive bog. Men det er som om, intet varer længe nok. Før eller siden kommer alt ud af fokus. Det bliver en kort bog.

Så hvis jeg inviterer dig ind i min korte bog, lover du så ikke at grine? Eller slå mig? Det kan ingen love.

Jeg er en del af Generation X. Det skal jeg lige love for. Hvad der naturligvis føles som den sidste generation med lidt tilbage på indersiden. Der er intet specielt ved denne tid og alligevel føles det som om, at herfra kan alt koges ned til patter og kærlighed. I fokus.

Jeg savner din hånd.

Modig

Nu gør vi os modige. Nu forestiller vi os fremtiden.

Jeg er 45. Jeg har to børn. Jeg er en typisk far og mand, der elsker sine børn og sin kone; jeg passer godt på dem, bor i dem, de med mig. Jeg bor på Vesterbro og ser de 20-årige omkring mig. Jeg smiler og tænker “Fedt!”. Fem sekunder senere bliver jeg deprimeret og tænker “Pik! Det bedste er bag mig!”. Jeg tænker på, om jeg burde være flyttet væk fra København, ud til ligesindede, hvor jeg ikke konstant bliver mindet om, at jeg ikke længere har ungdommens muligheder og frihed foran mig. Men bag mig. Tænker så, at det ikke nytter en skid.

Jeg tænker på, at folk synes den slags tanker er ynkelige. “Acceptér din alder!”, synes den slags folk. “Acceptér at du skal dø!”. Det har jeg ikke noget problem med. Jeg forstår, at jeg skal dø. Jeg accepterer det og ser endda døden i øjnene uden at føle mig særlig modig. Men jeg kan ikke ryste tankerne om, at der venter arbejde og pligter, smerte og sygdom. Familie og venner der skal dø. Kilo der bliver sværere at tabe, motion der bliver sværere at dyrke. En forpint ryg. Fredagsdruk erstattet med Fredagsrock.

Kald mig en bøv. Kald mig en bangebuks. Kald mig hvad fanden du vil. Det her er bare starten.

Prostatadating

Bruseren. Mærker og vasker de steder, der skal mærkes og vaskes. Tjekker efter prostatakræft, hvilket jeg ikke engang aner, hvordan man gør. Det giver mig en erkendelse og en idé.

Erkendelsen: jeg er hypokonder (og jeg har tidligere taget en test der bekræftede det). Livet er ude på at slå mig ihjel. Jeg er sikker. Og jeg forventer hele tiden, at når jeg kigger efter igen, har der sat sig en dødelig sygdom et sted i min krop. Malaria, hudkræft, modermærkekræft, lymfeknuder, intravenøst bjørnefælde-angreb, you name it. Det er den evige cyklus: tjek efter eksotisk sygdom X – bliv skræmt – gå til lægen – tjek lidt mere – gå til lægen/på hospitalet og få afkræftet eksotisk sygdom X. Sæt X lig X +1 og start forfra.

Idéen: hvis man har prostatakræft, kan man ikke få børn. Gætter jeg på. Dette leder tankerne hen til min datingtid, hvor valgmulighederne var:

• Har børn
• Ønsker børn
• Ønsker ikke børn

Hvad nu hvis blot ret sikkert eller måske ønsker børn (eller ikke kan få børn?)? På sitet skulle man også angive specifikke detaljer om sin kommende partners højde, vægt, osv. Jeg synes, der mangler et datingsite til alle tvivlerne. Til dem der gerne vil have den rigtige følelse i maven, men ikke ved præcis, hvordan personen, der giver den, ser ud, eller hvilke livsstilsmagasiner vedkommende læser (skræmmende tæt på hvad der faktisk stod!). Dem der er et sted imellem knalde med tilfældige fra byen og jeg har lige et par spørgsmål mere. Dem der er ret sikre på meget, men ikke stensikre på noget. Måske bare til dem der ikke er (og aldrig bliver) rigtigt voksne.

PS. Til folk der kender mig, må jeg for god ordens skyld hellere lige sige, at jeg bestemt ikke selv længere har brug for et sådan datingsite. Tværtimod er min kæreste og jeg stadig i gang med et af de vigtige voksenritualer: at finde puderne til vores puderum.

PPS. Jeg har stadig ikke googlet “prostatakræft”. Men givet at jeg ikke gider have dårlig samvittighed over ting, der ikke er værd at have dårlig samvittighed over, bør jeg vel også forsøge ikke at være bange for ting, der ikke er værd at være bange for.

Kræft efter folkeskolen

Hver tredje dansker får kræft, stod der i pamfletten.

Hvis det er sandt, slog det mig, så bliver jeg – alle, vel – nødt til at se sådan her på kræft:

• Nogen skal i gymnasiet, andre på handelsskolen.
• Nogen kan lide sushi, andre kan ikke.
• Nogen køber en ladcykel, andre en bil.

Vi skal alle uddannes, spise og transporteres…

Man har altid vidst, at det bare er at komme i gang og vælge sin måde at dø på, for det kommer jo nok ens vej uanset. Men når tallet er en tredjedel, så er kræft ikke bare noget “nogen får”.

Hvad skal du efter folkeskolen?

Hmmm ja, jeg’ ik’ helt sikker, men jeg regner med at skulle have kræft.

PS. Det her må ikke misforstås, hvis du har kræft eller kender nogen, der har kræft: det var en lettelse for mig, da jeg pludselig indså ovenstående, for ingen har jo lyst til at være alene med deres sygdom (eller med noget andet). Og lige lidt ved jeg selvfølgelig godt det kommer til at hjælpe, hvis (når) jeg selv får kræft, eller kender nogen der gør.

Et sindssygt immunsystem

Det er ubærligt at tænke på den sorg og ulykke, vi har oplevet og kommer til at opleve i vores liv.

Der vil komme mange dage
Hvor livet bare gør ondt
Hvor intet giver mening
Og jeg ønsker alt skal ende

Men efter de første gange, ved man godt det går over. Det er næsten forfærdeligt, men vi er skabt til at håndtere smerte.

Og i stedet vil de dage ende
Jeg vil rejse mig
Igen og igen
Blive glad igen
Se verden forfra
Med de samme, gamle øjne
Indtil jeg dør

Det er et sindssygt immunsystem vi har.

Mellemdød

Jeg drømmer om vold (for tiden).

I drømmen er jeg på Roskilde, og vi er en lille flok venner der fester og besøger lejre. Pludselig er vi i Frankrig eller Bruxelles. Jeg mener, det er med bl.a. Anders og hans far. Vi er på vej op til St. Lucén-katedralen, som jeg er ret sikker på ikke eksisterer. På vej op ad hovedtrappen siger en stemme over et højttaleranlæg: Der er et terrorangreb i gang. Alle er på vej mod udgangene, men der er endnu ingen, der skriger og er gået i panik.

Vi vender os om for at løbe ned ad trappen. Foran os er der en kæmpe, aflang park foran katedralen, en blanding mellem Treptower Park i Berlin og Reflecting Pools i Washington DC. Idet vi træder ud i parken, er der kaos. Fra kanterne smider, hvad der nok bedst kan beskrives som en blanding mellem Sydafrikanske VM-fans og negerguerillasoldater, granater ind mod dem der forsøger at komme ud. Granaterne er aflange cylindre, der ligner termokander.

En granat lander foran mig. Klonk klonk klonk…. Min første tanke er, at sådan nogle altid er lang tid om at sprænge, og at jeg har tid nok til at nå væk. Men meget hurtigt går det op for mig, at den her er anderledes. Jeg indser, at jeg ikke slipper væk. Granaten sprænger. Jeg dør.

I stedet for at vågne fortsætter drømmen. De næste fem drømmeminutter (hvem ved, 10 sekunder, to timer?) gentager scenen sig: fra kanterne af parken og fra mærkelige små, forladte cementhuse midt i parken, ryger granater til højre og venstre. Folk skriger og dør. Jeg svæver bare midt imellem og mærker trykket fra eksplosionerne.

Pludselig er det forbi, og det eneste billede jeg ser er, at fremmede negerguerillasoldater, lad os kalde dem negerguerillaoprørssoldater, har dræbt terroristerne. De ligger nu døde eller døende i store containere i parken med laset tøj og blod løbende ud af deres sår. En af oprørssoldaterne smiler ondskabsfuldt, mens han siger noget til en døende terrorist, jeg ikke forstår.

Men jeg er død. I hvert fald Mellemdød, for pludselig er jeg tilbage i mine forældres baghave. Jeg snakker med en, jeg desværre ikke husker hvem er. En ven tror jeg. Vi snakker om dét, at jeg er død, og at da den store dødsaktivator endnu ikke er blevet trykket på, vil jeg fortsætte med at eksistere i mellemdød form. Men jeg vil ikke kunne indgå rigtigt i den fysiske verden. Jeg prøver eks. at hoppe rundt i en grusbunke for at se, om jeg laver støv og fodspor. Det gør jeg ikke.

Det sidste jeg husker er, at jeg er rædselsslagen for at være mellemdød. Jeg ved, de vil trykke på den store dødsaktivator, men jeg ved ikke hvornår (hvem er de?). Det er underforstået, at livet er slut og døden en realitet. Mellemdød som en dyne, død som en sten.