Her er mit andet hjem. Her bor jeg også. Jeg sover her ikke endnu men måske snart.
Her er endnu ikke varmt vand og rigtigt Internet, men snavs og skrammel og surfbræt.
Her er Distortion en umulig idé, for her er svinehårdt og stille som en forladt Boeing.
Her eksisterer kun ALPHA. KRÅNSCH KRÅNSCH!
Låst på inderside og yderside. Føler hele verden kigger med, når det i virkeligheden bare er lille mig og dig. Bag knejsende mure.
Med den tanke frygter jeg ikke din fysik. Sådan er du ikke farlig. Måske er du slet ikke farlig. Frygter mest sygdom og slanger.
Vi skal gøre, hvad der gør os glade. I alle henseender. Alt andet virker latterligt. Men glad hvornår og i hvor lang tid? Gør hvad der gør dig glad nu, har aldrig hjulpet nogen, tror jeg, men bliver alligvel hængende i hovedet.
Måske skulle jeg skrive den bog. Skrive den med Scripler. Omringet af hård valuta, kan jeg skrive blog, og jeg kan skrive bog. Men det er som om, intet varer længe nok. Før eller siden kommer alt ud af fokus. Det bliver en kort bog.
Så hvis jeg inviterer dig ind i min korte bog, lover du så ikke at grine? Eller slå mig? Det kan ingen love.
Jeg er en del af Generation X. Det skal jeg lige love for. Hvad der naturligvis føles som den sidste generation med lidt tilbage på indersiden. Der er intet specielt ved denne tid og alligevel føles det som om, at herfra kan alt koges ned til patter og kærlighed. I fokus.
Jeg savner din hånd.
Så er Scripler’s midlertidige hjemmeside (landing page) i luften!
David, Kaspar, Ole, Allan, Kasper, Sofie og jeg arbejder på højtryk på at lave version 1, hvor man gratis skal kunne lave en ebog. Vi håber på at være færdige til april. Der er lang tid til. Så indtil videre, så følg med på:
Hvis du er helt crazy med ebøger og gerne vil følge med i alt det nye og fede, der sker med ebøger og digital publicering, så tilmeld dig vores nyhedsbrev på scripler.com.
Sådan kan en arbejdsdag åbenbart også være. Ikke en af mine go’e gamle luksus-fri-onsdage, men en arbejdsdag. Godt nok ulønnet, men derfor stadig en arbejdsdag. En arbejdsdag hos Scripler med tid til halve og hele timers pause af denne slags:
Måske får jeg dog ikke lov at fjolle rundt på havnen særlig længe, for jeg har både en telefondate og en rigtig date i morgen – med to forskellige job-pushere. Det gav et flashback til en ikke-alt-for-fjern fortid, hvor multitasking med piger og ikke jobs blev forsøgt undgået, men ikke altid lykkedes. De tider savnes ikke.
Heldigvis lærer jeg tit noget. Og det er der mange grunde til.
I går var det fordi David og Ditte fra Scripler (det har jeg vist kun nævnt én gang tidligere, så mere om det en anden gang) sagde noget klogt. Vi snakkede om, hvordan vi kan få vores medkompagnoner (både et godt og ubehageligt ord) til også at betale kontorleje. Vi (jeg) gik i gang med at opstille forskellige scenarier. Først grænsetilfældene:
Derefter scenarierne med kød på, dvs. et par stykker vil ikke betale: jeg gik i gang med at overveje, hvordan vi kunne vende og dreje den…”vil det gøre en forskel hvis det er O og ikke K, der siger nej?” – de forskellige permutationer blev vendt. David havde godt tidligere sagt:
Vi kan ikke regne alt ud. Vi kan ikke forberede os på alt.
Men først da han sagde det anden gang, mens jeg stadig vandrede forvildet rundt i matematiklabyrinten (det er den værste slags!), forstod jeg det. For det var slet ikke muligt for os tre at lægge en slagplan: hvordan der skulle reageres i de andre scenarier, var jo netop noget, de andre i Scripler skulle være med til at bestemme!
Det er svært bare at lade ting ske; lade chips’ne (mmm) falde, hvor de kan. Det er svært at stole på andre mennesker. At folk vil det rigtige, kan det godt nok, hurtigt nok. Når man nu bare ved, at man er bedre til ditten og datten, hvorfor så ikke bare gøre det selv? Jeg tror, svaret giver sig selv.
Heldigvis kender jeg mange, der siger noget klogt. Nu skal jeg bare blive bedre til en anden svær ting: at åbne ørerne.
PS. Til dem der ikke lige er med på referencen fra overskriften: You’re always preparing…just go!
Det knapt så unikke snefnug 