Prostatadating

Bruseren. Mærker og vasker de steder, der skal mærkes og vaskes. Tjekker efter prostatakræft, hvilket jeg ikke engang aner, hvordan man gør. Det giver mig en erkendelse og en idé.

Erkendelsen: jeg er hypokonder (og jeg har tidligere taget en test der bekræftede det). Livet er ude på at slå mig ihjel. Jeg er sikker. Og jeg forventer hele tiden, at når jeg kigger efter igen, har der sat sig en dødelig sygdom et sted i min krop. Malaria, hudkræft, modermærkekræft, lymfeknuder, intravenøst bjørnefælde-angreb, you name it. Det er den evige cyklus: tjek efter eksotisk sygdom X – bliv skræmt – gå til lægen – tjek lidt mere – gå til lægen/på hospitalet og få afkræftet eksotisk sygdom X. Sæt X lig X +1 og start forfra.

Idéen: hvis man har prostatakræft, kan man ikke få børn. Gætter jeg på. Dette leder tankerne hen til min datingtid, hvor valgmulighederne var:

  • Har børn
  • Ønsker børn
  • Ønsker ikke børn

Hvad nu hvis blot ret sikkert eller måske ønsker børn (eller ikke kan få børn?)? På sitet skulle man også angive specifikke detaljer om sin kommende partners højde, vægt, osv. Jeg synes, der mangler et datingsite til alle tvivlerne. Til dem der gerne vil have den rigtige følelse i maven, men ikke ved præcis, hvordan personen, der giver den, ser ud, eller hvilke livsstilsmagasiner vedkommende læser (skræmmende tæt på hvad der faktisk stod!). Dem der er et sted imellem knalde med tilfældige fra byen og jeg har lige et par spørgsmål mere. Dem der er ret sikre på meget, men ikke stensikre på noget. Måske bare til dem der ikke er (og aldrig bliver) rigtigt voksne.

IMG_6979

PS. Til folk der kender mig, må jeg for god ordens skyld hellere lige sige, at jeg bestemt ikke selv længere har brug for et sådan datingsite. Tværtimod er min kæreste og jeg stadig i gang med et af de vigtige voksenritualer: at finde puderne til vores puderum.

PPS. Jeg har stadig ikke googlet “prostatakræft”. Men givet at jeg ikke gider have dårlig samvittighed over ting, der ikke er værd at have dårlig samvittighed over, bør jeg vel også forsøge ikke at være bange for ting, der ikke er værd at være bange for.

Endnu en dag på….havnen?

Sådan kan en arbejdsdag åbenbart også være. Ikke en af mine go’e gamle luksus-fri-onsdage, men en arbejdsdag. Godt nok ulønnet, men derfor stadig en arbejdsdag. En arbejdsdag hos Scripler med tid til halve og hele timers pause af denne slags:

IMAG0640

Måske får jeg dog ikke lov at fjolle rundt på havnen særlig længe, for jeg har både en telefondate og en rigtig date i morgen – med to forskellige job-pushere. Det gav et flashback til en ikke-alt-for-fjern fortid, hvor multitasking med piger og ikke jobs blev forsøgt undgået, men ikke altid lykkedes. De tider savnes ikke.

Confessions of a Distorted Mind – The Emo Diaries

Det her skulle have egentligt handlet om Distortion. Om stemningen og musikken. Om hvor ringe musikken faktisk er. Og om hvor fed en fest man alligevel kan have, hvis man bare tilsidesætter normale kvalitetskrav. Prøv det, det er faktisk virkelig fedt! Og Philip, you’re the shit, og dine kampråb – Pol’ti…kontrol…skaber mere vold– til trods (jeg er enig i det, jeg tror, du gerne vil sige)…tak for at holde os til ilden!

Men nu kommer det altså i stedet til at handle om piger og dating og dating og piger. Om hvor håbløst det hele er, om hvor chanceløs man (som navlepillende snefnug) er.

K. gav mig en opsang i dag og forsikrede mig endnu engang om, at jeg ender ensom og alene. Efter lidt nyttesløs kamp med selverkendelsen, måtte de fleste dele af mig desværre give ham ret. Men denne gang var det faktisk ikke mig, der var the bad guy. Det var hende. Men hun gjorde, hvad hun skulle. Og dermed ingen bad girl, blot en pige med fjollet lyst hår og de smukkeste, grønne øjne.

Oven på dagens grusomheder, var dagens tema ligesom lagt. Men i en overraskende højtsvævende, æbleplukkende, ikke-køre-hjem-og-surmule’ende tilstand, var der overskud til en lille flok erkendelser.

Erkendelse #1
Jeg har efterhånden ingenting at fortælle. Intet at afsløre. Alt er blevet sagt.

Everything left’s been done before
Nothings new, nowhere to explore

Så hvad er det et spørgsmål om? Når man står der blandt flotte hipsterpiger og ikke engang gider at forsøge? At man har selverkendelse nok til at vide, at det alligevel ikke vil lykkes? Eller at man på en eller anden bizar måde bare ved, at man er for gammel?

For gammel? Pffft, det lyder latterligt og ER latterligt. Kan det erstattes med for moden? For erfaren? For kedelig? Gør det en forskel? Nej.

Erkendelse #2
Essensen er, at det kræver energi. Energi reelt at være glad, og lige her, at chatte unge damer op. Med eller uden guld i blodet.

Jeg glæder mig over, jeg kan få blikke på Sankt Peders Stræde, men kæmper samtidig med at finde det positive i, at en kombination af kræsenhed, dårligt selvværd, mørkt sind, dårlig timing og en masse anden uduelighed og tåbelighed, placerer mig stensikkert alene på sofaen.

Jeg overvejer en pause. En lang pause. Holder jeg den? Mon dog.

Ekendelse #3
Der, midt i den halvgrå, halvskinnende, halvcrappy forårshimmel, midt i den dårlige tækno, midt i København. Der blandt fucking teens og tweens i neongrønne windbreaker-jakker og dansende svenskere på paller, kigger man pludselig op på kirketårnet og indser noget for mange sikkert trivelt og banalt: måske er den vigtigste grund til at jeg ønsker en kæreste, at jeg kan føle, at der er en, der holder af mig.

Ikke en sexpartner, en at lave mad med, en at tage på ferie med, en at gå til fest med, en at vise frem, en der ommøblerer lejlighedheden mens jeg er på arbejde. Men viden om og følelsen af at et rigtigt menneske, sådan et fra denne verden, der – uanset om hun er ude eller på sofaen – holder af mig og savner mig. En der sms’er “Kommer du snart hjem? Så får du bløde strøg, mørk musik og hvid chokolade!”.

Måske er der lektier at lære af i dag. Ting jeg burde have skrevet ned i en lille sort notesbog, havde jeg været lidt mere tjekket. I stedet blev det til rod og sjusk. Og en dag der starter og ender som så mange andre før den: alene. Uden retning, kategori og sjæl.

Tid til noget nyt? (part deux)

Efter hvad der nu må være 3171. date, en hyggelig gåtur på Christianias volde, skulle hovedet lige renses lidt. Med halv dårlig samvittighed (ikke halvdårlig) og halv ærefrygt for marathonfolket, lykkedes det mig at finde vej til mit tophemmelige gemmested. Her kunne jeg lukke øjnene, få våde fødder og spekulere over hvordan jeg mon fik chokolade-pletten fra Champagnebrusen af den fine, hvide I Bike CPH-tshirt (måske en idé til en tøj-kollektion: Dine yndlings-tshirts med pletter på!…kan man blive andet end glad, hvis man ved at pletten stammer fra en Champagnebrus?).

Men det blev ikke til lukkede øjne længe, for i dag var der gæster i hulen, David (ikke ham med pandekagerne), som havde valgt at nyde søndagssolen med en joint. Meget chill, meget søndag og meget meget hyggeligt.

I skarp kontrast til daten, hvor det denne gang var mig, der lidt stift fik fyret en række jobinterview-agtige spørgsmål af, forløb samtalen med David meget afslappet, helt og aldeles naturligt. Vi talte om præcis de ting vi havde lyst til, uden bekymring om hvilket lys ens holdninger blev set i. Uden at se sig selv udefra.

Jeg ved ikke, om det var solstrålerne, der gav os energi, men det var de helt store emner, der blev vendt, eksempelvis samfund og styreformer. David er under den opfattelse, at demokratiet har spillet fallit. Ikke “blot” kapitalisme og det moderne populistiske politiske system, men demokrati som koncept. Han mener, at der er for store interesser, der ønsker status quo til at tro på at demokrati kan løse verdens problemer (fattigdom, forurening, osv.).

Og hans alternativ? Som jeg ikke mener er obligatorisk i en kritik, men naturligvis styrker ens sag. En form for lokal-styre, hvor den enkelte by, bydel, gade, boligforening, ja det enkelte menneske, er tvunget til at tage mere ansvar, til at tænke mere. Vi skal have fjernet alt det lort, der ligger og flyder nede i gården…hvordan gør vi det?. Få folk til at føle ansvar for det område de bor i, og de mennesker, de bor der med. Være mindre afhængig af systemet, gøre mere selv. Instant Hygge, anyone?
Og pointen, der hvor det adskiller sig fra klassisk demokrati, er, at det ikke nødvendigvis skal være flertallet, der træffer beslutningerne, men de folk, der har forstand på området, eller endda blot de folk, der brænder for det. Jeg nævnte eksplicit teknokrati flere gange, men han insisterede på, at det ikke var det, han talte om. Eksempelvis mener han, at det lige så godt kan være den lokale bondemand, der planlægger åens forløb som forskere fra DTU.

Han erkender, at det ikke løser alle problemer, men hans håb er, at hvis man kan få 20% af befolkningen til at tænke i de baner, så er der kritisk masse, der vil kunne vende udviklingen.

Jeg følger ham langt hen ad vejen. Og som med diskussionen om socialisme vs kapitalisme, så holder Churchills citat ikke nødvendigvis: bare fordi vi ikke har fundet det endnu, betyder det ikke, at det ikke eksisterer.

Så endnu engang stiller jeg spørgsmålet: er det tid til noget nyt?

Ikke mere af det værste og det bedste

Jeg lader mig rive med.

Jeg kunne forsøge at styre mine tanker, styre udenom, se fremad. Det skal jeg nok gøre, men ikke lige nu. Hvorfor give slip og lade smerten styre? Fordi livet er smerte. At holde smerten ude er som at slugen mosen uden at smage den.

Er det de små ting, der betyder noget?, fik jeg tilfældigt spurgt. Ja!, svarede du, så sikkert at det kun kan være sandheden. Dit svar og to stykker metal er de sidste fysiske rester.

Verden er en anden nu. Ikke flere tuer og smukke samojeder, romkugler og lakridspiber, tossede gravhunde og krummer i sengen, stripklubber, 90er-dans, biografblikke. Ikke mere af det værste og det bedste. Skal jeg lade som om alt det ikke betød noget? Vil det være det bedste for dig? Hvis det er sandt, hvorfor så hullet i min mave?

Til sidst blev det hele blev grimt for dig. Jeg ser stadig det smukke. Din godhed består og om du vil det eller ej, har du taget din plads. Du følger med på næste side.

Tirsdag er hvaffor en dag?

I morgen er det fredag. Så skal jeg have de seje sokker på! Måske de flotte grå, grønne og blå.

Jeg tager sikkert også et par seje sorte jeans, de hvideste sneaks og den flyveste skjorte på. OK, måske ikke helt.

Men der er hverdag, og der er fest. Der er hverdag, og der er score-dag. Sådan var det i hvert fald. Og sådan har det på en eller anden måde altid været.

Svaret har lige siden folkeskolen ligget i ugedagen: hverdag? Godt, hårdt, kedeligt, pligtopfyldende, Socialdemokratisk arbejde, pligter og værdier. Weekend? Frihed, afslapning, fest.spis slik, drik Cola, se Disney-sjov og vær længe oppe (dog kun hvis den indre Hitler-jugend har godkendt den danske stil).

Og denne tankegang blev (naturligvis, ingen reflektion nødvendig) ført med over i ungdoms- og voksenlivet. Hverdag? Læs 400 siders databaseteori (ligemeget om du forstår det, bare du har læst det), og ifør dig den fineste brune 9-17 businesssweater (sss? hmm) i skuffen. Weekend? Spil computer og spis poletter hele natten (i et forhold) eller drik dig fra sans og samling og forsøg at finde en køn, ung pige, der vil bekræfte dig i de seje sokkers mange kvaliteter (som single).

For et par år siden skete der så noget. Jeg blev efter 2×4 års forhold endelig single. Nu skulle jeg være ung og sej og smart og have det sjovt. Hver dag skulle være en fest. Hver dag skulle alt være tilladt og alt skulle kunne ske. Sådan havde jeg bestemt det. Og efter 2×4 års forhold betød “alt”: piger.

Denne lykkelige tilstand af at alt er muligt, førte dog også nogle sjæleknusende spørgsmål med sig: for hvis nu en tirsdag kan være en fest, skal man så ikke også være klædt på til fest på en tirsdag? Hvad nu hvis man taget de seje sokker på, men det blot ender med at blive en helt almindelig tirsdag? Og kan man snyde universet og undgå den sviende, uundgåelige (!) sandhed, at når man forsøger at gå til den slags fest, så ender man ALTID sjatdrikkende, chipsspisende, totalt low på universets kærlighed og ikke mindst alene i hjørnet.

Tit og ofte er der altså et helt grundlæggende og dybt filosofisk spørgsmål, der fra morgenstunden skal besvares: hverdag eller fest?

  • Head & Shoulders, der får håret til at dufte af jordbær (ifølge pålidelige kilder, utroligt det kan anes for voksen)? Eller bare den almindelige Loreal? (suk, livet er ikke værd at leve, åhhh bare skyd mig nu!)
  • Den rare, grønne Boss-deo (er vi enige om, at mænd ikke bruger parfume?)? Eller bare hverdags-Sanexen?
  • De se hvor crazy jeg er, flerfarvede og stribede sokker? Eller bare de kedelige grå/blå/sorte? (Bonusinfo: …hvilket tilfældigvis er de farver ALLE biler på Telenors parkeringsplads har)
  • Den 30+-åriges forsøg på hipsterbukser? Eller bare de småblålige, småslidte, smårøvsyge jeans?
  • Den sejeste skater/skovmands/Vesterbro/you look like every other guy in Denver-skjorte? Eller bare den ensfarvede, helslidte, smånussede, langærmede t-shirt?
  • Teenage-Converse eller…ok, jeg har faktisk kun “gode” sko.
  • Den åh-så cool (og vist alt for lille) læderjakke? Eller bare den kedelige grå vindjakke (som oveni købet åbenbart ligner en regnjakke!? Hmrpf!!)?

For der kan jo ikke herske tvivl om, at iført alle ovenstående førstnævnte, så er og bliver man urørlig. Alt det gode, sjove og spændende vil ske en. Alt er tilladt og alt vil lykkes. Ja, selvfølgelig.

OK, så hvad kunne det handle om? At man bør smide sit grimme tøj ud og kun gå i “festtøj”? Jeg tænker, at dette faktisk godt kan bruges som inspiration til at få noget mere kvalitet i mit liv. Smid nu alt det gamle, grimme, kiksede lortetøj ud, du alligevel kvier dig ved at tage på (om jeg så skal have så meget kvalitet at jeg skal spise spelt og ligge i design, må vi lige se på senere).

Og så bliver alt godt? Jaja, jeg er dum, men vist ikke så dum. For universet kan virkelig ikke snydes…man kan ikke snyde sig selv. Jeg kan i hvert fald ikke. Til gengæld har jeg opdaget, at jeg faktisk godt KAN gå til “fest” i en gammel, nusset t-shirt og ikke engang nødvendigvis ende surmulende i hjørnet.

Så det her bliver vildt. Chips på en mandag, stribede sokker på en søndag og røg, bajere og røverhistorier på en tirsdag!

Man kan lige skimte de fantastiske grå-blå-grønne sokker allerbagerst

Joiner vinterkoret: hvor er Frk. Rigtig?

Kan man brokke sig over at have venner? Nej, det kan man vel ikke. Så skal man i hvert fald være en døgenigt. Og det gider jeg ikke være.

Men jeg vil heller ikke brokke mig. Blot konstatere, at jeg efter 2412 dates (plus det løse) – som så mange andre – godt kunne bruge en frk. Rigtig. Du ved, sådan en jeg kan lide, og en der kan lide mig. That’s it. Man skulle tro det var muligt, ik’?

[Intermezzo. Indsæt forebyggende liste:]

  • Mit liv er jo blevet åh-så godt. Jeg har slet ikke tid.
  • Jeg har været kræsen, sagt nej, afvist, slashet og skåret af mere eller mindre skøre årsager. Måske. Og bare rolig, jeg er skam også blevet slashet og skåret.
  • Jeg holder utroligt, ustyrligt måske usmagligt (men selvfølgelig ikke upassende!) meget af de pigevenner, jeg har fået gennem dating, særligt to, I ved hvem I er. Jeg ville ikke bytte jer for verden.
  • Når man leder finder man ikke en. Og så videre.

Men alligevel, oh du store Internetdating/Guldregnsgud. Holder du hende fanget i en kælder? Hende jeg skal lave braisseret ørneinderlår i stedet for frostpizza med. Hende der skal med til Uganda. Der har ommøbleret lejligheden, når jeg kommer hjem. Som tager med til UNKLE-koncert og læser højt fra Den Lille Prins.

Min liste er ikke såååå lang endda, jeg lover. Måske jeg skulle flytte i kollektiv.

PS. Jeg ved jo godt, at jeg har jinxet mig selv godt og grundigt med dette indlæg. Men måske det var meningen! (omvendt eller dobbeltomvendt psykologi? Dit træk, hr. Internetgud.)