Parcel

Jeg ville flytte i parcelhus i Melby for at få en større fryser!

En med os?

Drømmer du? Drømmer du om dig og mig?

Drømmer du om badende elefanter og flyvende træsko med egne frie viljer? Drømmer du, at du er Kevin Kukbloksi på fin, fransk syre?

Drømmer du om det umulige? Drømmer du om femogtyve røvere, der bosser dig rundt indtil du afleverer dine hænder i et læderetui?

Om at køre på knallert i en vandrutschebane og indånde kviksølv? Om grammatikkens kollaps?

Om solen der eksploderer inden du indser, hvorfor dine nøgler klistrer til min hånd, der opdager at der kun er fire diamanter tilbage i køleskabet?

Drømmer du at være med i Luksusfælden med din træhytte? Om at sejle i en jolle i et hav af blod fra dine forældres genbos have?

Drømmer du om noget stort? To bjergkæder med ben og arme og køller, der slår hinanden til plukfisk?

Om at falde i en fælde af beskidt musik og forlange gratis slik på skolen? Den perfekte krop badet i sved og indhyldet i sort?

Drømmer du?

ALPHA

Her er mit andet hjem. Her bor jeg også. Jeg sover her ikke endnu men måske snart.

Her er endnu ikke varmt vand og rigtigt Internet, men snavs og skrammel og surfbræt.

Her er Distortion en umulig idé, for her er svinehårdt og stille som en forladt Boeing.

Her eksisterer kun ALPHA. KRÅNSCH KRÅNSCH!

Mænd og kvinder?

Nogle kan spise Taquitos fra 7-11 til aftensmad. Andre kan ikke.

PS. Ville du besøge Spasser Casa: en danskejet frikadellebod på en caribisk ø? Ville du bruge bookahooka.com?

Autofokus

Låst på inderside og yderside. Føler hele verden kigger med, når det i virkeligheden bare er lille mig og dig. Bag knejsende mure.

Med den tanke frygter jeg ikke din fysik. Sådan er du ikke farlig. Måske er du slet ikke farlig. Frygter mest sygdom og slanger.

Vi skal gøre, hvad der gør os glade. I alle henseender. Alt andet virker latterligt. Men glad hvornår og i hvor lang tid? Gør hvad der gør dig glad nu, har aldrig hjulpet nogen, tror jeg, men bliver alligvel hængende i hovedet.

Måske skulle jeg skrive den bog. Skrive den med Scripler. Omringet af hård valuta, kan jeg skrive blog, og jeg kan skrive bog. Men det er som om, intet varer længe nok. Før eller siden kommer alt ud af fokus. Det bliver en kort bog.

Så hvis jeg inviterer dig ind i min korte bog, lover du så ikke at grine? Eller slå mig? Det kan ingen love.

Jeg er en del af Generation X. Det skal jeg lige love for. Hvad der naturligvis føles som den sidste generation med lidt tilbage på indersiden. Der er intet specielt ved denne tid og alligevel føles det som om, at herfra kan alt koges ned til patter og kærlighed. I fokus.

Jeg savner din hånd.

Anya, Apa og Pigen der ikke ville sove

I går satte min niece sig til rette i mit hjerte. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og det giver mig håb om, at hvis det en dag bliver mig, så er der åbenbart noget om, at man kun kan føle sig som den heldigste person i verden. Lige nu håber jeg bare, jeg bliver den seje farbror, hun gider at følges med til Copenhell (Maiden, Megadeth, Obituary…behøver du mere?).

Derudover går det godt. Jeg tumler stadig rundt i tilværelsen og overvejer om en navlebeskuer med en blog, selv ville kunne finde ud af at kigge ind i sådan en lille navle (og forholde sig til det, der kommer ud på den anden side af navlen), men jeg er slet ikke så sur, som nogen vist har troet, oven på skrigeriet for et par uger siden (som fodnote til den historie kan jeg fortælle, at to – gud ved af hvem – af de personer der kommer og går hos overboen, lad os kalde dem femte-sals-fjolserne – deres sexliv i det mindste er ret godt at lytte til, hvis man nu skal være tilhører til den slags. Lige nu drikker de sig dog fulde til noget, der lyder som Nintendo fra 80erne…knapt så godt at være tilhører til. Faktisk lyder det som en blanding mellem Donkey Kong og indbruds/voldtægtsscenen fra A Clockwork Orange).

I toget hjem var der mange tanker. Hår der rejste sig på armene. Men så skulle der rodes med XBMC på Pi, og lige nu er der bare gråt. Men jeg skal i hvert fald ikke være sådan en, der skyder skylden på vejret, når jeg ikke har noget at sige. Hvilket minder mig om dette:

It is a poor poet that falls silent when he finds out that the sun is actually a massive sphere of hydrogen fusing into helium.

(Richard Feynmann)

Der er masser at sige. Masser interessant at sige. Men ikke-anonymitet kræver grader af modighed, jeg kun kan håbe at opnå momentvis. Jeg blev afskrækket af Davids fortælling om Josefine Klougart, som – så vidt jeg forstod det – udleverer sin familie, der nu er ved at være godt trætte af det og hende. Men hvis man nu fortæller positive ting, kan det vel ikke være så slemt, vel? Eks. kan jeg fortælle, at min storebrors kæreste forstår mig bedre end hun måske selv ved, min storebror selv har niveauer af styrke og tålmodighed, jeg ikke anede eksisterede. Min mor er som altid badass på så mange måder, jeg ikke forstår det, og min far den nye Mr. Positive i familien. Fuck jul. Bare familien er god.

Hvilket leder mig tilbage til: hvorfor have en blog? Mange gode grunde, men engang imellem skal det handle om andre.

PS. Min familie er skam også kedelig, røvirriterende, osv. Jeg er bare ved at være træt af at at høre på deprimerende julehistorier fra folk, der – best case, er uinteresserede i, worst case – hader deres familier.

PPS. Jeg har boret i væg og fået værktøj i julegave, så nu skal jeg åbenbart være en rigtig mand. Rigtige mænd har da en blog, ikke?

Skrid

Kære overboer,

Skrid med jeres lorte-dancemusik onsdag aften.

Skrid med jeres badeværelse, der sejler i vand og giver vandskade i vores køkken og badeværelse på anden måned.

Skrid med jeres åndsvagt træsko-dansende skingert skrigende lorteunge lørdag eftermiddag.

Skrid med jeres attitude og skrid med at kalde min kæreste en dum kælling.

Kære overboer, bare skrid.

Rønnegade-betonbunker…where art thou?

Ikke lige nu

Jeg kunne skrive dine ord. Skrive dine ord mens du sidder lige her ved siden af mig.

Skrive at du skulle sige mine ord, mens jeg lytter i den anden retning.

Skrive om ck, Amarth, julemænd i Borgergade, tirsdagslakrids og folk der maler sig op i et hjørne og flår mit fucking hoved af. Om min pincet og om at sluge. Din blog, min blog og manglen på din blog. Vigtigheden af boremaskinen på mit bord, sexlysten og trætheden og om den forpulede syre, der brænder i min hals.

Men så længe jeg blot kunne, så er det lige meget. Jeg skal ville være. Være, vil og er.

Men det bliver ikke lige nu.

PS 1. Fordi PS = energi.

PS 2. Ordet desto eksisterer stadig. Brug det….bitches!

Du er fri til at gøre, hvad universet fortæller dig

Læs denne sætning færdig, luk øjnene og gæt så, hvad det næste, der kommer til at stå på denne side, er….

Polynesiske vinduespudsere

Pænt svært, hva’? Fair nok. Prøv nu at lukke øjnene igen og gæt hvad din næste tanke bliver…

Hvad var den så? Kunne du gætte det? Nej? Hmm, mystisk. Eller hvad?

I nedenstående video argumenterer en af de fire apokalyptiske riddere, forsker i neurovidenskab og filosofi, forfatter og udøvende “meditatør” (findes der et navneord på dansk for en person, der mediterer?) – hvad man vel efterhånden må kalde en Elon Musk for hjernen – Sam Harris for, at fri vilje ikke eksisterer!

 

Det er faktisk en ret fed fornemmelse bare at læne sig tilbage, starte sin introspektionsrutine, og se hvilke tanker, der popper op. Det bliver SÅ meget måden man bruger sin lørdag aften på i 2014.

Hvis du ikke gider se videoen, synes jeg, du bør forsøge at gætte hvad din næste tanke bliver, indtil du a) gætter den, eller b) får lyst til at se videoen.

Når du så har set dén, kan du roligt gå i gang med resten af hans Youtube-repetoire, eks. Death and the Present Moment, hvor du også får lov at lukke øjnene og lege med (husk i øvrigt altid at beholde bukserne på, når en fremmed beder dig om at lukke øjnene).

Go’ gættelyst!

PS. Obligatorisk: René de Seance – Verdens mægtigste mand

En ny slags fokus

Føler verden trænge sig på. Ønsker dette som lydsporet. I et virvar af småskænderier om ghettoblastere, kringlet JMS og hidsig ebogs-metadata, skamfuld blogforsømmelse, kedelige årsrapporter, ulydige mediecentre og åndsvage vandskader, har jeg lyst til at fortælle dig, at alt nok skal blive godt igen. Fortælle dig at jeg håber, at jeg snart får mere tid. Og ikke mindst fortælle dig, at jeg vil kæmpe for mindre snak og mere action.

Jeg skal vænne mig til at have en ulv løbende mellem benene. Du kilder så rart men kræver opmærksomhed og pleje. Sådan er ulve. Og det kan ulve få.

Jeg indser, intellektuelt for længst, og følelsesmæssigt så småt, at du ikke kan stå alene. Jeg må forvente at vejen bliver fuld af mudderhuller, men at du er et af de lys, der kan ses gennem det brune skær. Jeg forventer, at vi engang imellem skal lukke dørene. Jeg vil kræve, at vi engang imellem skal lukke dørene. Sådan er jeg sikker på, det er sundt. Sådan er det Bedst for dig og for mig.

For når dørene så åbnes, vil det være det med en ny slags fokus. Et pletfrit fokus i en knapt så unik dagligdag.

PS. Du er ikke den, du tror, du er.