Prostatadating

Bruseren. Mærker og vasker de steder, der skal mærkes og vaskes. Tjekker efter prostatakræft, hvilket jeg ikke engang aner, hvordan man gør. Det giver mig en erkendelse og en idé.

Erkendelsen: jeg er hypokonder (og jeg har tidligere taget en test der bekræftede det). Livet er ude på at slå mig ihjel. Jeg er sikker. Og jeg forventer hele tiden, at når jeg kigger efter igen, har der sat sig en dødelig sygdom et sted i min krop. Malaria, hudkræft, modermærkekræft, lymfeknuder, intravenøst bjørnefælde-angreb, you name it. Det er den evige cyklus: tjek efter eksotisk sygdom X – bliv skræmt – gå til lægen – tjek lidt mere – gå til lægen/på hospitalet og få afkræftet eksotisk sygdom X. Sæt X lig X +1 og start forfra.

Idéen: hvis man har prostatakræft, kan man ikke få børn. Gætter jeg på. Dette leder tankerne hen til min datingtid, hvor valgmulighederne var:

  • Har børn
  • Ønsker børn
  • Ønsker ikke børn

Hvad nu hvis blot ret sikkert eller måske ønsker børn (eller ikke kan få børn?)? På sitet skulle man også angive specifikke detaljer om sin kommende partners højde, vægt, osv. Jeg synes, der mangler et datingsite til alle tvivlerne. Til dem der gerne vil have den rigtige følelse i maven, men ikke ved præcis, hvordan personen, der giver den, ser ud, eller hvilke livsstilsmagasiner vedkommende læser (skræmmende tæt på hvad der faktisk stod!). Dem der er et sted imellem knalde med tilfældige fra byen og jeg har lige et par spørgsmål mere. Dem der er ret sikre på meget, men ikke stensikre på noget. Måske bare til dem der ikke er (og aldrig bliver) rigtigt voksne.

IMG_6979

PS. Til folk der kender mig, må jeg for god ordens skyld hellere lige sige, at jeg bestemt ikke selv længere har brug for et sådan datingsite. Tværtimod er min kæreste og jeg stadig i gang med et af de vigtige voksenritualer: at finde puderne til vores puderum.

PPS. Jeg har stadig ikke googlet “prostatakræft”. Men givet at jeg ikke gider have dårlig samvittighed over ting, der ikke er værd at have dårlig samvittighed over, bør jeg vel også forsøge ikke at være bange for ting, der ikke er værd at være bange for.

Confessions of a Distorted Mind – The Emo Diaries

Det her skulle have egentligt handlet om Distortion. Om stemningen og musikken. Om hvor ringe musikken faktisk er. Og om hvor fed en fest man alligevel kan have, hvis man bare tilsidesætter normale kvalitetskrav. Prøv det, det er faktisk virkelig fedt! Og Philip, you’re the shit, og dine kampråb – Pol’ti…kontrol…skaber mere vold– til trods (jeg er enig i det, jeg tror, du gerne vil sige)…tak for at holde os til ilden!

Men nu kommer det altså i stedet til at handle om piger og dating og dating og piger. Om hvor håbløst det hele er, om hvor chanceløs man (som navlepillende snefnug) er.

K. gav mig en opsang i dag og forsikrede mig endnu engang om, at jeg ender ensom og alene. Efter lidt nyttesløs kamp med selverkendelsen, måtte de fleste dele af mig desværre give ham ret. Men denne gang var det faktisk ikke mig, der var the bad guy. Det var hende. Men hun gjorde, hvad hun skulle. Og dermed ingen bad girl, blot en pige med fjollet lyst hår og de smukkeste, grønne øjne.

Oven på dagens grusomheder, var dagens tema ligesom lagt. Men i en overraskende højtsvævende, æbleplukkende, ikke-køre-hjem-og-surmule’ende tilstand, var der overskud til en lille flok erkendelser.

Erkendelse #1
Jeg har efterhånden ingenting at fortælle. Intet at afsløre. Alt er blevet sagt.

Everything left’s been done before
Nothings new, nowhere to explore

Så hvad er det et spørgsmål om? Når man står der blandt flotte hipsterpiger og ikke engang gider at forsøge? At man har selverkendelse nok til at vide, at det alligevel ikke vil lykkes? Eller at man på en eller anden bizar måde bare ved, at man er for gammel?

For gammel? Pffft, det lyder latterligt og ER latterligt. Kan det erstattes med for moden? For erfaren? For kedelig? Gør det en forskel? Nej.

Erkendelse #2
Essensen er, at det kræver energi. Energi reelt at være glad, og lige her, at chatte unge damer op. Med eller uden guld i blodet.

Jeg glæder mig over, jeg kan få blikke på Sankt Peders Stræde, men kæmper samtidig med at finde det positive i, at en kombination af kræsenhed, dårligt selvværd, mørkt sind, dårlig timing og en masse anden uduelighed og tåbelighed, placerer mig stensikkert alene på sofaen.

Jeg overvejer en pause. En lang pause. Holder jeg den? Mon dog.

Ekendelse #3
Der, midt i den halvgrå, halvskinnende, halvcrappy forårshimmel, midt i den dårlige tækno, midt i København. Der blandt fucking teens og tweens i neongrønne windbreaker-jakker og dansende svenskere på paller, kigger man pludselig op på kirketårnet og indser noget for mange sikkert trivelt og banalt: måske er den vigtigste grund til at jeg ønsker en kæreste, at jeg kan føle, at der er en, der holder af mig.

Ikke en sexpartner, en at lave mad med, en at tage på ferie med, en at gå til fest med, en at vise frem, en der ommøblerer lejlighedheden mens jeg er på arbejde. Men viden om og følelsen af at et rigtigt menneske, sådan et fra denne verden, der – uanset om hun er ude eller på sofaen – holder af mig og savner mig. En der sms’er “Kommer du snart hjem? Så får du bløde strøg, mørk musik og hvid chokolade!”.

Måske er der lektier at lære af i dag. Ting jeg burde have skrevet ned i en lille sort notesbog, havde jeg været lidt mere tjekket. I stedet blev det til rod og sjusk. Og en dag der starter og ender som så mange andre før den: alene. Uden retning, kategori og sjæl.

Joiner vinterkoret: hvor er Frk. Rigtig?

Kan man brokke sig over at have venner? Nej, det kan man vel ikke. Så skal man i hvert fald være en døgenigt. Og det gider jeg ikke være.

Men jeg vil heller ikke brokke mig. Blot konstatere, at jeg efter 2412 dates (plus det løse) – som så mange andre – godt kunne bruge en frk. Rigtig. Du ved, sådan en jeg kan lide, og en der kan lide mig. That’s it. Man skulle tro det var muligt, ik’?

[Intermezzo. Indsæt forebyggende liste:]

  • Mit liv er jo blevet åh-så godt. Jeg har slet ikke tid.
  • Jeg har været kræsen, sagt nej, afvist, slashet og skåret af mere eller mindre skøre årsager. Måske. Og bare rolig, jeg er skam også blevet slashet og skåret.
  • Jeg holder utroligt, ustyrligt måske usmagligt (men selvfølgelig ikke upassende!) meget af de pigevenner, jeg har fået gennem dating, særligt to, I ved hvem I er. Jeg ville ikke bytte jer for verden.
  • Når man leder finder man ikke en. Og så videre.

Men alligevel, oh du store Internetdating/Guldregnsgud. Holder du hende fanget i en kælder? Hende jeg skal lave braisseret ørneinderlår i stedet for frostpizza med. Hende der skal med til Uganda. Der har ommøbleret lejligheden, når jeg kommer hjem. Som tager med til UNKLE-koncert og læser højt fra Den Lille Prins.

Min liste er ikke såååå lang endda, jeg lover. Måske jeg skulle flytte i kollektiv.

PS. Jeg ved jo godt, at jeg har jinxet mig selv godt og grundigt med dette indlæg. Men måske det var meningen! (omvendt eller dobbeltomvendt psykologi? Dit træk, hr. Internetgud.)