Mellemdød

Jeg drømmer om vold (for tiden).

I drømmen er jeg på Roskilde, og vi er en lille flok venner der fester og besøger lejre. Pludselig er vi i Frankrig eller Bruxelles. Jeg mener, det er med bl.a. Anders og hans far. Vi er på vej op til St. Lucén-katedralen, som jeg er ret sikker på ikke eksisterer. På vej op ad hovedtrappen siger en stemme over et højttaleranlæg: Der er et terrorangreb i gang. Alle er på vej mod udgangene, men der er endnu ingen, der skriger og er gået i panik.

Vi vender os om for at løbe ned ad trappen. Foran os er der en kæmpe, aflang park foran katedralen, en blanding mellem Treptower Park i Berlin og Reflecting Pools i Washington DC. Idet vi træder ud i parken, er der kaos. Fra kanterne smider, hvad der nok bedst kan beskrives som en blanding mellem Sydafrikanske VM-fans og negerguerillasoldater, granater ind mod dem der forsøger at komme ud. Granaterne er aflange cylindre, der ligner termokander.

En granat lander foran mig. Klonk klonk klonk…. Min første tanke er, at sådan nogle altid er lang tid om at sprænge, og at jeg har tid nok til at nå væk. Men meget hurtigt går det op for mig, at den her er anderledes. Jeg indser, at jeg ikke slipper væk. Granaten sprænger. Jeg dør.

I stedet for at vågne fortsætter drømmen. De næste fem drømmeminutter (hvem ved, 10 sekunder, to timer?) gentager scenen sig: fra kanterne af parken og fra mærkelige små, forladte cementhuse midt i parken, ryger granater til højre og venstre. Folk skriger og dør. Jeg svæver bare midt imellem og mærker trykket fra eksplosionerne.

Pludselig er det forbi, og det eneste billede jeg ser er, at fremmede negerguerillasoldater, lad os kalde dem negerguerillaoprørssoldater, har dræbt terroristerne. De ligger nu døde eller døende i store containere i parken med laset tøj og blod løbende ud af deres sår. En af oprørssoldaterne smiler ondskabsfuldt, mens han siger noget til en døende terrorist, jeg ikke forstår.

Men jeg er død. I hvert fald Mellemdød, for pludselig er jeg tilbage i mine forældres baghave. Jeg snakker med en, jeg desværre ikke husker hvem er. En ven tror jeg. Vi snakker om dét, at jeg er død, og at da den store dødsaktivator endnu ikke er blevet trykket på, vil jeg fortsætte med at eksistere i mellemdød form. Men jeg vil ikke kunne indgå rigtigt i den fysiske verden. Jeg prøver eks. at hoppe rundt i en grusbunke for at se, om jeg laver støv og fodspor. Det gør jeg ikke.

Det sidste jeg husker er, at jeg er rædselsslagen for at være mellemdød. Jeg ved, de vil trykke på den store dødsaktivator, men jeg ved ikke hvornår (hvem er de?). Det er underforstået, at livet er slut og døden en realitet. Mellemdød som en dyne, død som en sten.