Modig

Nu gør vi os modige. Nu forestiller vi os fremtiden.

Jeg er 45. Jeg har to børn. Jeg er en typisk far og mand, der elsker sine børn og sin kone; jeg passer godt på dem, bor i dem, de med mig. Jeg bor på Vesterbro og ser de 20-årige omkring mig. Jeg smiler og tænker “Fedt!”. Fem sekunder senere bliver jeg deprimeret og tænker “Pik! Det bedste er bag mig!”. Jeg tænker på, om jeg burde være flyttet væk fra København, ud til ligesindede, hvor jeg ikke konstant bliver mindet om, at jeg ikke længere har ungdommens muligheder og frihed foran mig. Men bag mig. Tænker så, at det ikke nytter en skid.

Jeg tænker på, at folk synes den slags tanker er ynkelige. “Acceptér din alder!”, synes den slags folk. “Acceptér at du skal dø!”. Det har jeg ikke noget problem med. Jeg forstår, at jeg skal dø. Jeg accepterer det og ser endda døden i øjnene uden at føle mig særlig modig. Men jeg kan ikke ryste tankerne om, at der venter arbejde og pligter, smerte og sygdom. Familie og venner der skal dø. Kilo der bliver sværere at tabe, motion der bliver sværere at dyrke. En forpint ryg. Fredagsdruk erstattet med Fredagsrock.

Kald mig en bøv. Kald mig en bangebuks. Kald mig hvad fanden du vil. Det her er bare starten.

IMG_6095

Reklamer

Fire kogeplader, to ovne og et ur

Inden jeg forlader min lejlighed har jeg normalt sagt prik-prik-prik-prik-prik-nul-nul 3-4 gange.

Dette trippel- og kvadrupeltjek udfører jeg for at være sikker på, jeg ikke går fra min lejlighed med et tændt komfur. Man kan spørge sig selv, om det ikke ville være mere fornuftigt at gøre, inden jeg går i seng, men tænk nu hvis jeg brændte hele bygningen af. Dét ville da være pinligt!

(Der står forresten ikke noget på kogepladerne, og der er ikke noget i ovnen)

Jeg river og flår også et par gange i dørhåndtaget (jeg har ødelagt i hvert fald ét dørhåndtag på denne måde) og tjekker lynlåsene i min jakke ca. 700-800 gange for at være sikker på handskerne og huen ikke falder ud på vej ned til cyklen (og hvad? går i stykker?). Dette ville nemlig være en katastrofe. Når jeg parkerer min cykel bliver låsen også dobbelt-syvdobbelttjekket (jeg har ødelagt i hvert fald én lås på denne måde).

Hjernen kører også på højtryk i køkkenet, når jeg eks. skal åbne emballage. Tidligere ville jeg have fundet den skarpeste kniv i skuffen frem og lystigt skåret løs i pastapakken, mens jeg med den anden kvarte til halve hånd ville forsøge at åbne en skuffe. Men det er åbenbart nye tider. Der er kommet nye fornuftsboller på suppen (PÅ suppen?). Ting bliver lige gransket lidt ekstra. Foregår lidt mere i slowmotion.

I dag turde jeg knap tage min iPod ud af min jakkelomme, da lommen var fyldt og der derfor var overhængende fare for at iPod’en ville falde ud (igen: og hvad? gå i stykker? Den går jo ikke i stykker af at lande på en måtte. Alle opgange i min ejendom er belagt med måtter. Det er meget flot. Kom og se det.)

Jeg tænker også meget, når jeg cykler: opbremsninger, gearskift, overhalinger, flyvehop…alt bliver lige vendt og drejet, så jeg ved præcis, hvordan det vil gå galt, når det går galt. Når du om to sekunder griber efter gearet, vil din hånd smutte, og du vil knalde hovedet i jorden og få styret gennem halsen.

Om ikke alt for længe skal jeg til Vietnam og Cambodia. Jeg tænker åbenbart så meget, at jeg ikke tør tænke på, hvad jeg ikke tør gøre, når jeg kommer derned.

Ryst mig nu, tak.

IMG_6191

PS. Så hvad handler det her om? For engangs skyld er det ikke noget med Buuuuh, jeg gider ikke være voksen! Det er nok snarere en Æv, er det sådan, det er at blive voksen? Er det uundgåeligt, at jo ældre man bliver, desto flere overvejelser, gør man sig (fordi man forsøger at lære af alle sine vidunderlige fejl). Overvejelser om hvad der kan gå galt. Eller er det bare mig, der er er en bangebuks og pessimist til benet?