Modig

Nu gør vi os modige. Nu forestiller vi os fremtiden.

Jeg er 45. Jeg har to børn. Jeg er en typisk far og mand, der elsker sine børn og sin kone; jeg passer godt på dem, bor i dem, de med mig. Jeg bor på Vesterbro og ser de 20-årige omkring mig. Jeg smiler og tænker “Fedt!”. Fem sekunder senere bliver jeg deprimeret og tænker “Pik! Det bedste er bag mig!”. Jeg tænker på, om jeg burde være flyttet væk fra København, ud til ligesindede, hvor jeg ikke konstant bliver mindet om, at jeg ikke længere har ungdommens muligheder og frihed foran mig. Men bag mig. Tænker så, at det ikke nytter en skid.

Jeg tænker på, at folk synes den slags tanker er ynkelige. “Acceptér din alder!”, synes den slags folk. “Acceptér at du skal dø!”. Det har jeg ikke noget problem med. Jeg forstår, at jeg skal dø. Jeg accepterer det og ser endda døden i øjnene uden at føle mig særlig modig. Men jeg kan ikke ryste tankerne om, at der venter arbejde og pligter, smerte og sygdom. Familie og venner der skal dø. Kilo der bliver sværere at tabe, motion der bliver sværere at dyrke. En forpint ryg. Fredagsdruk erstattet med Fredagsrock.

Kald mig en bøv. Kald mig en bangebuks. Kald mig hvad fanden du vil. Det her er bare starten.

Prostatadating

Bruseren. Mærker og vasker de steder, der skal mærkes og vaskes. Tjekker efter prostatakræft, hvilket jeg ikke engang aner, hvordan man gør. Det giver mig en erkendelse og en idé.

Erkendelsen: jeg er hypokonder (og jeg har tidligere taget en test der bekræftede det). Livet er ude på at slå mig ihjel. Jeg er sikker. Og jeg forventer hele tiden, at når jeg kigger efter igen, har der sat sig en dødelig sygdom et sted i min krop. Malaria, hudkræft, modermærkekræft, lymfeknuder, intravenøst bjørnefælde-angreb, you name it. Det er den evige cyklus: tjek efter eksotisk sygdom X – bliv skræmt – gå til lægen – tjek lidt mere – gå til lægen/på hospitalet og få afkræftet eksotisk sygdom X. Sæt X lig X +1 og start forfra.

Idéen: hvis man har prostatakræft, kan man ikke få børn. Gætter jeg på. Dette leder tankerne hen til min datingtid, hvor valgmulighederne var:

• Har børn
• Ønsker børn
• Ønsker ikke børn

Hvad nu hvis blot ret sikkert eller måske ønsker børn (eller ikke kan få børn?)? På sitet skulle man også angive specifikke detaljer om sin kommende partners højde, vægt, osv. Jeg synes, der mangler et datingsite til alle tvivlerne. Til dem der gerne vil have den rigtige følelse i maven, men ikke ved præcis, hvordan personen, der giver den, ser ud, eller hvilke livsstilsmagasiner vedkommende læser (skræmmende tæt på hvad der faktisk stod!). Dem der er et sted imellem knalde med tilfældige fra byen og jeg har lige et par spørgsmål mere. Dem der er ret sikre på meget, men ikke stensikre på noget. Måske bare til dem der ikke er (og aldrig bliver) rigtigt voksne.

PS. Til folk der kender mig, må jeg for god ordens skyld hellere lige sige, at jeg bestemt ikke selv længere har brug for et sådan datingsite. Tværtimod er min kæreste og jeg stadig i gang med et af de vigtige voksenritualer: at finde puderne til vores puderum.

PPS. Jeg har stadig ikke googlet “prostatakræft”. Men givet at jeg ikke gider have dårlig samvittighed over ting, der ikke er værd at have dårlig samvittighed over, bør jeg vel også forsøge ikke at være bange for ting, der ikke er værd at være bange for.

Ved lejlighed

Da jeg voksede op i mine forældres trygge parcelhus i Kalbyriskvarteret i Næver, undrede jeg mig over, hvordan folk kunne holde ud at bo i lejlighed.

Som teenager blev konceptet vel naturligt nok spændende. Jeg drømte om, hvordan man hele tiden ville få besøg af sine naboer og venner, der alle boede lige i nærheden. Hvor meget sukker, man lige skulle låne til kaffen, hvor mange spontane altan-øl, man kunne snuppe sammen. Ja, Friends gjorde nok sin del (og så så jeg jo Neighbours hver aften kl. 19.30 i et par år: jeg tør ikke tænke på, hvilken betydning dét har haft for mit liv (Jesus Kristus, kører den serie stadig!?)).

Nu har jeg boet på og i syv forskellige kollegieværelser og lejligheder på ca. 12 år og kun to gange er drømmen om det spontane lejlighedsliv sådan rigtig gået i opfyldelse. Første gang var på 7 kvadratmeters skumvæg i verdens sejeste lejlighed i Valby med fire af mine bedste venner; anden gang på min første fri-onsdag sidste år, hvor Jesper, hans trappesten, kaffe og vores verdensreddende it-snak, gjorde drømmen virkelig. Hvad kollegietiden angår, tager jeg fuldt ansvar for, at den kun blev so-so (pånær dagen da jeg flyttede hjemmefra og fik at vide, at personen der havde boet på mit kollegieværelse, var eftersøgt for røveri: den dag fraskriver jeg mig ethvert ansvar for).

Jeg kan få meget mere, hvis jeg bare tør og gider. Så det håber jeg, jeg gør. For lige nu kan jeg ikke forestille mig andet end at bo i lejlighed. Min kæreste og jeg kigger på lejlighed sammen, og det er et langt og kompliceret indlæg i sig selv (måske et spændende indlæg om søgekriterier og lånetyper er sagen?). Hvis vi får børn, håber jeg de bliver søde, seje urbuks-kasserollinger med hang til skateboard og forladt tungindustri. Børn af byen.

Første skridt er at låne en masse sukker. Ved lejlighed.

Bomber, svar og børn

Stevns er dernede
Missiler og fossiler
Ej læng’re lede

Rejs mig og gå væk
Mit svar det skal nok komme
Intet siger knæk

Børn skal fødes
Det er så såre simpelt
Men hvor skal blødes?

Toastparadoks

Jeg er heldigere end en hest, for jeg er voksen og kan gøre, som jeg har lyst til, tænkte jeg, mens jeg lumskede (!) rundt i mit køkken og lavede toast.

Det paradoksale (vanvittige) er, at jo mere voksne folk bliver, desto færre toasts laver de tilsyneladende. Et toastparadoks, om du vil.

Hvis jeg nu en dag skulle være he-he-he-heldig nok til at få børn, skulle jeg så holde op med at lave toast?

PS. Det er nok bare mig, der er lidt 1993: der er vel ingen forældre i dag, der laver et godt, hjemmelavet måltid som en toast mere!?

PPS. Jeg må erkende, at jeg kender nogle ret seje voksne, der stadig laver toast i ny og næ. De hedder Mor og Far.

PPPS. Til gengæld blev jeg både overrasket over hvor lidt toast, der var over mig, og forarget på to mennesker, der gik rundt ude på den måske frosne sø i Kildevældsparken: Hvad nu hvis isen slet ikke er sikker? Hvordan redder jeg dem i land NÅR de lige om lidt brager igennem? Hvad laver de dummernikker? Sikke en skål ansvar, hva’!?.

Omkuld

Jeg vil gerne snakke. Jeg vil gerne snakke og tale for, at hvis man holder det simpelt, så bliver det godt og nemt og sjovt. Hvad er simpelt? Børn.

Eksempelvis synes jeg man bør sige sjovt i stedet for morsomt. Faktisk bør man sige vi i stedet for man, skal i stedet for bør og helt sikkert i stedet for eksempelvis. Altså:

Jeg synes helt sikkert, vi skal sige sjovt i stedet for morsomt*.

Jeg synes det er sjovt, når voksne opfører sig barnligt. Måske af den simple grund, at børn gør flere åndsvage og uventede ting end voksne. To af de voksne, jeg kender, der er mest barnlige er, skudamuda og Maria (Maria kender jeg ikke rigtigt, men hun virker bims i låget…fedt!) Jeg er desværre selv ret akavet omkring børn. Gad vide hvorfor.

Derudover…er også voksensnak, så det bliver…Og så har jeg fået en ny elkedel. Den er grim.

Jeg har også fået en kasse fuld af hvidt fnuller. Det er en julegave, nogen har sendt forkert, så jeg får desværre ikke lov at beholde den. Æv.

Husk! Flere kastanjedyr. Også selv om de er lavet af kartofler.

Bindestreger er ok (kan være, ville jeg have skrevet, men come on!) men for det meste ret grimme. Lad os lade være med at bruge dem. Ting der står i ét ord er SÅ meget federe! (beklager det fancy udenlandske tegn, men lige dén er vigtig)

Klistermærker er også ret fede, og lige nu overvejer jeg seriøst at bruge nytårsaften udenfor med 10 graders frost, en flad engangslighter og tre bæreposer med heksehyl og Jumpin’ Jacks (Nats, kommer du og hjælper?).

Og så synes jeg, vi skal huske at røre ved sne og vælte omkuld i sne. Og bruge ordet omkuld noget mere.

Og selvfølgelig synes jeg du skal cykle i sne (lad nu være at vente på den åndsvage bus, der alligevel ikke kommer).

* sjovt i stedet for sjovt, fungerer ligesom ikke, vel?

PS. Jeg vil gerne rette en sønderrivende kritik mod den samlede nørdestand (og nok også lidt min far), der har hjernevasket mig og fået mig til at tale og skrive som en 74-årig jurist. Til jer der til daglig er tvunget til at læse og høre på det: Undskyld!

PPS. PS (og PPS’er) og ()’er er undtaget fancytegnsreglerne.