Da jeg voksede op i mine forældres trygge parcelhus i Kalbyriskvarteret i Næver, undrede jeg mig over, hvordan folk kunne holde ud at bo i lejlighed.
Som teenager blev konceptet vel naturligt nok spændende. Jeg drømte om, hvordan man hele tiden ville få besøg af sine naboer og venner, der alle boede lige i nærheden. Hvor meget sukker, man lige skulle låne til kaffen, hvor mange spontane altan-øl, man kunne snuppe sammen. Ja, Friends gjorde nok sin del (og så så jeg jo Neighbours hver aften kl. 19.30 i et par år: jeg tør ikke tænke på, hvilken betydning dét har haft for mit liv (Jesus Kristus, kører den serie stadig!?)).
Nu har jeg boet på og i syv forskellige kollegieværelser og lejligheder på ca. 12 år og kun to gange er drømmen om det spontane lejlighedsliv sådan rigtig gået i opfyldelse. Første gang var på 7 kvadratmeters skumvæg i verdens sejeste lejlighed i Valby med fire af mine bedste venner; anden gang på min første fri-onsdag sidste år, hvor Jesper, hans trappesten, kaffe og vores verdensreddende it-snak, gjorde drømmen virkelig. Hvad kollegietiden angår, tager jeg fuldt ansvar for, at den kun blev so-so (pånær dagen da jeg flyttede hjemmefra og fik at vide, at personen der havde boet på mit kollegieværelse, var eftersøgt for røveri: den dag fraskriver jeg mig ethvert ansvar for).
Jeg kan få meget mere, hvis jeg bare tør og gider. Så det håber jeg, jeg gør. For lige nu kan jeg ikke forestille mig andet end at bo i lejlighed. Min kæreste og jeg kigger på lejlighed sammen, og det er et langt og kompliceret indlæg i sig selv (måske et spændende indlæg om søgekriterier og lånetyper er sagen?). Hvis vi får børn, håber jeg de bliver søde, seje urbuks-kasserollinger med hang til skateboard og forladt tungindustri. Børn af byen.
Første skridt er at låne en masse sukker. Ved lejlighed.
Det knapt så unikke snefnug 
Det kan jeg sagtens følge dig i. Jeg kom ved en fejl til at forfølge drømmen om hus (det har jeg nemlig aldrig prøvet før – eller jo, rækkehus som det tætteste) og det blev til 6-7 lange udstationerede år i forstæderne. I lejlighed de seneste 4-5 af dem endda og med lejlighed i forstæderne er der ikke ret mange fordele tilbage. Tilbage i København og det er jo trygt og godt (med lang vej til skolen i forstæderne – min fejlflytning er ikke sådan at rette op på). Men. Vil nu også gerne prøve noget helt tredje engang. Eller fjerde eller hvor langt jeg nu er nået (har også prøvet koceptet flygningelejr/asylcenter – og det var faktisk meget socialt med børn fra forskellige kulturer, men vi lånte ikke så meget sukker)
Hvad skal jeg tage med på torsdag? Mangler du sukker? Eller øl? Måske noget boblevand – det kan man altid mangle.
Hvad skulle det tredje eller fjerde være? Sådan helt ud på landet? Ud i skoven, i ødegården? Der er sikkert flot, men det er så pissesvært at låne sukker derude.
Udlandet når børnene er flyttet hjemmefra eller en anden storby i DK end Kbh, bare for at prøve noget anderledes i hjemlige omgivelser (Århus virker så hyggelig, og så er der plads til at udvide vennekredsen og netværket). Tror ikke landet eller ødegård ville være noget for mig, andet end som feriemål. Ja, netop pga. mangel på sukker. Kloster måske? Nomadetilværelse? Der er dog lige nogle år til denne form for frihed og til den tid er jeg nok blevet en gammel og kedelig tryghedsnarkoman.