Det er ikke fordi, jeg er uenig med Amalie Kestler i, at nogle få stenkastende idioter ødelagde en demo/fest for flertallet sidste weekend (ja, der er lidt forsinkelse herinde for tiden). Hun skrev:
Helt ærligt. Som en af dem, der til enhver tid gerne bakker op om en happening og retten til at protestere for snart sagt hvad som helst, er det svært at finde kampånden frem efter sådanne episoder.
Jeg synes det er ærgeligt, hvis hun har svært ved at finde kampånden efter sådanne episoder. For det er jo ikke fordi, der ikke er noget at kæmpe for. Man skal bare lade være med at kæmpe for det ved siden af idioter, der kaster med sten.
For til tider kan man jo godt forstå og endda respektere folk, der går over stregen for at kæmpe mod en tanke eller et system, de mener, er fundamentalt forkert skruet sammen. Som jeg tidligere har sagt, mener jeg også, der er noget fundamentalt galt. Men så længe jeg kun har idéer til blogindlæg og ikke noget konkret at erstatte det nuværende med, så bliver de eneste sten, du ser mig kaste, digitale kantsten. Og i dette eksempel kastede idioterne næppe sten for at komme til orde på en talerstol og fortælle om elitært demokrati eller ressourcebaseret økonomi.
Men jeg synes tankeeksperimentet er sundt for alle os, der synes, det er komplet idiotisk at kaste sten mod politiet. Hvis Danmark var under kommunisme, nazisme eller måske Sharia, hvor mange fredelige protester til ingen verdens nytte ville du så gå i, før du blev træt og tog ufine metoder i brug? Det er jo ikke fordi, vi ikke alle har en grænse. Eller i hvert fald burde have en. At de fleste af os er kujoner og nogle tilfældigvis i bund og grund mener, at verden er fornuftigt skruet sammen, gør ikke eksperimentet mindre interessant eller relevant. Vælg selv dit mareridt.
Jeg synes, det er fair at kritisere stenidioterne, fordi det ikke er konstruktivt at kaste med sten, eller fordi den slags med al sandsynlighed ikke kan ændre noget på større skala. Og de er frustrerede, derfor kastede de. Og de er bare forkælede møgunger fra Gentofte, der ikke ved, hvad det betyder at have det hårdt. Og bla bla bla.
Men før det primære budskab blev brosten, var der en idé, der måske var værd at huske på. Et system der kunne kritiseres.
Det knapt så unikke snefnug 