Brosten og digitale kantsten

Det er ikke fordi, jeg er uenig med Amalie Kestler i, at nogle få stenkastende idioter ødelagde en demo/fest for flertallet sidste weekend (ja, der er lidt forsinkelse herinde for tiden). Hun skrev:

Helt ærligt. Som en af dem, der til enhver tid gerne bakker op om en happening og retten til at protestere for snart sagt hvad som helst, er det svært at finde kampånden frem efter sådanne episoder.

Jeg synes det er ærgeligt, hvis hun har svært ved at finde kampånden efter sådanne episoder. For det er jo ikke fordi, der ikke er noget at kæmpe for. Man skal bare lade være med at kæmpe for det ved siden af idioter, der kaster med sten.

For til tider kan man jo godt forstå og endda respektere folk, der går over stregen for at kæmpe mod en tanke eller et system, de mener, er fundamentalt forkert skruet sammen. Som jeg tidligere har sagt, mener jeg også, der er noget fundamentalt galt. Men så længe jeg kun har idéer til blogindlæg og ikke noget konkret at erstatte det nuværende med, så bliver de eneste sten, du ser mig kaste, digitale kantsten. Og i dette eksempel kastede idioterne næppe sten for at komme til orde på en talerstol og fortælle om elitært demokrati eller ressourcebaseret økonomi.

Men jeg synes tankeeksperimentet er sundt for alle os, der synes, det er komplet idiotisk at kaste sten mod politiet. Hvis Danmark var under kommunisme, nazisme eller måske Sharia, hvor mange fredelige protester til ingen verdens nytte ville du så gå i, før du blev træt og tog ufine metoder i brug? Det er jo ikke fordi, vi ikke alle har en grænse. Eller i hvert fald burde have en. At de fleste af os er kujoner og nogle tilfældigvis i bund og grund mener, at verden er fornuftigt skruet sammen, gør ikke eksperimentet mindre interessant eller relevant. Vælg selv dit mareridt.

Jeg synes, det er fair at kritisere stenidioterne, fordi det ikke er konstruktivt at kaste med sten, eller fordi den slags med al sandsynlighed ikke kan ændre noget på større skala. Og de er frustrerede, derfor kastede de. Og de er bare forkælede møgunger fra Gentofte, der ikke ved, hvad det betyder at have det hårdt. Og bla bla bla.

Men før det primære budskab blev brosten, var der en idé, der måske var værd at huske på. Et system der kunne kritiseres.

IMG_5354

Reklamer

8541 meter

Afsted! Afsted på arbejde. Afsted fra den seks etagers høje chokoladeboks. Afsted på cykel! Yes! Indenfor 10 sekunder har jeg brudt loven tre gange ved at cykle på fortovet, køre i modsat retning og dreje til højre for rødt (teknisk set har jeg kun brudt loven to gange, eftersom der ikke er nogen lyskurv, der vender den vej!). Så er den lille strækning forbi de fine, små, kulørte huse, hvor man uden tvivl skal kunne fremvise minimum 5 Palo Alto-vaser, eller hvad de nu hedder, for at få lov at flytte ind, mere afslappende. Og de små græsbakker ved den nyligt anlagte “legeplads” ved Lumskebuksen (os (vi?) danskere er ikke så sarte!) gør det svært ikke at komme på bedre tanker. Det første stykke på Jagtvej er egentlig også rart. I krydset ved Tagensvej og på ruten ned til runddelen er der chance/risiko for et par mini-emo-øjeblikke/skæve smil fra et par af singlelivets mange oplevelser (hej T, hej A), men man kommer hurtig på andre, mere trafiktekniske tanker, når cykeltrafikken tætner og Jagtvejen begynder at vise tænder.

Ved runddelen skal dagens første alvorlige valg træffes: ad Nørrebrogade med dens seje gavlmalerier og små, spændende, men dog på det tidspunkt lukkede, butikker, men også – ny bred cykelsti til trods – 1 milliard cykler og 273 A-busser, der alle synes, at man skal testes lidt fra morgenstunden? Eller fortsætte ad Jagtvej? Bare det at fortsætte i stedet for at gøre noget “nyt”, gør næsten ondt. Men den er jo altså bedre at cykle på. Paradoksalt nok er der mere plads på dens smallere cykelsti, og selv om CBS-pigerne på vej til kapitalist college gør deres for at være ligeglade, så tænkes der færre bandeord end på by-ruten. Holde til højre…dét kan jeg, og åbenbart de, finde ud af! (klap klap)

Vi kommer ikke uden om at Frederiksberg skal krydses. Store, stygge Frederiksberg. Eller måske bare Frederiksberg. Det kan godt gå hen og blive en lang vej på arbejde for at undgå den – og det er jeg skam også begyndt på (den største fare ved at cykle andre veje og eks. opleve Istedgades storbyagtige stemning på turen er, at man SLET ikke har lyst til at tage på arbejde) – men opvokset blandt optimerende ulve, er det altså oftest den mest direkte og hurtigste vej på arbejde, der vælges (at “fikse” dette kræver vist lidt mere terapi end et blogindlæg). Og det efterlader som sagt to valg:

Storbyblod
Når der drejes af Nørrebrogade ned ad Little Mogadishu, er det en befrielse at slippe fri af stimen, men det giver alligevel en blandet smag i morgenbolsjeposen. Distræte fodgængere der pludselig popper frem mellem bilerne, hårde brostenskanter (don’t get me started med cykler på brosten) og svinget ved Korsgade gør, at man faktisk ikke har noget mod at holde for rødt ved Rantzausgade (den daglige afsendelse af udflytterbørnehavebussen giver lidt ekstra stress, men gode minder til en sød pædagog (hej A)). For selv om det røde lys varer for evigt, så ved man, at når der endelig bliver grønt, så bliver der også grønt i krydset lige om lidt ved Åboulevarden, og så er det bare fuld fart derudaf.

For Frederiksberg skal, pånær endnu et lille emo-øjeblik ved Zusammen (hej V), altså bare krydses. Det er jo lidt Vesterbro-snobbet, men hyggeligt betyder tit også lidt kedeligt. Jeg tror og håber, der bor en masse søde og rare knapt så unikke snefnug. Hvad mon en lejlighed i det område koster? 🙂

Ud at se…
De har for nylig revet en bilforhandler (Dollargrin, mener jeg) ned og er vist ved at gøre klar til føre cykelruten fra Frederiksberg til Nørrebro det sidste stykke fra Rantzausgade via Jagtvej til Nørrebroparken. Eller noget i den stil. Her er der normalt god fart på og vupti så står man ved HC Andersens Boulevard og venter. Venter. Det gør man altid. Men det gør ikke noget, for det er faktisk meget sjovt at se bilerne suse forbi. Og de kører stærkt, gør de. Mjjjjjeeeeeuuuuwww, de har travlt. Og de sidste skal jo lige med over for rødt. Men sådan er det jo. Alle steder. Og vi – jeg – gør det jo også selv. Ingen fingre peget, det er nok bare menneskelig natur lige at presse citronen.

Der er egentlig nogle ret lækre kurver på Falkonér Allé på strækningen fra Godthåbsvej op til Frederiksberg Rådhus, men som på by-ruten er det altså bare lidt kedeligere (beklager falsk komparativ, Peter), Café Francke værende et beskedent højdepunkt. Fra rådhuset og resten af stykket ned til samlingspunktet, går det lidt lettere: færre cykler og lige pludselig er man kommet i skoven. Sådan føles det i hvert fald. Masser af træer, petangue-banen, Café Intime, ja selv 35+-striben (ikke plus-minus) giver gode minder om varme sommerdage, lyse øl og mørkhårede piger. Frederiksberg Allé er næsten for meget, nærmest vulgær i al sin pompøsitet og storslåethed men som cyklist er det svært ikke at sætte pris på den ekstra plads.

Trådene samles i kaoskrydset mellem Frederiksberg Allé og Kingosgade, og her føler man sig virkelig som den kloge, når man suser forbi bilerne, der holder i deres lange, dumme kø. Pånær når de spærrer, så man også selv holder bomstille (med mindre man altså risikerer at blive mast for at spare 5 sekunder). Jo, selvfølgelig skal der være plads til biler i København, men hvorfor er udgangspunktet, at de har førsteret til vejen? Mini rant over. Vi tager cykler vs biler/de gode vs de onde en anden dag. Det her handler jo om god energi, høj fart, hårdt pumpede dæk og vind i håret. Hvis den store, grønne trafikgud er med mig, suser jeg over Vesterbrogade og fuld fart rundt i Enghavekurven. Så er det virkelig fedt at være cykelist! Helt klart et af turens højdepunkter. Vroooom!

Lidt længere ude af Enghavevej er cyklerne, for en stund, aftaget: man har verden lidt for sig selv. Ghazanfar mente, at bakken op mod Enghave station var noget af det hårdeste, han havde prøvet på en cykel, og det ser hver morgen ud som om en del andre cyklister giver ham ret. Det forstår jeg altså ikke, selv om jeg må erkende, at jeg kun sjældent holder for rødt ved de to “lyskryds” på vej op af bakken. Efter den lille station på bakken er transformationen komplet: man er alene i verden, og tankerne flyver mod folk i de små lejligheder i Danmarks fattigste postnummer samt det – for mig – alt for uudforskede DSB-areal. Hvad man ikke kunne finde på en urbukstur derinde! (Søren og Lauge?) Og når solen skinner og M83 spiller med musklerne, er det svært at underspille betydningen af denne strækning. Altså lige indtil…

Den sindssygt irriterende og uden tvivl meterdybe rille i cykelstien ved Sydhavn station, lad os kalde den Sydhavnsrillen, der med ret stor sandsynlighed bringer et beskedent, men dog velvalgt arsenal af uvekmsord op indeni mig. Måske kan man være så heldig, at den lille fjollede bil har fanget den, og den snart fyldes op med dejlig, blød, sort asfalt. Ahhhh. Men det er samtidig en af mine få chancer på min morgentur for at føle mig 8 år, når jeg ret stolt over at kende ruten så godt (suk), laver et kæææææææmpe flyvehop hen over rillen. I ved, et af den slags man laver ud over en kantsten, så begge hjul lander på præcis samme tidspunkt. Findes der en bedre følelse? Måske er den rille ikke er så irriterende endda. (stop den bil – stop stop stooooooop!!!)

Man skal lede længe efter et stykke vej i Danmark, der er lige så trafikeret, gråt og kedeligt som den sidste del af min rute ud af Sydhavnsgade. Og når folkeMASSERNE, og jeg siger dig, det er MASSER, står af S-toget og går forbløffende upåvirkede afsted i højt tempo for at samle dagens kvote af klemmer, så kræver det virkelig det helt rigtige nummer på lille iPoddy ikke at føle sig som en fabriksarbejder på vej mod stempelautomaten. Ventiden for rødt er grusom i det kryds. Cyklisterne hober sig op og der er nærmest slagsmål ved fodgængerfeltet for at komme med over. Og så driller lyskrydset endda. Først bliver den ene lille Ampel Mann grøn, så går der 6,3 sekunder, og så den næste, før trafikguden lader der gå 1,4 sekunder yderligere, før han tænder for det gule og til sidst det befriende grønne lys for cyklister (og sikkert også bilister).

Turen er ved at være slut og det er uden tvivl her tophastigheden på hele turen kan nåes. Jeg cykler stærkt, fordi det er sjovt, har jeg opdaget! Og her er det skidesjovt. Kun glimtet af et grimt parkeringshus, jeg allerede nu kan se folk juble over blive revet ned om 20 år, kan risikere at ødelægge cykelglæden, men når Black Sun Empire og medvinden hjælper, føles det faktisk ikke så gråt og trist endda.

Vamos! Afsted med jer. Vi ses derude!