Ollie

Når man nu er en dem, der bliver glad af simple ting, som poster i regneark der matcher bilag i et regnskab (fætter, hvis du læser dette, så synes jeg stadig, at revisor er det kedeligste job på jorden), så kan man godt glemme, at man skal huske at udfordre sig selv, hvis man varigt ønsker et varieret, sjovt og spændende liv. Et liv med mere end 9 til sytten og fladmaste rugsbrødmadder i en madkasse, der aldrig har været høj nok til at indeholde mere end ét lag.

Og andre folk kan jo godt finde ud af det:

S rejser alene rundt i Indien, tager bussen kl. 4 om natten til fremmede og obskure indiske landsbyer og bliver zen med skovens dyr i ashram.

Skudamuda siger ja tak til det hele: nye frisurer, party i provinsen og vigtige breve der skal sendes til vigtige personer. Ret sejt!

Bakkedal svømmer 20 runders crawl i DGI-byen, efter knap nok at have kunnet svømme én runde i det hele taget.

Og hvad gør jeg? Jeg dropper yoga og spanskundervisning (dog er Diana sød nok til at lege spansklærer en gang om ugen). Kører samme vej ud og hjem, løber ikke, svømmer ikke, laver ikke mad, øver mig ikke i at tage flotte billeder (ikke bare billeder, der mest giver mening for mig). Jeg forsøger ikke at nå mine tæer mere, bliver ikke rigtigt bedre til squash, og den lille bakketop, der er min mave, viser dette så fint. Og såvel lejlighedsprojektet som Maitri er sat på hold.

S sagde i en diskussion om Terningemanden, at hvis man nu er glad og tilfreds, ikke er ked af det, ikke keder sig, hvorfor skal man så fundamentalt ændre ved sit liv. Jeg kunne ikke svare. Men som jeg har nævnt før, så siger min mavefornemmelse mig, at man nok skal en tur ned i skidtet for at kunne mærke den rene, klare luft. For at blive frisk af den. Tænk Fight Club.

Men kommer man ned i skidtet af at fejle i forsøget på at nå sine tæer, vrøvle på pinligste vis på spansk eller blive svinet til af foto-hipsters? Det gør man nok ikke. Og det tør jeg nok heller ikke. Så må jeg gå den tunge vej gennem et trist og gråt liv uden at have danset natten lang på ecstacy (eller bare danse i det hele taget), brændt mit eget hus af, eller haft sex med en mand. Gab.

Så dilemmaet er altså: jeg tør ikke blive hverken Terningemand eller Tyler Durden, men jeg kan mærke, der er brug for noget. Hvad?

Måske jeg skulle finde mit skateboard frem (Fleron, har du det stadig?) og lære at lave den ollie, jeg har drømt om, siden jeg var syv.

PS. Til at starte med kan jeg jo udfordre mig selv med at finde et job efter nytår.

PPS. Intet indlæg med navnet Ollie uden denne.

Hvor er svenskerne i læderveste?

Inspireret – eller måske snarere provokeret – af sminkede lig og opfordringen til at skrive læserbreve som sure gamle mænd, så kommer der lige lidt mere om Roskilde. SÅ spændende er Roskilde heller ikke, og der findes sikkert også folk, der måske ikke engang var på Roskilde (pffft, mon dog), men nu presser vi lige citronen en ekstra gang. Forhåbentligt kommer det så næste gang til at handle om delpersonligheder, yoga, Munken der solgte sin Ferrari eller måske CDOer (har lige set Inside Job og får næsten lyst til at søge job i en bank).

Padmāsana

Roskilde skal følge med tiden men det er vigtigt, at Roskilde holder fast i sin – måske så-småt-skrantende – position som udfordrer til den mere og mere “poppede” omverden.

Og pop er jo både en musikstil men også en livsstil. Selvfølgelig skal Roskilde booke bands indenfor de genrer, der er oppe i tiden, men ligesom bands som Pink Floyd og Led Zeppelin var med til at rykke midten af musik, så skal Roskilde være med til at gøre det samme. Selve genrerne betyder mindre og mindre, for alt blandes sammen – og det er fedt! Chase & Status blander drum ‘n bass med rock og hiphop, Dååth dødsmetal med techno, M.I.A. stammedans med “pop” (i mangel af et bedre ord), dub og alt muligt andet vanvid, osv. osv. Det vigtige ift. musikken er, at vi skal udfordres, og det synes jeg – i vid udstrækning – Roskilde er rigtig god til!

“Men hvorfor kommer Fatboy Slim eller Manowar ikke!?? De er jo helt vildt fede og SÅ meget sejere end Deadmau5 og Mastodon!” Ved du hvad? Tough luck! For så meget som Roskilde skal holde fast i niche-genrer og undergrundsmusik (og ja, big-beat og powermetal er niche-genrer i 2011!), så skal man jo ikke holde fast i de samme gamle bands for en lille skares skyld. Musikken er måske stadig fed, og der er ingen, der forhindrer dig i at gå til koncerter udenfor Roskilde, men der er en hel verden af NY, fed musik, der bare venter på at blive opdaget. Det er pissehårdt arbejde at følge med, men ofte betaler det sig! OK, det var lidt et sidespor, men gav mig da en glimrende undskyldning til at vise dette billede:

Manowar...RAAWW!

Der hvor det måske halter er ift. livsstilen, men det er for det meste ikke Roskildes skyld. Lauge spurgte for et par år siden på Roskilde: “Hvor er alle svenskerne i læderveste og cowboyjakker med rygmærker?”. De er der ikke mere, fordi de folk der går i læderveste og cowboy-jakker med Cannibal Corpse-rygmærker generelt er blevet er færre.

Cannibal Corpse

Mange piger tager beautybox og to sæt tøj med til hver dag, og duller sig op, når de “går ud” om aftenen på Roskilde. Hvad skete der for at drikke, spise, danse, sove i det samme tøj hele ugen? Spørgsmålet er her, om der er en hel verden af unge mennesker derude, der ikke tager på Roskilde, fordi de synes, der er for mange poptøser og pretty boys. Hvis der er, er det interessant, men min påstand, min frygt, er, at den verden efterhånden er meget lille. Jo, der findes da KoRn-piger, der ikke går i miniskørt og har navlering, men duller de sig ikke også op i deres nitter, ringe og lange sorte støvler? Nedenfor, ikke disse KoRn-piger, men miniskørter i en helt passende længde.

Miniskørter

Så hvad er konklusionen? Nogle folk er tilsyneladende sure over, at Roskilde er en fest for ungdommen. Gu’ er Roskilde en fest for ungdommen! Sådan har det da altid været, og sådan skal det også være! Folk er sure over, at Roskilde er blevet for poppet. Jamen, hele verden er jo poppet. Hvis du vil gøre Roskilde mere alternativ og cool, så lad være med at bruge alle dine penge på iPads, APPS og drinks på Karrierebar. For jo, Roskilde er stor og kan til en vis grad være med til at styre trenden og selvfølgelig indholdet af festivallen, men den rigtige ændring starter, du ved nok hvor! (fight the power!)