Secure all animals in the zoo!

Heldigvis lærer jeg tit noget. Og det er der mange grunde til.

I går var det fordi David og Ditte fra Scripler (det har jeg vist kun nævnt én gang tidligere, så mere om det en anden gang) sagde noget klogt. Vi snakkede om, hvordan vi kan få vores medkompagnoner (både et godt og ubehageligt ord) til også at betale kontorleje. Vi (jeg) gik i gang med at opstille forskellige scenarier. Først grænsetilfældene:

  • Alle vil betale: alt er godt.
  • Ingen vil betale: vi må droppe kontoret.

Derefter scenarierne med kød på, dvs. et par stykker vil ikke betale: jeg gik i gang med at overveje, hvordan vi kunne vende og dreje den…”vil det gøre en forskel hvis det er O og ikke K, der siger nej?” – de forskellige permutationer blev vendt. David havde godt tidligere sagt:

Vi kan ikke regne alt ud. Vi kan ikke forberede os på alt.

Men først da han sagde det anden gang, mens jeg stadig vandrede forvildet rundt i matematiklabyrinten (det er den værste slags!), forstod jeg det. For det var slet ikke muligt for os tre at lægge en slagplan: hvordan der skulle reageres i de andre scenarier, var jo netop noget, de andre i Scripler skulle være med til at bestemme!

Det er svært bare at lade ting ske; lade chips’ne (mmm) falde, hvor de kan. Det er svært at stole på andre mennesker. At folk vil det rigtige, kan det godt nok, hurtigt nok. Når man nu bare ved, at man er bedre til ditten og datten, hvorfor så ikke bare gøre det selv? Jeg tror, svaret giver sig selv.

Heldigvis kender jeg mange, der siger noget klogt. Nu skal jeg bare blive bedre til en anden svær ting: at åbne ørerne.

IMG_6114

PS. Til dem der ikke lige er med på referencen fra overskriften: You’re always preparing…just go!

Reklamer