En ny slags fokus

Føler verden trænge sig på. Ønsker dette som lydsporet. I et virvar af småskænderier om ghettoblastere, kringlet JMS og hidsig ebogs-metadata, skamfuld blogforsømmelse, kedelige årsrapporter, ulydige mediecentre og åndsvage vandskader, har jeg lyst til at fortælle dig, at alt nok skal blive godt igen. Fortælle dig at jeg håber, at jeg snart får mere tid. Og ikke mindst fortælle dig, at jeg vil kæmpe for mindre snak og mere action.

Jeg skal vænne mig til at have en ulv løbende mellem benene. Du kilder så rart men kræver opmærksomhed og pleje. Sådan er ulve. Og det kan ulve få.

Jeg indser, intellektuelt for længst, og følelsesmæssigt så småt, at du ikke kan stå alene. Jeg må forvente at vejen bliver fuld af mudderhuller, men at du er et af de lys, der kan ses gennem det brune skær. Jeg forventer, at vi engang imellem skal lukke dørene. Jeg vil kræve, at vi engang imellem skal lukke dørene. Sådan er jeg sikker på, det er sundt. Sådan er det Bedst for dig og for mig.

For når dørene så åbnes, vil det være det med en ny slags fokus. Et pletfrit fokus i en knapt så unik dagligdag.

PS. Du er ikke den, du tror, du er.

“Glemt dit kodeord?”

Jeg har jo mine lister. Masser af dem. Som du ved. På en af dem står noget om, hvad der gør mig glad, hvad jeg burde blive bedre til…i den dur. Skatteøen kalder jeg den.

Jeg har lige gravet lidt flere smaragder ned på Skatteøen (men skattekortet beholder jeg lige selv lidt endnu). Jeg tror, primært jeg gør det for at tilfredsstille listepsykopaten, men til aften fik han den tanke, at det med 2-3% sandsynlighed også vil kunne hjælpe et 85-årige demensramt listepsykosnefnug til at huske, hvad dets liv bestod af og hvad der betød noget, da det var yngre (et purungt snefnug, interessant tanke…allerede kort efter fødslen som dråbe i himlen kender det sin skæbne: vished om den sikre død smeltende i gråt, dansk bunkesjap). Måske den slags gør 85-årige snefnug glade.

Så her er et svagt relateret spørgsmål til nørderne: antaget at du lever længe nok til at få demens, hvordan vil du så sikre, at du ikke glemmer kodeordet til dine kodeordsbeskyttede data, eks. email, dokumenter, fotos, o.l. (her antaget at du på dette tidspunkt overhovedet interesserer dig for såkaldte “data” og ikke blot venter på næste genudsendelse af Lykkehjulet i 80D og Bengt Burgs hoved i et glas)? Har du til den tid (nu?) for længst lagt dine kodeord i et “pas-på-mine-kodeorde”-program, så du kan skal huske ét? Vil du, når du opdager, at du begynder at glemme dine kodeord, begynde at skifte til biometrisk autentifikationsform som eks. fingeraftryk eller irisscanning (eller en ny og smartere metode, der findes til den tid) (og satse på at ingen gider hukke dine rynkede fingre af/stikke dine øjne ud med rødglødende issyle)? Eller vil du vælge hippie-tilgangen og minimere risikoen for, at det sker, ved at træne din hukommelse med mere eller mindre vanvittige hukommelseskortspil og memorering af pi’s decimaler?

PS. OK, hvad mit liv består af ca. august 2013: en ulv, skvadderbasser, pizza, gæld pr. m2, kaptalistiske instrumenter, sammensatte bønner, pronombres personales og en lille smule dotcom-stemning.

Konkret som en sød konkurs

Ting for tiden er på én og samme tid meget abstrakte og meget konkrete.

Konkrete fordi jeg måske snart skal forholde mig til, om det er værd at skifte garderobe for penge. Og konkret fordi, jeg har fået en genial idé til en kalender-applikation, der om muligt kan få mine lister til at blive endnu mere vinkelrette, men samtidig vil få dem til at slænge sig foran mig som var de lagt af en Hollandsk skinnelæggermaskine.

Abstrakte fordi intet er perfekt. Og fordi jeg ikke ved, hvordan jeg nogensinde kan flytte fra dette:

PS. Ulv, hvordan har du det med stenet beton, knallertbander og batterisyreaftryk på gulvet?

PPS. Kumme, konkurs, komfort. Tænk over det.

PPPS. Nu hvor vi alligevel bevæger os på grænsen mellem absurditet og lalleglad sommerærefrygt, kan du lige så godt få dette tip med.