Tykkeanden

Jeg har besluttet mig for, jeg ikke vil være tyk. Sådan rigtig tyk. Det håber, jeg er noget, man kan beslutte sig for. For jeg er så småt på vej. Fucking indhentende tid.

Det er sjovt og måske lidt charmerende kikset på den lidt hjælpeløse dreng der lige er flyttet hjemmefra-agtige måde at sige, at man lever af frysepizza, toast, chips og pommes frites. Men jeg kan afsløre, at man får en fin, halvrund mave af det (fin, men ikke skinnende endnu…ad). Også selv om man var et aktivt barn med kæppe og ketchre, har en god grundform og yadda yadda yadda.

Nina og Maria fra min gymnasieklasse sagde vist nok engang, at det kan være charmerende, når en fyr er lidt kraftig. Når han ikke er stærk, men lidt rund i det. Min kæreste mener, at der generelt er højere krav til mænd end til kvinder, om at de skal være fit. Jeg er ikke helt sikker, men rigtig stærk bliver jeg nok aldrig – til det, elsker jeg salt for meget.

Her til morgen løb jeg min anden tur på en uge. Jeg løber aldrig. Jeg hader at løbe. Jeg er ikke typen, der løber, og jeg er ikke typen, der elsker at presse mig selv. Jeg hader det. Men jeg kan se behovet for det. Af mange grunde, bl.a. den fine, halvrunde, endnu ikke skinnende grund.

Men jeg er altså (endnu?) ikke blevet sådan en, der lige løber en tur, når der er en halv time, jeg ikke ved hvad jeg skal lave i. Jeg er ikke blevet en, der skal træne op til hverken halv- eller hel-marathon. Jeg er derimod stadig sådan en, der lige retter lidt i denne tekst, før jeg tager løbeskoene på. Så…

  • Der skal stadig spises Lossepladsen, men der skal også spilles squash.
  • Der skal stadig ædes pizza, både frost og rigtig, men der skal også rulles med mavehjul.
  • Der skal stadig frådes chips, men der skal også løbes tur. Én gang om ugen? To gange om ugen? Hmm…

IMG_5904

PS. Jeg husker tydeligt, hvordan gymnasieklassen i 2.g. storgrinede af mig, fordi jeg fortalte, hvor mange chips og hvor meget Cola, jeg i 7.-8. klasse kunne spise og drikke uden at tage på, men det kunne jeg altså ikke rigtig mere. Dér lærte jeg hvad stofskifte er og hvilken vej det går…åh ja, hvem der bare havde sit stofskifte fra 2.g tilbage.

PPS. Overskriften er en intern joke fra gymnasiet: tyggeanden var en “opfindelse” fra en bog med vanvittige japanske opfindelser. Tyggeanden kunne tygge din mad for dig. Jeg kunne desværre ikke finde et billede af tyggeanden, men måske et billede af en kæmpe oppustelig and er lige så godt?

Reklamer

Toastparadoks

Jeg er heldigere end en hest, for jeg er voksen og kan gøre, som jeg har lyst til, tænkte jeg, mens jeg lumskede (!) rundt i mit køkken og lavede toast.

Det paradoksale (vanvittige) er, at jo mere voksne folk bliver, desto færre toasts laver de tilsyneladende. Et toastparadoks, om du vil.

Hvis jeg nu en dag skulle være he-he-he-heldig nok til at få børn, skulle jeg så holde op med at lave toast?

IMG_6164

PS. Det er nok bare mig, der er lidt 1993: der er vel ingen forældre i dag, der laver et godt, hjemmelavet måltid som en toast mere!?

PPS. Jeg må erkende, at jeg kender nogle ret seje voksne, der stadig laver toast i ny og næ. De hedder Mor og Far.

PPPS. Til gengæld blev jeg både overrasket over hvor lidt toast, der var over mig, og forarget på to mennesker, der gik rundt ude på den måske frosne sø i Kildevældsparken: Hvad nu hvis isen slet ikke er sikker? Hvordan redder jeg dem i land NÅR de lige om lidt brager igennem? Hvad laver de dummernikker? Sikke en skål ansvar, hva’!?.

Bange for smalltalk, fakta og brandmænd

Nogen holder øje med mig. Med mine tanker.

Jeg prøvede jo at fortælle om, at jeg er (blevet) dårlig til smalltalk. Det ville jeg så prøve igen her til morgen. Og det lykkedes næsten. Der kom bare lige en tur i vaskekælderen i vejen.

Vaskekælderture er som bekendt noget der bedst udføres med øjnene i jorden, målet for øje og en hurtig-ind-ud-strategi. Et sløvt Hej og Er du færdig med den maskine? kan det måske blive til.

Men pludselig står man i kælderen og snakker om maling, kinesere og proptrækkere med en fremmed dame (ingen synlige slikkepinde). Snakker om fakta.

Og det er den anden ting. Fakta interesserer mig ikke. Det passer måske ikke helt, for jeg vil jo gerne vide, hvor jeg kan købe ostepops og poletter. Og jeg elsker også at snakke om dybe emner som landes geografiske arealer og indbyggertal (indbygningstal, derimod, det ved jeg slet ikke hvad betyder), og om Leper Messiah er fra Master of Puppets eller Ride the Lightning.

Men jeg ser meget lidt spændende i at snakke om hvor mange bronzemedaljer Danmark har vundet ved OL, forskellen i marginalskat mellem Frederiksberg og København, og om jeg kunne have sparet 14 minutter ved at tage 38-toget i stedet for 48-toget.

Jeg er ikke faktaorienteret.

Fortæl mig i stedet hvorfor man så sjældent spiser toast mere, om man kan tilgive utroskab, hvorfor dødsmetal er noget bras, hvornår du sidst lyste ud af hovedet på vej hjem fra byen, toiletrullens rigtige placering, hvilken vej hårene på armene rejser sig, når du hører ordet socialisme, om du mobbede eller blev mobbet, farerne ved sex i soveværelset og glæderne ved sex i skoven, og om du er bange for brandmænd. Du ved, ting der betyder noget; hvorfor, ikke hvad. Ting der skræmmer livet af dig og gør dig vild i rumpetten. Det bedste og det værste.

(Tak til den skaeve eksistens for et par spændende samtaler om emnet)

PS. Det undrer mig, hvad folk får ud af smalltalk og al den snak om fakta. Det skaber en kontakt og en eller anden form for sammenhold, uden tvivl. Nogle gange skal man bare lige have fem minutter til at gå og overfor en fremmed er en banal kontakt bedre end ingen kontakt. Ikke et ondt ord om vaskedamen med fakta, fakta-damen, hun var sød og rar, gjorde en indsats. Men sammen med venner og familie, hvorfor er der så så meget berøringsangst og så stor tilbageholdenhed med at udlevere noget om sig selv? Eller er det bare mere spændende at snakke om kaffebønner og designermøbler?

PPS. Jeg var i havet i går for første gang i et par år. Det var faktisk varmt, og alle der ikke når i vandet i år er nogle tøsedrenge. Og bange for brandmænd.