if (knowledge.length == 0) { stopFaking(); }

Kære med-udvikler/programmør,

Det er virkelig helt og aldeles ok, hvis du ikke ved, hvad…

Stærkt typede sprog, asynkrone callbacks, DC-netværk, højereordensfunktioner, OJMS, Mockito, mvn release:prepare, JAX-WS, chained hashing, Apache’s context container, semaforer, ikke-grådige regulære udtryk, contract-first web services, operational transformations, XSLT, symmetrisk kryptografi og stærk autentifikation

…er, betyder, gør eller kan.

Jeg lover dig, at listen af programmeringsbegreber og især matematisk orienterede emner, jeg IKKE fatter noget af, er minimum 40 gange så lang som ovenstående eksempler på ting, jeg har en kortere eller længere hands-on erfaring med – og dermed i det mindste en begrænset viden om. Det ville da være utroligt, hvis vi havde studeret og arbejdet med præcis de samme ting!

Så kan vi ikke aftale, at næste gang vi snakker nørd, så sluger vi lige stoltheden og lader være med at lade som om?

IMG_5368

PS. Mine mange, langt dygtigere venner og kollegaer er en hyppig påmindelse om, hvor lidt jeg ved.

PPS. I fredags forsøgte jeg eksempelvis at at stoppe et tal lidt for meget over 4 milliarder i en int i stedet for en long. Så er det svært at lade som om, man ved noget om grundlæggende Java-programmering.

En akademisk diskussion

I råber bare højere og højere uden at lytte til hvad nogen siger, og når der er gået en time, så går I ind og spiser. Sådan er I. Sådan er jeres familie.

Sådan sagde min far om min mors familie, da vi i går diskuterede læreres arbejdstider. Han mente, at det var en akademisk diskussion. Og at det ikke flytter noget.

Jeg tror egentlig ikke min far hader akademiske diskussioner i sig selv, men han hader at diskutere på min mors families måde. Måden hvor man hidser sig sådan op og så brændende ønsker at få sin mening hørt, at man givetvis engang imellem glemmer at lytte. Hvor en del af argumentets styrke ligger i på hvilken nabogård, det kan høres.

Deres nabo sagde forresten noget af det mest øjenåbende, jeg længe har hørt: Jeg tror egentlig ikke det er så vigtigt for mig, at folk hører min mening. Jeg var lamslået. Hvorfor er det ikke det vigtigste i verden for hende!? Hun er forresten socialrådgiver, og min respekt blev bestemt ikke mindre for hende og det folkefærd i det øjeblik. Knapt så unikke snefnug har i sandhed meget at lære.

Jeg sagde, at jeg mener alle diskuterer med en eller anden grad af stolthed og en grad af at ville vinde diskussionen, mænd i hvert fald. Men at jeg egentlig tror mange af os også lytter. Og næste gang vi diskuterer det samme emne, er der måske en itsibitsi chance for at der alligevel er noget, der har flyttet sig.

IMG_5904

PS. Jeg svarede også, at det er de akademiske diskussioner, jeg brænder for. Er der mon noget galt i det.

PPS. Jeg kan godt se, at det lidt tid endnu vil være svært at have akademiske diskussioner med min niece. Heldigvis kan vi også begge lide ting der hopper.