Omkuld

Jeg vil gerne snakke. Jeg vil gerne snakke og tale for, at hvis man holder det simpelt, så bliver det godt og nemt og sjovt. Hvad er simpelt? Børn.

Eksempelvis synes jeg man bør sige sjovt i stedet for morsomt. Faktisk bør man sige vi i stedet for man, skal i stedet for bør og helt sikkert i stedet for eksempelvis. Altså:

Jeg synes helt sikkert, vi skal sige sjovt i stedet for morsomt*.

Jeg synes det er sjovt, når voksne opfører sig barnligt. Måske af den simple grund, at børn gør flere åndsvage og uventede ting end voksne. To af de voksne, jeg kender, der er mest barnlige er, skudamuda og Maria (Maria kender jeg ikke rigtigt, men hun virker bims i låget…fedt!) Jeg er desværre selv ret akavet omkring børn. Gad vide hvorfor.

Derudover…er også voksensnak, så det bliver…Og så har jeg fået en ny elkedel. Den er grim.

Jeg har også fået en kasse fuld af hvidt fnuller. Det er en julegave, nogen har sendt forkert, så jeg får desværre ikke lov at beholde den. Æv.

Husk! Flere kastanjedyr. Også selv om de er lavet af kartofler.

Bindestreger er ok (kan være, ville jeg have skrevet, men come on!) men for det meste ret grimme. Lad os lade være med at bruge dem. Ting der står i ét ord er SÅ meget federe! (beklager det fancy udenlandske tegn, men lige dén er vigtig)

Klistermærker er også ret fede, og lige nu overvejer jeg seriøst at bruge nytårsaften udenfor med 10 graders frost, en flad engangslighter og tre bæreposer med heksehyl og Jumpin’ Jacks (Nats, kommer du og hjælper?).

Og så synes jeg, vi skal huske at røre ved sne og vælte omkuld i sne. Og bruge ordet omkuld noget mere.

Og selvfølgelig synes jeg du skal cykle i sne (lad nu være at vente på den åndsvage bus, der alligevel ikke kommer).

* sjovt i stedet for sjovt, fungerer ligesom ikke, vel?

PS. Jeg vil gerne rette en sønderrivende kritik mod den samlede nørdestand (og nok også lidt min far), der har hjernevasket mig og fået mig til at tale og skrive som en 74-årig jurist. Til jer der til daglig er tvunget til at læse og høre på det: Undskyld!

PPS. PS (og PPS’er) og ()’er er undtaget fancytegnsreglerne.

Reklamer