En ny slags fokus

Føler verden trænge sig på. Ønsker dette som lydsporet. I et virvar af småskænderier om ghettoblastere, kringlet JMS og hidsig ebogs-metadata, skamfuld blogforsømmelse, kedelige årsrapporter, ulydige mediecentre og åndsvage vandskader, har jeg lyst til at fortælle dig, at alt nok skal blive godt igen. Fortælle dig at jeg håber, at jeg snart får mere tid. Og ikke mindst fortælle dig, at jeg vil kæmpe for mindre snak og mere action.

Jeg skal vænne mig til at have en ulv løbende mellem benene. Du kilder så rart men kræver opmærksomhed og pleje. Sådan er ulve. Og det kan ulve få.

Jeg indser, intellektuelt for længst, og følelsesmæssigt så småt, at du ikke kan stå alene. Jeg må forvente at vejen bliver fuld af mudderhuller, men at du er et af de lys, der kan ses gennem det brune skær. Jeg forventer, at vi engang imellem skal lukke dørene. Jeg vil kræve, at vi engang imellem skal lukke dørene. Sådan er jeg sikker på, det er sundt. Sådan er det Bedst for dig og for mig.

For når dørene så åbnes, vil det være det med en ny slags fokus. Et pletfrit fokus i en knapt så unik dagligdag.

PS. Du er ikke den, du tror, du er.

Scrollfrygt

Jeg kiggede på dagens program på telefonen: indberetning af moms, kode ebøger, en masse lejlighedsfremvisninger og sushi med en ulv.

Jeg skulle lige til at scrolle ned og kigge på morgendagens program men tøvede så. Jeg turde ikke. Eller det ville i hvert fald ikke være behageligt.

Jeg har en (irrationel) frygt for fremtiden. Hvad nu hvis der ikke er noget på programmet? Eller det, der er på programmet ikke er godt eller sjovt? Hvis turen til Skærgården bliver fuld af myg, hipstersvenskere og småskænderier? Hvis de ukendte navne på Strøm-festival med god grund forbliver ukendte? Det nye arbejde for svært, for kedeligt, for corporate? Turen til Albanien besværlig og uinspirerende? Hvad nu hvis jeg ikke kan være sikker på, der er noget at glæde mig til?

Jeg har brug for ting at glæde mig til, før jeg har det godt. Men hvorfor antager jeg automatisk, at de nok ikke kan leve op til forventningerne?

Næh FORtiden, dén er tryg; dér ved man, hvad man har. Der er det jo ligesom overstået og intet eller ingen kan tage fra en, at det gode i livet skete.