Bange for smalltalk, fakta og brandmænd

Nogen holder øje med mig. Med mine tanker.

Jeg prøvede jo at fortælle om, at jeg er (blevet) dårlig til smalltalk. Det ville jeg så prøve igen her til morgen. Og det lykkedes næsten. Der kom bare lige en tur i vaskekælderen i vejen.

Vaskekælderture er som bekendt noget der bedst udføres med øjnene i jorden, målet for øje og en hurtig-ind-ud-strategi. Et sløvt Hej og Er du færdig med den maskine? kan det måske blive til.

Men pludselig står man i kælderen og snakker om maling, kinesere og proptrækkere med en fremmed dame (ingen synlige slikkepinde). Snakker om fakta.

Og det er den anden ting. Fakta interesserer mig ikke. Det passer måske ikke helt, for jeg vil jo gerne vide, hvor jeg kan købe ostepops og poletter. Og jeg elsker også at snakke om dybe emner som landes geografiske arealer og indbyggertal (indbygningstal, derimod, det ved jeg slet ikke hvad betyder), og om Leper Messiah er fra Master of Puppets eller Ride the Lightning.

Men jeg ser meget lidt spændende i at snakke om hvor mange bronzemedaljer Danmark har vundet ved OL, forskellen i marginalskat mellem Frederiksberg og København, og om jeg kunne have sparet 14 minutter ved at tage 38-toget i stedet for 48-toget.

Jeg er ikke faktaorienteret.

Fortæl mig i stedet hvorfor man så sjældent spiser toast mere, om man kan tilgive utroskab, hvorfor dødsmetal er noget bras, hvornår du sidst lyste ud af hovedet på vej hjem fra byen, toiletrullens rigtige placering, hvilken vej hårene på armene rejser sig, når du hører ordet socialisme, om du mobbede eller blev mobbet, farerne ved sex i soveværelset og glæderne ved sex i skoven, og om du er bange for brandmænd. Du ved, ting der betyder noget; hvorfor, ikke hvad. Ting der skræmmer livet af dig og gør dig vild i rumpetten. Det bedste og det værste.

(Tak til den skaeve eksistens for et par spændende samtaler om emnet)

PS. Det undrer mig, hvad folk får ud af smalltalk og al den snak om fakta. Det skaber en kontakt og en eller anden form for sammenhold, uden tvivl. Nogle gange skal man bare lige have fem minutter til at gå og overfor en fremmed er en banal kontakt bedre end ingen kontakt. Ikke et ondt ord om vaskedamen med fakta, fakta-damen, hun var sød og rar, gjorde en indsats. Men sammen med venner og familie, hvorfor er der så så meget berøringsangst og så stor tilbageholdenhed med at udlevere noget om sig selv? Eller er det bare mere spændende at snakke om kaffebønner og designermøbler?

PPS. Jeg var i havet i går for første gang i et par år. Det var faktisk varmt, og alle der ikke når i vandet i år er nogle tøsedrenge. Og bange for brandmænd.

At der findes folk

Dette indlæg skulle egentlig have handlet om min manglende evne og lyst til at smalltalke. Men det er ligegyldigt, når nu verden leger stor, smilende ananas. Så vil jeg meget hellere fortælle…

  • At der findes folk der har været gift et år, serverer pølser i svøb og verdens største skåle med dip – og er SÅ søde sammen!
  • At der findes folk der ser ud til at have fået ph.d.’er i Chile – y claro que si, quiero visitar.
  • At der findes folk der får klø i squash og stadig er ét stort smil (no wonder, når de folk går på én…én! date og får en kæreste).
  • At der findes folk man kan ringe til kl. 5 om morgenen og snakke med om åndsvage misforståelser og fremtidige venskaber.
  • At der findes folk med sjove navne og ænder om halsen, der besøger rigtige lande med rigtige fugle og siger nul nul nul nul nul prik prik inden de går hjemmefra om morgenen.
  • At der findes folk der er så gode til smalltalk (og vanvid), at man ikke kan andet end at se på i ærefrygt (og være bare en lille smule misundelig).

Og bare lige for at toppe det hele af, ser jeg denne i aften: