Føler verden trænge sig på. Ønsker dette som lydsporet. I et virvar af småskænderier om ghettoblastere, kringlet JMS og hidsig ebogs-metadata, skamfuld blogforsømmelse, kedelige årsrapporter, ulydige mediecentre og åndsvage vandskader, har jeg lyst til at fortælle dig, at alt nok skal blive godt igen. Fortælle dig at jeg håber, at jeg snart får mere tid. Og ikke mindst fortælle dig, at jeg vil kæmpe for mindre snak og mere action.
Jeg skal vænne mig til at have en ulv løbende mellem benene. Du kilder så rart men kræver opmærksomhed og pleje. Sådan er ulve. Og det kan ulve få.
Jeg indser, intellektuelt for længst, og følelsesmæssigt så småt, at du ikke kan stå alene. Jeg må forvente at vejen bliver fuld af mudderhuller, men at du er et af de lys, der kan ses gennem det brune skær. Jeg forventer, at vi engang imellem skal lukke dørene. Jeg vil kræve, at vi engang imellem skal lukke dørene. Sådan er jeg sikker på, det er sundt. Sådan er det Bedst for dig og for mig.
For når dørene så åbnes, vil det være det med en ny slags fokus. Et pletfrit fokus i en knapt så unik dagligdag.
PS. Du er ikke den, du tror, du er.
Det knapt så unikke snefnug 