Send in the Clowns!

Min humor er viklet i sort. Sort, ironisk og tilpas modbydelig til, at det er svært for mig at grine af noget positivt.

Det er ikke fordi, jeg ikke lytter og forhåbentligt er blevet meget bedre til at se det gode i en fortælling. Det er bare sjældent, jeg synes den er sjov. En historie skal helst være grum og nogen skal være eller blive miserable, før det kan være rigtigt sjovt (det kan sagtens være underholdende eller interessant).

Jeg ser ingen (!) vej udenom, og det vil formodentligt kun blive værre og værre, som jeg bliver ældre og ældre, fordi jeg jo allerede nu (som gammel mand (techno-pensionist/hævi-hipster)), har hørt så meget lort og så mange absurditeter, at der helst skal værre sygdomme og flere lig på bordet, før jeg kan mønstre bare et indre grin.

Den negative tone ligger nok dybt i mange af os. Men hvor meget hænger en negativ tone – overfor sig selv og andre – sammen med sortsyn? Jeg vil have lov at være sur på verden, ikke at passe ind, provokere og pisse folk af – men hvad er mine grunde til det? Jeg ved jo godt, at min generelle sindstilstand hænger sammen med min tone og mit syn på verden. Så hvorfor denne barnlige trang til at forblive “ond”?

Du har det måske også sådan. For de af os der overvejer småjusteringer, ligger svaret nok i at ønske at kunne se det sjove (ikke det “gode”, jf. ovenstående) i noget, der ikke er decideret grusomt. Det ønsker jeg ikke (endnu). En grum historie er nu engang bare den sjoveste. Men måske diverse venner og bekendte med mere lyse og positive syn på tilværelsen alligevel har bare lidt ret i, at det er en glat piste. At det risikerer at sprede sig til andre dele af min personlighed – som den sorte væske i The Matrix.

For nok kan grusomhed og modbydelighed være sjovt, men pessimisme, negativitet og kritik grænsende til brok og destruktivitet, er noget af det værste i dette liv. Og hvis der er en ting, jeg ikke vil være, er det et bittert, gammelt snefnug – min egen bedste destruktør.

PS. Og kan vi så ikke lige blive enige om, at klovne er onde og modbydelige? Den ultimative mulighed for terapi!

Omkuld

Jeg vil gerne snakke. Jeg vil gerne snakke og tale for, at hvis man holder det simpelt, så bliver det godt og nemt og sjovt. Hvad er simpelt? Børn.

Eksempelvis synes jeg man bør sige sjovt i stedet for morsomt. Faktisk bør man sige vi i stedet for man, skal i stedet for bør og helt sikkert i stedet for eksempelvis. Altså:

Jeg synes helt sikkert, vi skal sige sjovt i stedet for morsomt*.

Jeg synes det er sjovt, når voksne opfører sig barnligt. Måske af den simple grund, at børn gør flere åndsvage og uventede ting end voksne. To af de voksne, jeg kender, der er mest barnlige er, skudamuda og Maria (Maria kender jeg ikke rigtigt, men hun virker bims i låget…fedt!) Jeg er desværre selv ret akavet omkring børn. Gad vide hvorfor.

Derudover…er også voksensnak, så det bliver…Og så har jeg fået en ny elkedel. Den er grim.

Jeg har også fået en kasse fuld af hvidt fnuller. Det er en julegave, nogen har sendt forkert, så jeg får desværre ikke lov at beholde den. Æv.

Husk! Flere kastanjedyr. Også selv om de er lavet af kartofler.

Bindestreger er ok (kan være, ville jeg have skrevet, men come on!) men for det meste ret grimme. Lad os lade være med at bruge dem. Ting der står i ét ord er SÅ meget federe! (beklager det fancy udenlandske tegn, men lige dén er vigtig)

Klistermærker er også ret fede, og lige nu overvejer jeg seriøst at bruge nytårsaften udenfor med 10 graders frost, en flad engangslighter og tre bæreposer med heksehyl og Jumpin’ Jacks (Nats, kommer du og hjælper?).

Og så synes jeg, vi skal huske at røre ved sne og vælte omkuld i sne. Og bruge ordet omkuld noget mere.

Og selvfølgelig synes jeg du skal cykle i sne (lad nu være at vente på den åndsvage bus, der alligevel ikke kommer).

* sjovt i stedet for sjovt, fungerer ligesom ikke, vel?

PS. Jeg vil gerne rette en sønderrivende kritik mod den samlede nørdestand (og nok også lidt min far), der har hjernevasket mig og fået mig til at tale og skrive som en 74-årig jurist. Til jer der til daglig er tvunget til at læse og høre på det: Undskyld!

PPS. PS (og PPS’er) og ()’er er undtaget fancytegnsreglerne.