Ollie

Når man nu er en dem, der bliver glad af simple ting, som poster i regneark der matcher bilag i et regnskab (fætter, hvis du læser dette, så synes jeg stadig, at revisor er det kedeligste job på jorden), så kan man godt glemme, at man skal huske at udfordre sig selv, hvis man varigt ønsker et varieret, sjovt og spændende liv. Et liv med mere end 9 til sytten og fladmaste rugsbrødmadder i en madkasse, der aldrig har været høj nok til at indeholde mere end ét lag.

Og andre folk kan jo godt finde ud af det:

S rejser alene rundt i Indien, tager bussen kl. 4 om natten til fremmede og obskure indiske landsbyer og bliver zen med skovens dyr i ashram.

Skudamuda siger ja tak til det hele: nye frisurer, party i provinsen og vigtige breve der skal sendes til vigtige personer. Ret sejt!

Bakkedal svømmer 20 runders crawl i DGI-byen, efter knap nok at have kunnet svømme én runde i det hele taget.

Og hvad gør jeg? Jeg dropper yoga og spanskundervisning (dog er Diana sød nok til at lege spansklærer en gang om ugen). Kører samme vej ud og hjem, løber ikke, svømmer ikke, laver ikke mad, øver mig ikke i at tage flotte billeder (ikke bare billeder, der mest giver mening for mig). Jeg forsøger ikke at nå mine tæer mere, bliver ikke rigtigt bedre til squash, og den lille bakketop, der er min mave, viser dette så fint. Og såvel lejlighedsprojektet som Maitri er sat på hold.

S sagde i en diskussion om Terningemanden, at hvis man nu er glad og tilfreds, ikke er ked af det, ikke keder sig, hvorfor skal man så fundamentalt ændre ved sit liv. Jeg kunne ikke svare. Men som jeg har nævnt før, så siger min mavefornemmelse mig, at man nok skal en tur ned i skidtet for at kunne mærke den rene, klare luft. For at blive frisk af den. Tænk Fight Club.

Men kommer man ned i skidtet af at fejle i forsøget på at nå sine tæer, vrøvle på pinligste vis på spansk eller blive svinet til af foto-hipsters? Det gør man nok ikke. Og det tør jeg nok heller ikke. Så må jeg gå den tunge vej gennem et trist og gråt liv uden at have danset natten lang på ecstacy (eller bare danse i det hele taget), brændt mit eget hus af, eller haft sex med en mand. Gab.

Så dilemmaet er altså: jeg tør ikke blive hverken Terningemand eller Tyler Durden, men jeg kan mærke, der er brug for noget. Hvad?

Måske jeg skulle finde mit skateboard frem (Fleron, har du det stadig?) og lære at lave den ollie, jeg har drømt om, siden jeg var syv.

PS. Til at starte med kan jeg jo udfordre mig selv med at finde et job efter nytår.

PPS. Intet indlæg med navnet Ollie uden denne.

Reklamer

Aber kein Currywurst

Berlin har øst og vest. Øst er spændende. Vest er kedeligt. Klichéen passer.

Berlin har også kondenseret mælk, forfærdeligt kiksede madfabrikker, grammatikstationer, flødebolleglas, begravede naziskoler, bip, bop, bombefugle, bjørne der ligner aber og flere cykler end du sikkert lige gik rundt og troede.

Men ingen chili i olie til din shawarma. Og ingen currywurst i denne omgang.

Berlin er den vej.

PS. Man kan også få toast på café i Berlin. No shit. Det lader til at være et relativt stort hit. Toast med curry-chutney og bacon. Yumumum.

PPS. Pigen på billedet hedder S., har altså fine grønne kondisko og er lidt genert.