Der findes tre kategorier af ting. En af dagene må jeg lave en flerdimensionel kube af kategorier, ting findes i.
Her er de:
- Ting til ændring
- Ting i midten
- Ting til accept
I den første kategori falder ting som lysten – og vel egentlig også lidt stolthed over stadig at have fandenivoldskheden (og naiviteten) – til at ville ændre verden. Ikke bare at acceptere, at Så’n er tingene nu engang og det’ der ik’ noget at gøre ved! Her ligger også lysten til at forbedre sig selv på åbenlyst negative punkter som stædighed, ego og jalousi. Blive bedre til at turde ting og gøre ting, fordi man har lyst til dem, ikke af pligt.
I den anden kategori falder det meste. Ting som at man spiser for mange chips og spiller for lidt squash, men måske godt kan leve med det. Ting som at man har et nogle gange lidt for stort socialt behov, men at det måske ikke nytter noget at forsøge at være som de andre. At ingen forhold er perfekte men at uperfekt måske er et godt sted at være. At man måske aldrig kommer til at kravle over de sejes hegn. At man lige nu ikke er i nærheden af at kunne nå sine tæer og måske aldrig kommer til at lære at lave en ollie.
I den sidste kategori falder Faktum og hans pisseirriterende familie: dødsfald, at man bliver dobbelt så gammel som dem på Roskilde, at man ikke kan rulle på r’erne (fucking Rodriguez, Rammstein og Guitarra) og alt der altid er pisselortemodvind i det her fucking land.
Jeg glemte en ting i den første kategori. Jeg kunne godt tænke mig at ændre, at det meste findes i midten og flytte noget til enderne. Det ville give fokus og gøre mit liv sjovere, nemmere, bedre – ligesom Windows 98, du ved.
PS. Den anden dag tæntke jeg: hvordan kan det være, at måske den største frygt – for mange mennesker, tror jeg – er at blive glemt, når man er død. Underfnuggede vel åbenlyst inklusiv. Men man er jo død, så man kan ikke være bange. Så det må altså være i perioden umiddelbart inden døden, vi frygter at blive glemt. Hvor lang tid før døden? Lige nu er min største frygt i hvert fald ikke at blive glemt, men snarere ikke at træffe turde træffe de – for mig – rigtige beslutninger….Så, NU træffer jeg rigtige beslutninger! Se, sådan træffer det perfekte menneske rigtige beslutninger.
Det knapt så unikke snefnug 