Anya, Apa og Pigen der ikke ville sove

I går satte min niece sig til rette i mit hjerte. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og det giver mig håb om, at hvis det en dag bliver mig, så er der åbenbart noget om, at man kun kan føle sig som den heldigste person i verden. Lige nu håber jeg bare, jeg bliver den seje farbror, hun gider at følges med til Copenhell (Maiden, Megadeth, Obituary…behøver du mere?).

Derudover går det godt. Jeg tumler stadig rundt i tilværelsen og overvejer om en navlebeskuer med en blog, selv ville kunne finde ud af at kigge ind i sådan en lille navle (og forholde sig til det, der kommer ud på den anden side af navlen), men jeg er slet ikke så sur, som nogen vist har troet, oven på skrigeriet for et par uger siden (som fodnote til den historie kan jeg fortælle, at to – gud ved af hvem – af de personer der kommer og går hos overboen, lad os kalde dem femte-sals-fjolserne – deres sexliv i det mindste er ret godt at lytte til, hvis man nu skal være tilhører til den slags. Lige nu drikker de sig dog fulde til noget, der lyder som Nintendo fra 80erne…knapt så godt at være tilhører til. Faktisk lyder det som en blanding mellem Donkey Kong og indbruds/voldtægtsscenen fra A Clockwork Orange).

I toget hjem var der mange tanker. Hår der rejste sig på armene. Men så skulle der rodes med XBMC på Pi, og lige nu er der bare gråt. Men jeg skal i hvert fald ikke være sådan en, der skyder skylden på vejret, når jeg ikke har noget at sige. Hvilket minder mig om dette:

It is a poor poet that falls silent when he finds out that the sun is actually a massive sphere of hydrogen fusing into helium.

(Richard Feynmann)

Der er masser at sige. Masser interessant at sige. Men ikke-anonymitet kræver grader af modighed, jeg kun kan håbe at opnå momentvis. Jeg blev afskrækket af Davids fortælling om Josefine Klougart, som – så vidt jeg forstod det – udleverer sin familie, der nu er ved at være godt trætte af det og hende. Men hvis man nu fortæller positive ting, kan det vel ikke være så slemt, vel? Eks. kan jeg fortælle, at min storebrors kæreste forstår mig bedre end hun måske selv ved, min storebror selv har niveauer af styrke og tålmodighed, jeg ikke anede eksisterede. Min mor er som altid badass på så mange måder, jeg ikke forstår det, og min far den nye Mr. Positive i familien. Fuck jul. Bare familien er god.

Hvilket leder mig tilbage til: hvorfor have en blog? Mange gode grunde, men engang imellem skal det handle om andre.

IMG_7699

PS. Min familie er skam også kedelig, røvirriterende, osv. Jeg er bare ved at være træt af at at høre på deprimerende julehistorier fra folk, der – best case, er uinteresserede i, worst case – hader deres familier.

PPS. Jeg har boret i væg og fået værktøj i julegave, så nu skal jeg åbenbart være en rigtig mand. Rigtige mænd har da en blog, ikke?

Reklamer

“Glemt dit kodeord?”

Jeg har jo mine lister. Masser af dem. Som du ved. På en af dem står noget om, hvad der gør mig glad, hvad jeg burde blive bedre til…i den dur. Skatteøen kalder jeg den.

Jeg har lige gravet lidt flere smaragder ned på Skatteøen (men skattekortet beholder jeg lige selv lidt endnu). Jeg tror, primært jeg gør det for at tilfredsstille listepsykopaten, men til aften fik han den tanke, at det med 2-3% sandsynlighed også vil kunne hjælpe et 85-årige demensramt listepsykosnefnug til at huske, hvad dets liv bestod af og hvad der betød noget, da det var yngre (et purungt snefnug, interessant tanke…allerede kort efter fødslen som dråbe i himlen kender det sin skæbne: vished om den sikre død smeltende i gråt, dansk bunkesjap). Måske den slags gør 85-årige snefnug glade.

Så her er et svagt relateret spørgsmål til nørderne: antaget at du lever længe nok til at få demens, hvordan vil du så sikre, at du ikke glemmer kodeordet til dine kodeordsbeskyttede data, eks. email, dokumenter, fotos, o.l. (her antaget at du på dette tidspunkt overhovedet interesserer dig for såkaldte “data” og ikke blot venter på næste genudsendelse af Lykkehjulet i 80D og Bengt Burgs hoved i et glas)? Har du til den tid (nu?) for længst lagt dine kodeord i et “pas-på-mine-kodeorde”-program, så du kan skal huske ét? Vil du, når du opdager, at du begynder at glemme dine kodeord, begynde at skifte til biometrisk autentifikationsform som eks. fingeraftryk eller irisscanning (eller en ny og smartere metode, der findes til den tid) (og satse på at ingen gider hukke dine rynkede fingre af/stikke dine øjne ud med rødglødende issyle)? Eller vil du vælge hippie-tilgangen og minimere risikoen for, at det sker, ved at træne din hukommelse med mere eller mindre vanvittige hukommelseskortspil og memorering af pi’s decimaler?

IMAG0058

PS. OK, hvad mit liv består af ca. august 2013: en ulv, skvadderbasser, pizza, gæld pr. m2, kaptalistiske instrumenter, sammensatte bønner, pronombres personales og en lille smule dotcom-stemning.