MINE frikadeller!

Hvad er det folk er uenige i? Revolution eller ej, så synes jeg egentlig Per Clausen forklarer/uddyber det udmærket her. Som tidligere nævnt, hvem kan være uenige i, at det økonomiske system ikke fungerer godt nok i dag, at det måske er tid til noget nyt? Selvfølgelig er det fjollet at tale om at afskaffe politi og militær. Det fjerner jo totalt fokus fra det primære emne: ulighed.

Og uligheden stiger. Hvem er interesserede i det? Ingen, er min påstand. Jeg tror selv ikke den mest liberale, markedsanalyserende, SUV-busende yuppie i en fortrolig, ærlig og uprovokeret samtale ville ønske, at uligheden i samfundet skal stige. Inde bag de blanke Rayban-briller er jeg sikker på, der banker et lille, varmt hippie-hjerte, der er vokset op med at dele alt fra Lego til Lossepladsen.

Og som Bjørn så udmærket skrev i dag: det skal kunne betale sig at arbejde, hvis man ellers er i en arbejdsduelig forfatning. Når dette mål er opfyldt, så er der ikke nogen yderligere gevinst ved at øge uligheden i samfundet, tværtimod. Ulighed for uligheden skyld har ikke noget sagligt på sig.

Jo, yuppien har sine Escalades, Breitlings og kone og elskers silikonebryster at passe på. Men ud over at han risikerer at skulle bruge flere penge på bl.a. sikkerhed mod de fakkeltændende og løsesumskrævende masser, så tror jeg det er de færreste, der helt ærligt ønsker større ulighed. Måske er de blot fanget i et ondt loop af skinnende flader, grådighed og misforstået beundring.

Når det kommer til stykket, tror jeg et af problemerne er, at når først skatten har været sat tilstrækkeligt langt ned én gang, så bliver folk til pattebørn, der vil have den sænket igen. Ikke fordi de har brug for det, men fordi “de har ret til det”. Det er MIN penthouse-lejlighed…MIN!!! Det tror jeg desværre kan ske for os alle.

Men sæt skattediskussionen i en dagligdagskontekst og se det absurde i den: tag til sammenskudsgilde (!) og insistér på at du skal have så mange frikadeller, at der ikke er nok til alle, blot fordi du har haft dem med. De andre kunne jo bare have taget nogle flere med selv, ikke? Sådan noget giver kun mening i et barns optik. Uden omtanke, uden sund fornuft.

Mikael Rothstein kalder det arrogance og begær. Jeg kalder det rimelighed fra en 3-årig.