En blog om lister…

Nogle aftener lykkes det bare. Aftenen starter egentlig halvskidt: har stadig halvtømmermænd efter en mandags-tour-de-teenage på Understellet og Det Rene Glas (hej L), kommer for sent fra arbejdet, og halvstresser ind til World Press Photo (skynd dig skynd dig skynd dig, sidste dag i morgen!), som er fyldt med mennesker og egentlig langtfra lige så imponerende og rørende som sidste år (dog var det her lige til at tude over). Alle boghandlerne har lukket, så jeg kan ikke få fat på 2200 Hverdagsritualer-bogen, og folk lader til at køre ekstra råddent i trafikken her til aften (mon dog).

Men pludselig vender det. Byen blærer sig i mørket. Det virker som om lyset fra vinduer, gadelamper, Netto-skilte, you name it, bare ikke kan falde forkert, det nærmest provokerer, og kun spejlreflekset mangler. Indkøbene klares uden for meget synd og køleskabet fyldes op med andet end øl, for gammel creme fraiche og – lad os set det i øjenene – gulerødder der ikke ender i min mave uden en eller anden form for dip på. Kommer hjem og planen nedfældes. Nu kan det ikke gå galt. Der ringes til den belgiske pige og en sur mail vendes til noget, omend bittersødt, så dog sødt. Tøjbunkerne havner på magisk vis i skabet, mors fødselsdagsgave færdigplanlægges (fri leg) og kortet skrives. Brysterne støttes og pludselig sidder jeg her og bruger aftenen på det, jeg egentlig gerne ville.

De kan sgu noget sådan nogle planer og lister. Giver overblik. Ro. God samvittighed. Ved sgu (det er ikke et bandeord mere, sagde den søde pige hos Dansk Sprognævn, så nu skal det sgu bruges!) ikke hvad det er, men det knapt så unikke bliver i hvert fald helt blød indeni, når tingene går op i en højere enhed (ok, da).

Jeg tror faktisk, jeg vil unde mig selv (klap klap) at smide mig i sofaen og nyde en af der de gode, store, mørke Vestfynske øl og en halv (ok, hel, men dog ovnbagt) pose chips til aftenens Champions League-kamp (troede du virkelig noget andet om et knapt så unikt snefnug?). I dette lys er selv Plzen-Barcelona smuk.

Reklamer