Confessions of a Distorted Mind – The Emo Diaries

Det her skulle have egentligt handlet om Distortion. Om stemningen og musikken. Om hvor ringe musikken faktisk er. Og om hvor fed en fest man alligevel kan have, hvis man bare tilsidesætter normale kvalitetskrav. Prøv det, det er faktisk virkelig fedt! Og Philip, you’re the shit, og dine kampråb – Pol’ti…kontrol…skaber mere vold– til trods (jeg er enig i det, jeg tror, du gerne vil sige)…tak for at holde os til ilden!

Men nu kommer det altså i stedet til at handle om piger og dating og dating og piger. Om hvor håbløst det hele er, om hvor chanceløs man (som navlepillende snefnug) er.

K. gav mig en opsang i dag og forsikrede mig endnu engang om, at jeg ender ensom og alene. Efter lidt nyttesløs kamp med selverkendelsen, måtte de fleste dele af mig desværre give ham ret. Men denne gang var det faktisk ikke mig, der var the bad guy. Det var hende. Men hun gjorde, hvad hun skulle. Og dermed ingen bad girl, blot en pige med fjollet lyst hår og de smukkeste, grønne øjne.

Oven på dagens grusomheder, var dagens tema ligesom lagt. Men i en overraskende højtsvævende, æbleplukkende, ikke-køre-hjem-og-surmule’ende tilstand, var der overskud til en lille flok erkendelser.

Erkendelse #1
Jeg har efterhånden ingenting at fortælle. Intet at afsløre. Alt er blevet sagt.

Everything left’s been done before
Nothings new, nowhere to explore

Så hvad er det et spørgsmål om? Når man står der blandt flotte hipsterpiger og ikke engang gider at forsøge? At man har selverkendelse nok til at vide, at det alligevel ikke vil lykkes? Eller at man på en eller anden bizar måde bare ved, at man er for gammel?

For gammel? Pffft, det lyder latterligt og ER latterligt. Kan det erstattes med for moden? For erfaren? For kedelig? Gør det en forskel? Nej.

Erkendelse #2
Essensen er, at det kræver energi. Energi reelt at være glad, og lige her, at chatte unge damer op. Med eller uden guld i blodet.

Jeg glæder mig over, jeg kan få blikke på Sankt Peders Stræde, men kæmper samtidig med at finde det positive i, at en kombination af kræsenhed, dårligt selvværd, mørkt sind, dårlig timing og en masse anden uduelighed og tåbelighed, placerer mig stensikkert alene på sofaen.

Jeg overvejer en pause. En lang pause. Holder jeg den? Mon dog.

Ekendelse #3
Der, midt i den halvgrå, halvskinnende, halvcrappy forårshimmel, midt i den dårlige tækno, midt i København. Der blandt fucking teens og tweens i neongrønne windbreaker-jakker og dansende svenskere på paller, kigger man pludselig op på kirketårnet og indser noget for mange sikkert trivelt og banalt: måske er den vigtigste grund til at jeg ønsker en kæreste, at jeg kan føle, at der er en, der holder af mig.

Ikke en sexpartner, en at lave mad med, en at tage på ferie med, en at gå til fest med, en at vise frem, en der ommøblerer lejlighedheden mens jeg er på arbejde. Men viden om og følelsen af at et rigtigt menneske, sådan et fra denne verden, der – uanset om hun er ude eller på sofaen – holder af mig og savner mig. En der sms’er “Kommer du snart hjem? Så får du bløde strøg, mørk musik og hvid chokolade!”.

Måske er der lektier at lære af i dag. Ting jeg burde have skrevet ned i en lille sort notesbog, havde jeg været lidt mere tjekket. I stedet blev det til rod og sjusk. Og en dag der starter og ender som så mange andre før den: alene. Uden retning, kategori og sjæl.

Reklamer