Facit

Jeg forstår naturligvis religiøses trang til lister, og måske egentlig også trangen til et facit. En vished om, hvad der er godt at bruge tid på, og hvad der er skidt at bruge tid på. Med den viden ville livet vel både være lettere og måske mere tilfredsstillende, fordi man kunne føle, at man arbejdede mod et mål og kunne spore frem- og tilbagegang.

For nok kan jeg – og du – sige, at noget føles godt, og derfor skal jeg gøre det, men følelsen af, at jeg minuttet eller dagen efter kan skifte retning, virker som minimum ikke særligt elegant – sådan i matematisk forstand. Der er noget smukt ved at betragte sit liv som et sejlskib på havet, der nogle gange kastes rundt i bølgerne, men der er også noget underligt og farligt over at kontrol, retning og formål ikke findes.

En af sekularistens, humanistens og ateistens (man fristes næsten til at sige satanistens) fornemmeste erkendelser er, at spørgsmålet om mening ikke giver mening og i bedste fald, at svaret er op til den enkelte. At følge vores lyster indenfor rimelighedens grænser, dvs. uden at skade andre, og sørge for at have det så godt som muligt, mens vi lever, fordi intet tyder på, at vi får lejlighed til det, når vi er døde.

Men om det, der vil gøre livet bedst for mig, er at udvikle en genial ebogs-app, der hjælper fattige med at lære at læse, at få børn og være omgivet af kærlighed, eventyr og bløde sofaer eller noget helt tredje, er helt og aldeles umuligt at vide. Måske fordi svaret er, at det er alle eller ingen af delene. Eller er det uforudsigeligheden, der driver mig til vanvid? Måske er det, at det hele er så fandens uvidenskabeligt, fordi vi stadig har en så ringe forståelse af hjernens belønningssystem (men det hjælper min kæreste os heldigvis med at blive klogere på!).

Så det bliver noget med valg og erkendelser og at prøve sig frem. Med de fantastiske (adverbiet) konsekvenser det fører med sig. Problemet er, når man først har erkendt, at et facit ikke kan findes.

IMG_20140726_221716

Reklamer

Maskinmesterkaptajnstelefgrafist

Han er sgu ikke helt dum, ham Jesper.

Jeg går og leder efter den ene ting, jeg er god til og brænder for, der kan give mig mening. Men hvorfor skal det kun være én ting? Hvorfor ikke erkende at jeg interesserer mig for og er god til flere ting? Og så skifte mellem dem, dedikere mig til dem alle.

Generelt (privat) forventer jeg stadig, at meningen generelt skal komme fra de små ting: Et strøg over håret, en pose Lossepladsen, gin-fællesskaber og det perfekte flyvehop ud over kantstenen.

Men ift. et arbejde, hvorfor ikke erkende, at jeg altså nok kan lide – og til en vis grad finde ud af – at lave lister, tegne fine kasser og cirkler og få ting til at gå op i en højere enhed, men også at nørde med kode og skrive dansk stil? Og så finde et arbejde hvor nogen vil betale mig for det.

PS. En af mine drømme er at finde et arbejde, der ikke føles som et arbejde. Et arbejde der er et arbejde, en hobby, et netværk, en central del af min personlighed og mit liv. Men det er godt at have mål.