Dan Mark samler flasker med sin handicappede lillebror på græsset foran Kihosk.
Dan Mark ejer græsset i sin Milan-trøje. Er kæk og irriterende, udfordrer til at invitere damer ud, som han nok skal kneppe; bosser rundt med sin handicappede lillebror. Lillebroren drikker abrikossodavand, gør hvad der bliver sagt og er til at tude over. På overfladen er Dan Mark ikke sympatisk.
Dan Mark er 17, er blevet fjernet fra sin mor og far og vil gerne være ude til kl. 22. Det finder vi ud af, efter han så inderligt beder en langskægget narkomantype, der måske er hans far, måske en tilfældig værge, men en type der tydeligvis bestemmer over Dan Mark, om at få lov at blive ude:
Prøv li’ se…jeg har i hvert fald hundrede flasker!!!
For han har ikke samlet nok flasker. Hvad fanden laver han ude, hvis han alligevel bare sidder i solen og drikker sodavand? Den langskæggede type trasker utålmodigt græsplænen tynd og holder øje med Dan Mark, i de tre minutter Dan Mark er væk for at pisse.
Dan Mark er tynd. Hans far tyndere. Kokaintynd. Grimmere. Kokaingrim. Albuer der ligner noget fra Game of Thrones. Vi er omsværmet af sydlandske flaskesamlere, der kæmper for deres liv. Men for Dan Mark handler det om et øjebliks rigdom med sodavand, chips og slikkepinde, før besøget fra sin far, der uden tvivl konfiskerer dagens gevinst – minder mundlamme hipstere om, at fattigdom eksisterer i Danmark.
PS. Han hed virkelig Dan Mark.
Det knapt så unikke snefnug 