Jeg ved godt, at for jer med børn er kl. 10, 11 nærmest aften, men for drukmåse og teenagetosser som denne, så er det af og til lig med alt for nyligt kommet hjem fra Guldregn-tid. Men altså ikke i dag. Eller sidste weekend. Eller den før det. Og så videre og så videre. Men jeg digræsser.
Altså. Tidligt hjem, tidligt op. Knap og nap tømmermænd. Tulle rundt (det kan fyre altså også), kaffe, Family Guy, et sædvanligt morgenritual. Og så afsted i Netto, der må være dagens zenoplevelse. Det var som at tage tilbage i tiden, ud på landet. Som at være med måmmor i Brugsen i Fraugde i 89. Ingen mennesker – og de der var der, var venlige, afslappede, smilede endda (ja ok, der var én der smilede). Den gamle mand med rollatoren fik en hyggesnak med teenageren, der var mødt tidligt ind: “Så’ vi igang igen, hva’!?”. De normalt så trange gange virkede som boulevarder. Der var stille og fint. Jeg havde faktisk lyst til at være der.
Ulempen er at teenagefuldskaben og vågne op et andet sted i byen ikke er der mere. Men det har saftsuseme sine fordele at have Netto for sig selv. Glem ikke det, Peter Pan.
PS. Note til selv: kl. 11 er smertegrænsen. Der hvor masserne indtager stedet. Efter det tidspunkt: hold dig væk, don’t do it! Sig ikke at jeg ikke advarede dig!
Det knapt så unikke snefnug 