Ingen nåde for de nådesløse, tak

I går havde Bjørn og jeg en meget dyb og vigtig diskussion om hvorvidt det blæste lige så meget i onsdags som det gjorde torsdag og fredag.

Jeg forklarede ivrigt og højlydt, at flagene altså stod *sådan her* – ja det er en karatehånd – i vinden og at jeg jo nok vidste det lidt bedre, eftersom jeg var på cykel og derfor kunne mærke vindens nuancer, modsat ham der bare havde siddet på sin flade i bussen.

Som det af og til sker i diskussioner med mine venner, kunne jeg mærke på Bjørns toneleje og kropssprog, at han opgav at overbevise mig. Her gav han naturligvis op fordi, diskussionen var ligegyldig, og fordi han dermed var ligeglad med at få ret. Men måske han også gav op for at skåne mig.

Jeg har altid været, er og vil altid være en hidsigprop. Jeg elsker akademiske diskussioner. Jeg er sort-hvid. Og lynhurtig.

Men jeg er også ældre. Mere hærdet. Fordi jeg ofte tager fejl, er jeg blevet ret så god (bedre) til at sluge min stolthed: iterativ på-plads-sætning.

Så hermed en opfordring til mine venner (og mange andre): skån mig ikke. Drop den halve sandhed hvisket gennem lyserøde badevinger og plask hele den klamme sandhed i fjæset på mig. Lad mig vide, jeg er en spade, fordi vi jo bare kan slå op på DMI, at det kun blæste halvt så meget i onsdags som i torsdags.

Jeg ved godt, verden er grå. At ikke alle gider diskutere lige så meget, og mange af jer er mere eftertænksomme, men helt ærligt: hvornår har hele sandheden sidst ikke været både sjovere og bedre?

Det andet er vist bare at gøre mig og alle verdens hidsigpropper en bjørnetjeneste.

IMG_5107

Reklamer