je ne suis pas (encore) mort

Mens bloggen finder sine fødder og på én og samme tid føler sig smådeprimeret og lettet over at kunne sige “to studenterbrød” i stedet for deux croissants et un café noisette (og i det hele taget se meget forvirret ud), kan du kigge lidt på en munk, der reprazenter Munkebakken:

IMG_7905

Nu hvor det er ude af verden, kan vi også lige genopfriske reglerne for ordene på disse sider:

  • Jeg skriver først og fremmest for at opfylde mine behov, sekundært for at give dig en kort pause fra Word og Politiken.
  • Jeg skriver, når jeg har noget at fortælle, stort eller småt, men vigtigt for mig. Seneste indlæg til trods er dette ikke min personlige Instagram-side med små, fine billeder af kaffe (eller mande-pizza (ad)).
  • Jeg skriver altså om ting, jeg synes er vigtige. Det har tit handlet om kærlighed, dating og forhold, navlepilleri og melankoli, men de emner er – naturligvis – blevet sværere at skrive om, siden jeg har fået en kæreste. Som det stod så klogt for nyligt i en mail:

Tænker på om det ikke også er fordi dit liv netop ikke er så ego-centreret længere … forstå mig ret, mener ikke “egoistisk”! Men før var det kun dig som hovedperson i eget liv. Nu er der rigtig meget af livet, hvor man er to – på godt og ondt. Og det er ikke altid let at adskille, så man frit kan dele.

På mange måder havde det været bedst for alle parter, hvis bloggen havde været anonym, så den kunne være mere end bare næsten ærlig. Det virvar af tanker og følelser parforholdet bringer med sig, kunne beskrives langt mere detaljeret og spændende, hvis du ikke vidste hvem jeg – og for nogles vedkommende – hvem min kæreste var.

Så hvor efterlader det os, kære blog?

  • Har jeg stadig brug for dig? Gu’ har jeg så!
  • Minder du mig om, at jeg skal stræbe efter ærlighed? Absolut.
  • Vil jeg love dig, at vi ses hver uge? Det hverken kan eller vil jeg
  • Bliver vi glemt og gemt, så kun fremtidens mørkeste Internetarkæologer kan finde os? Oplagt, ja.
  • Er du ok med det? Ja? Fedt.

Tak for din tålmodighed.

IMG_7913

PS. Kommer det også stadig til at handle lidt om lister? Ja, for fanden.

Reklamer

“Glemt dit kodeord?”

Jeg har jo mine lister. Masser af dem. Som du ved. På en af dem står noget om, hvad der gør mig glad, hvad jeg burde blive bedre til…i den dur. Skatteøen kalder jeg den.

Jeg har lige gravet lidt flere smaragder ned på Skatteøen (men skattekortet beholder jeg lige selv lidt endnu). Jeg tror, primært jeg gør det for at tilfredsstille listepsykopaten, men til aften fik han den tanke, at det med 2-3% sandsynlighed også vil kunne hjælpe et 85-årige demensramt listepsykosnefnug til at huske, hvad dets liv bestod af og hvad der betød noget, da det var yngre (et purungt snefnug, interessant tanke…allerede kort efter fødslen som dråbe i himlen kender det sin skæbne: vished om den sikre død smeltende i gråt, dansk bunkesjap). Måske den slags gør 85-årige snefnug glade.

Så her er et svagt relateret spørgsmål til nørderne: antaget at du lever længe nok til at få demens, hvordan vil du så sikre, at du ikke glemmer kodeordet til dine kodeordsbeskyttede data, eks. email, dokumenter, fotos, o.l. (her antaget at du på dette tidspunkt overhovedet interesserer dig for såkaldte “data” og ikke blot venter på næste genudsendelse af Lykkehjulet i 80D og Bengt Burgs hoved i et glas)? Har du til den tid (nu?) for længst lagt dine kodeord i et “pas-på-mine-kodeorde”-program, så du kan skal huske ét? Vil du, når du opdager, at du begynder at glemme dine kodeord, begynde at skifte til biometrisk autentifikationsform som eks. fingeraftryk eller irisscanning (eller en ny og smartere metode, der findes til den tid) (og satse på at ingen gider hukke dine rynkede fingre af/stikke dine øjne ud med rødglødende issyle)? Eller vil du vælge hippie-tilgangen og minimere risikoen for, at det sker, ved at træne din hukommelse med mere eller mindre vanvittige hukommelseskortspil og memorering af pi’s decimaler?

IMAG0058

PS. OK, hvad mit liv består af ca. august 2013: en ulv, skvadderbasser, pizza, gæld pr. m2, kaptalistiske instrumenter, sammensatte bønner, pronombres personales og en lille smule dotcom-stemning.

Listegalskab? Listediarré? Vest-Nil listevirus?

Så er det officielt! Jeg får et kick og et sug af at lave lister, organisere, lægge planer, krydse af.

Skrive, rense, skrubbe, gnubbe, flytte, snakke, pakke, hakke, svare, wappe, wuppe, supplere, pointere, rotere, konstruere, destruere, fikse, vinkelrette. Se det ske, ordne alt.

Dét og så medvind på cykelstien.

Hvad hedder en person, der ordner ting på folks lister? Sekretær? Rengøringskone? Pedel? Hvor ansøger jeg?

Maskinmesterkaptajnstelefgrafist

Han er sgu ikke helt dum, ham Jesper.

Jeg går og leder efter den ene ting, jeg er god til og brænder for, der kan give mig mening. Men hvorfor skal det kun være én ting? Hvorfor ikke erkende at jeg interesserer mig for og er god til flere ting? Og så skifte mellem dem, dedikere mig til dem alle.

Generelt (privat) forventer jeg stadig, at meningen generelt skal komme fra de små ting: Et strøg over håret, en pose Lossepladsen, gin-fællesskaber og det perfekte flyvehop ud over kantstenen.

Men ift. et arbejde, hvorfor ikke erkende, at jeg altså nok kan lide – og til en vis grad finde ud af – at lave lister, tegne fine kasser og cirkler og få ting til at gå op i en højere enhed, men også at nørde med kode og skrive dansk stil? Og så finde et arbejde hvor nogen vil betale mig for det.

PS. En af mine drømme er at finde et arbejde, der ikke føles som et arbejde. Et arbejde der er et arbejde, en hobby, et netværk, en central del af min personlighed og mit liv. Men det er godt at have mål.

Lister. Masser af lister. Til ingen verdens nytte.

Jeg sagde jo, det handlede om lister. Og dem lavede jeg altså i dag. Punkter og prikker blev sat. Vigtige navne, ting, begivenheder og steder blev flyttet og kopieret rundt i det ene dokument efter det andet, altsammen i den store sky.

Til ingen verdens nytte. Det ved jeg jo godt.

  • Der var målene for 2011, der blev evalueret (8 grønne og glade, 5 gule og ligeglade og 8 røde og sure smileyer), nye mål for 2012 specificeret (note til selv: hold minimum to friaftener om ugen, hvis bundlinjen for 2012 ikke skal være blodrød!) og guldet blev selvfølgelig begravet i en kiste på Skatteøen (skattekortet beholder jeg altså selv).
  • Den gamle liste med pigernes telefonnumre blev arkiveret, og det blev slået fast, at jeg jo altså havde mødt piger på andre måder end via dating, eller mens jeg var fuld (nå nå – flot!).
  • Dating-idéerne fik deres egen lille plads (hvorfor synes piger det er skummelt at tage ud i en gammel industribygning på første date?) i række 7, kolonne 4, selv om der jo slet ikke bliver tid til den slags pjat med alt den selvforbedring 2012 tilsyneladende kommer til at byde på (mmm).
  • De tekniske udfordringer, der skal gøre mig til supermand (Superman?) i alt, hvad der er mørkt og nørdet, blev konkretiseret og nedfældet. Engage.
  • Helbreddet blev opsummeret og gemt væk. For hurtig adgang i tilfælde af pludselig paranoia.

Og meget, meget mere. Og selvfølgelig blev der lagt en månedlig tilbagevendende påmindelse om at hælde alle de små, fine dokumenter fra den røde kasse (Google Docs) over i den blå kasse (DropBox) og bagefter hælde indholdet fra den blå kasse over i den grå kasse (egen ekstern harddisk). Så sygt at det var smukt.

Så når nu jeg får benene kørt over af en damptromle, eller bare er lidt mindre uheldig og blot får børn, hvad fanden er det så, jeg skal bruge disse lister til!? Spørger jeg mig selv. Selv hvis disse plager af bibelske dimensioner ikke skulle ramme mig, er det så ikke bare psykotisk, tidsspilde og fjollet? Når jeg sidder som 53-årig og læser, at i 2011 var det åbenbart vigtigt at være mindre nærtagende, tro mere på mig selv og bruge livsnødvendig tandtråd to gange om ugen, hvad er det så, det skal gøre godt for?

Min mor sagde til jul (ud over at mit hår er frygteligt), at jeg kommer til at fortryde sådan at dele mit liv med offentligheden, med jer, med dig. Måske. Men som det er med at få en tatovering, man fortryder, så lad det være et eksempel på, at man engang var dum. Og at man turde.

Her og nu bliver jeg nødt til at se i øjnene, at jeg har sagt ja til at holde nytår for 21 mennesker i en telefonboks. Min telefonboks. Oh boy.

disse hatte vil få dig til at grine - så sjove er de!

PS. Er jeg syg i roen!? Åh ja.

Fuck lister?

Måske er det lidt samme historie som voksenting, men hvad skal vi, jeg, egentlig bruge alle de lister til? Her er nogle aktuelle eksempler fra min todo-liste:

  • Nyt toiletbræt
  • Nye persienner
  • Toilet løber
  • Forsøg på at genetablere indhold fra gammel HD
  • Rydde op på bærbar
  • Spansk: verber fra docs op + oversættelser på ting
Her er nogle eksempler på ting der ikke behøver en liste:
.
  • Holde musikken på iPoddy i tip-top stand
  • Tage billeder
  • Skrive blog

Så hvad er konklusionen? Nogle ting er sjovere end andre. Surprise surprise. Nogle ting er kedelige men gør livet lettere. Lister to the rescue! (minder mig om denne xkcd) Find selv balancen.

Nødvendig?

Nødvendig?

PS. Er det pinligt at være A-menneske?

En blog om lister…

Nogle aftener lykkes det bare. Aftenen starter egentlig halvskidt: har stadig halvtømmermænd efter en mandags-tour-de-teenage på Understellet og Det Rene Glas (hej L), kommer for sent fra arbejdet, og halvstresser ind til World Press Photo (skynd dig skynd dig skynd dig, sidste dag i morgen!), som er fyldt med mennesker og egentlig langtfra lige så imponerende og rørende som sidste år (dog var det her lige til at tude over). Alle boghandlerne har lukket, så jeg kan ikke få fat på 2200 Hverdagsritualer-bogen, og folk lader til at køre ekstra råddent i trafikken her til aften (mon dog).

Men pludselig vender det. Byen blærer sig i mørket. Det virker som om lyset fra vinduer, gadelamper, Netto-skilte, you name it, bare ikke kan falde forkert, det nærmest provokerer, og kun spejlreflekset mangler. Indkøbene klares uden for meget synd og køleskabet fyldes op med andet end øl, for gammel creme fraiche og – lad os set det i øjenene – gulerødder der ikke ender i min mave uden en eller anden form for dip på. Kommer hjem og planen nedfældes. Nu kan det ikke gå galt. Der ringes til den belgiske pige og en sur mail vendes til noget, omend bittersødt, så dog sødt. Tøjbunkerne havner på magisk vis i skabet, mors fødselsdagsgave færdigplanlægges (fri leg) og kortet skrives. Brysterne støttes og pludselig sidder jeg her og bruger aftenen på det, jeg egentlig gerne ville.

De kan sgu noget sådan nogle planer og lister. Giver overblik. Ro. God samvittighed. Ved sgu (det er ikke et bandeord mere, sagde den søde pige hos Dansk Sprognævn, så nu skal det sgu bruges!) ikke hvad det er, men det knapt så unikke bliver i hvert fald helt blød indeni, når tingene går op i en højere enhed (ok, da).

Jeg tror faktisk, jeg vil unde mig selv (klap klap) at smide mig i sofaen og nyde en af der de gode, store, mørke Vestfynske øl og en halv (ok, hel, men dog ovnbagt) pose chips til aftenens Champions League-kamp (troede du virkelig noget andet om et knapt så unikt snefnug?). I dette lys er selv Plzen-Barcelona smuk.