Tid til noget nyt?

OK, det blev ikke til en mini-føljeton, men nu har den her kladde plaget mig længe nok – om det så skal koste mig frostpizzaen til aftensmad! (og muligvis forstanden) Lad os starte med det – for mig – letteste spørgsmål:

Anden Jakira

Dette top-billede (altså øverst i indlægget) af anden Jakira får du, fordi jeg beder om lidt mere af din tålmodighed i dag.

Er der store problemer i verden i dag? Hvad er de?

  • Ifølge FN (WFP), dør ca. 10 millioner mennesker om året af sult og fejlernæring. Det er over 25.000 mennesker om dagen. Ikke den lettest spiselige kost (høhø), hvis du spørger mig.
  • Ifølge Joseph E. Stiglitz, sidder ca. 1 procent af befolkningen i USA på ca. 40 procent af værdierne. Fattigdom, arbejdsløshed, hjemløshed, mere kriminalitet virker som oplagte konsekvenser. Én ting er USA og andre obskure konstruktioner, men ifølge OECD stiger uligheden nu også i go’e gamle Danmark og lande, der plejer at have nogenlunde styr på det lort.
  • Vi smadrer planeten: luft, vand, jord, global opvarmning, lokal forurening, affald, bilos, sprøjtegifte, mangel på rent drikkevand, skovrydning, udryddelse af dyre- og plantearter. You name it, we’ll destroy it!
  • Vi smadrer planeten på en meget kortsigtet måde. Hvor skal folk bo om 200 år, når de varme lande er blevet 5 grader varmere og ubeboelige dele af året? (vi må hellere se at få bygget murene nu, ik’ Pia!?) Hvad skal vi spise og drikke om 500 år, når jorden og grundvandet er ødelagt af sprøjtegifte? Hvad skal vi proppe i vores flyvende biler om 100 år, når olien er brugt op? Og én eller anden, fortæl mig venligst hvorfor støtten til olie, gas og kul er meget større end støtten til alternative energiformer og hvad værre er, er stigende!!??
  • Arbejdsforholdene for folk i de fattige lande er horrible: fattige bønder og børn, der lokkes/bliver nødt til at tage til fabrikker i byerne, hvor de får lov at trampe lidt rundt i kemikalier til knæene 12-14 timer om dagen til en fyrstelig hyre. Hvorfor går alle disse millioner af børnearbejdere ikke i skole og lærer at bygge rumraketter og fusionsreaktorer i stedet for at sætte batteri i min iPod og snørebånd på mine løbesko (ja ok, sneaks).
  • Arbejdsforholdene for folk i de rige lande er horrible: vi stresser rundt og slider os selv op for at lave halvdårlige produkter, fordi ledelsen ønsker 80-procentsløsninger…i går.
  • Vi er fanget i en uendelig cyklus af arbejde og gæld: for at kunne købe et hus bliver jeg nødt til at låne penge. For at betale renterne til lånet bliver jeg nødt til at arbejde, men hvis renten stiger, bliver jeg nok nødt til at låne lidt mere (hvis jeg kan) for at have råd til at leve, men bliver så også nødt til at arbejde mere. Thus solving the problem once and for all!

OK, vi (de) er fucked! Hvad skyldes al den ulykke dog?

Kan man forestille sig, at der er grundlæggende, principielle og strukturelle problemer med måden vores samfund og økonomiske system er skruet sammen på?

Jeg har ikke et klappet og klart svar, men omvendt synes jeg heller ikke det nødvendigvis er superoplagt, at selvfølgelig skal vi da fortsætte af det – hidtil eneste semi-succesfulde spor vi kender – kapitalismen og og de frie markedskræfter. Andre økonomiske systemer end det kapitalistiske har været prøvet før [det kommunistiske, fnug.], uden succes. Men er det ikke lidt at undervurdere menneskeheden, vores opfindsomhed og evne til nytænkning, at sige, at dét er de to muligheder, der er: kommunisme og kapitalisme? At vi ikke skulle kunne komme på nye – og hvem ved, måske bedre – måder at indrette vores økonomi og samfund på, end hvad nogle tyskere udtænkte (eller i hvert fald, førte videre) for et par hundrede år siden, hvad nogle russere prøvede for 80-90 år siden, og hvad nogle halv-skøre og forblændede Nordkoreanere og Cubanere stadig prøver?

Nu har vi (i vesten) eksperimenteret med (moderne) kapitalisme et par hundrede år, og det har nogle gode sider men måske også nogle dårlige. Måske er det på tide, vi erkender, at den faktisk ikke fungerer godt nok, at vi kan og bør gøre det bedre, og derfor bliver nødt til at eksperimentere med noget nyt (kommunisme er gammelt, ikke nyt). Ja, det er farligt at prøve noget nyt, men der sker i hvert fald ikke noget, hvis vi bliver siddende i vores lædersofaer og ser Vild med Dans. Som tidligere citeret af The Bug: Believe me…nuttin’ begins at ‘ome!. Nogen skal starte. Hvorfor ikke os?
Eller måske er vi som mennesker slet ikke kloge nok til at træffe den slags grundlæggende ændringer – med mindre man smider en forførende nazist, kommunist, religiøs leder eller måske en veltalende forretningsmand ind i mikset. Er det først når hele lortet er crashet, resourcerne brugt op, biodiversiteten minimeret og folk fysisk og psykisk ligger i ruiner, at de fundamentale ændringer kan ske? Er det kun gennem smerte vi er i stand til den slags skift? Jeg ved det ikke, men jeg håber det sgu ikke, og jeg ser faktisk mindst lige så mange grunde til optimisme som til pessimisme.

Jeg er naiv, men ikke så naiv. Jeg er meget bevidst om, at man ikke kan pege pølsefingeren ét sted hen og forvente at finde alle svarene der. Der er mange faktorer, der har indvirkning på ovenstående problemer: mangel på uddannelse, mangel på demokrati, korruption, magtmisbrug, sygdomme, overbefolkning og religion er et par af dem. Og alle disse skal der også styr på. Men noget siger mig, at vores nuværende økonomiske system spiller en stor rolle. Og nok også større end nogen af de andre.

For i kapitalismen handler det jo om vækst og overskud. Og grundlæggende ikke en skid andet. Jo, alle store firmaer i dag bliver nødt til at have en social og en grøn profil, men helt ærligt: er det de dele af virksomheden, de initiativer, der får lov at overleve, når krisen er krads? Og vi skal sørge for at have vækst, så vi kan være konkurrencedygtige (og hvorfor man nu ellers skal have vækst). Men som så mange har spurgt om før: hvordan skal vi blive ved med at vækste (uhhhh, sorry Stephen Fry, men det ord skulle virkelig ikke være blevet til et verbum)? Og med hvilket formål? Mere vækst og mere overskud? Wauw.

Hvad med at indrette vores samfund og arbejde med et andet formål end at tjene penge? Hvad med maksimal udnyttelse af resourcer, minimering af forurening og affaldsprodukter, arbejdsvilkår, socialt ansvar, arbejdskvalitet, nyskabelse, uddannelse, selvrealisering (oh yes, I did!) og ting, der ikke kun har fokus på at maksimere vækst og økonomisk overskud? Kan man forestille sig sådan noget? Måske. Hvad skal jeg bruge pengene til, når jeg har mælk og honning lige foran min dør?

Stringent logisk kan svaret på spørgsmålet (Er det nuværende økonomiske system er en betydelig del af de største nuværende problemer?), selvfølgelig ikke udledes af ovenstående beskrivelse, men det virker – i mine øjne – sandsynligt, at svaret er ja. Som minimum mener jeg, at man er nødt til at sende de strukturelle sider af kapitalisme og de frie markedskræfter til et 2nd (og tredje, og 557.) QA review (eller måske endnu bedre: op til inspektøren!). Nogle gange bliver man måske nødt til at gemme de fine fornemmelser og strenge krav til stringent bevisførelse (jf. ateisme-debatten mener jeg kun beviser eksisterer indenfor matematik og måske jura) lidt væk og så nøjes med det bedste, man har. Og så handle ud fra det.

Og det gør eks. Occupy Wall Street/Copenhagen jo. Respekt for det! Og der er endda også andre, der lang tid før the young punks begyndte at gå på gaderne, syntes og synes, at vi er helt på afveje og har nye, vilde, helt crazy idéer, der – hvem ved – måske om nogle hundrede år, vil vise sig ikke at være så vanvittige endda (mener jeg, når jeg altså ikke lige har ramt en alt for mørk aften og mener, at vi er done, før vi når så langt).

Men dét måske sværeste spørgsmål står jo stadig tilbage og griner os lige ind i ansigtet:

Kan vi gøre noget ved problemerne?

Og er vi – eller bare flertallet – i bund og grund interesserede i at gøre noget ved dem? På hvilken bekostning?

Måske vi blot kan starte med at blive enige om, at der er store problemer og at tingene faktisk ikke fungerer godt (nok)? Jeg er hverken økonom eller i det hele taget særlig klog, men det mener jeg faktisk heller ikke man behøver at være for at se, at der er noget galt. Meget galt. Jeg mener at kunne se, at en betragtelig del af problemet skyldes vores nuværende økonomiske system. Måske – højst sandsynligt – mener du noget andet. Men tænk lige over det, ik’?

PS. Som altid: snefnugget synes det er fedt at blive klogere (når han ikke lejlighedsvis er viklet ind i sin stolthedskappe), så hvis du nu er en helt vild sej økonom, eller bare synes, jeg har skrevet noget sludder, så skriv en kommentar og lad os få lidt debat (og evt. senere, en god gedigen nævekamp)