Ved lejlighed

Da jeg voksede op i mine forældres trygge parcelhus i Kalbyriskvarteret i Næver, undrede jeg mig over, hvordan folk kunne holde ud at bo i lejlighed.

Som teenager blev konceptet vel naturligt nok spændende. Jeg drømte om, hvordan man hele tiden ville få besøg af sine naboer og venner, der alle boede lige i nærheden. Hvor meget sukker, man lige skulle låne til kaffen, hvor mange spontane altan-øl, man kunne snuppe sammen. Ja, Friends gjorde nok sin del (og så så jeg jo Neighbours hver aften kl. 19.30 i et par år: jeg tør ikke tænke på, hvilken betydning dét har haft for mit liv (Jesus Kristus, kører den serie stadig!?)).

Nu har jeg boet på og i syv forskellige kollegieværelser og lejligheder på ca. 12 år og kun to gange er drømmen om det spontane lejlighedsliv sådan rigtig gået i opfyldelse. Første gang var på 7 kvadratmeters skumvæg i verdens sejeste lejlighed i Valby med fire af mine bedste venner; anden gang på min første fri-onsdag sidste år, hvor Jesper, hans trappesten, kaffe og vores verdensreddende it-snak, gjorde drømmen virkelig. Hvad kollegietiden angår, tager jeg fuldt ansvar for, at den kun blev so-so (pånær dagen da jeg flyttede hjemmefra og fik at vide, at personen der havde boet på mit kollegieværelse, var eftersøgt for røveri: den dag fraskriver jeg mig ethvert ansvar for).

Jeg kan få meget mere, hvis jeg bare tør og gider. Så det håber jeg, jeg gør. For lige nu kan jeg ikke forestille mig andet end at bo i lejlighed. Min kæreste og jeg kigger på lejlighed sammen, og det er et langt og kompliceret indlæg i sig selv (måske et spændende indlæg om søgekriterier og lånetyper er sagen?). Hvis vi får børn, håber jeg de bliver søde, seje urbuks-kasserollinger med hang til skateboard og forladt tungindustri. Børn af byen.

Første skridt er at låne en masse sukker. Ved lejlighed.

IMG_5301

Reklamer

Maskinmesterkaptajnstelefgrafist

Han er sgu ikke helt dum, ham Jesper.

Jeg går og leder efter den ene ting, jeg er god til og brænder for, der kan give mig mening. Men hvorfor skal det kun være én ting? Hvorfor ikke erkende at jeg interesserer mig for og er god til flere ting? Og så skifte mellem dem, dedikere mig til dem alle.

Generelt (privat) forventer jeg stadig, at meningen generelt skal komme fra de små ting: Et strøg over håret, en pose Lossepladsen, gin-fællesskaber og det perfekte flyvehop ud over kantstenen.

Men ift. et arbejde, hvorfor ikke erkende, at jeg altså nok kan lide – og til en vis grad finde ud af – at lave lister, tegne fine kasser og cirkler og få ting til at gå op i en højere enhed, men også at nørde med kode og skrive dansk stil? Og så finde et arbejde hvor nogen vil betale mig for det.

PS. En af mine drømme er at finde et arbejde, der ikke føles som et arbejde. Et arbejde der er et arbejde, en hobby, et netværk, en central del af min personlighed og mit liv. Men det er godt at have mål.