Tirsdag er hvaffor en dag?

I morgen er det fredag. Så skal jeg have de seje sokker på! Måske de flotte grå, grønne og blå.

Jeg tager sikkert også et par seje sorte jeans, de hvideste sneaks og den flyveste skjorte på. OK, måske ikke helt.

Men der er hverdag, og der er fest. Der er hverdag, og der er score-dag. Sådan var det i hvert fald. Og sådan har det på en eller anden måde altid været.

Svaret har lige siden folkeskolen ligget i ugedagen: hverdag? Godt, hårdt, kedeligt, pligtopfyldende, Socialdemokratisk arbejde, pligter og værdier. Weekend? Frihed, afslapning, fest.spis slik, drik Cola, se Disney-sjov og vær længe oppe (dog kun hvis den indre Hitler-jugend har godkendt den danske stil).

Og denne tankegang blev (naturligvis, ingen reflektion nødvendig) ført med over i ungdoms- og voksenlivet. Hverdag? Læs 400 siders databaseteori (ligemeget om du forstår det, bare du har læst det), og ifør dig den fineste brune 9-17 businesssweater (sss? hmm) i skuffen. Weekend? Spil computer og spis poletter hele natten (i et forhold) eller drik dig fra sans og samling og forsøg at finde en køn, ung pige, der vil bekræfte dig i de seje sokkers mange kvaliteter (som single).

For et par år siden skete der så noget. Jeg blev efter 2×4 års forhold endelig single. Nu skulle jeg være ung og sej og smart og have det sjovt. Hver dag skulle være en fest. Hver dag skulle alt være tilladt og alt skulle kunne ske. Sådan havde jeg bestemt det. Og efter 2×4 års forhold betød “alt”: piger.

Denne lykkelige tilstand af at alt er muligt, førte dog også nogle sjæleknusende spørgsmål med sig: for hvis nu en tirsdag kan være en fest, skal man så ikke også være klædt på til fest på en tirsdag? Hvad nu hvis man taget de seje sokker på, men det blot ender med at blive en helt almindelig tirsdag? Og kan man snyde universet og undgå den sviende, uundgåelige (!) sandhed, at når man forsøger at gå til den slags fest, så ender man ALTID sjatdrikkende, chipsspisende, totalt low på universets kærlighed og ikke mindst alene i hjørnet.

Tit og ofte er der altså et helt grundlæggende og dybt filosofisk spørgsmål, der fra morgenstunden skal besvares: hverdag eller fest?

  • Head & Shoulders, der får håret til at dufte af jordbær (ifølge pålidelige kilder, utroligt det kan anes for voksen)? Eller bare den almindelige Loreal? (suk, livet er ikke værd at leve, åhhh bare skyd mig nu!)
  • Den rare, grønne Boss-deo (er vi enige om, at mænd ikke bruger parfume?)? Eller bare hverdags-Sanexen?
  • De se hvor crazy jeg er, flerfarvede og stribede sokker? Eller bare de kedelige grå/blå/sorte? (Bonusinfo: …hvilket tilfældigvis er de farver ALLE biler på Telenors parkeringsplads har)
  • Den 30+-åriges forsøg på hipsterbukser? Eller bare de småblålige, småslidte, smårøvsyge jeans?
  • Den sejeste skater/skovmands/Vesterbro/you look like every other guy in Denver-skjorte? Eller bare den ensfarvede, helslidte, smånussede, langærmede t-shirt?
  • Teenage-Converse eller…ok, jeg har faktisk kun “gode” sko.
  • Den åh-så cool (og vist alt for lille) læderjakke? Eller bare den kedelige grå vindjakke (som oveni købet åbenbart ligner en regnjakke!? Hmrpf!!)?

For der kan jo ikke herske tvivl om, at iført alle ovenstående førstnævnte, så er og bliver man urørlig. Alt det gode, sjove og spændende vil ske en. Alt er tilladt og alt vil lykkes. Ja, selvfølgelig.

OK, så hvad kunne det handle om? At man bør smide sit grimme tøj ud og kun gå i “festtøj”? Jeg tænker, at dette faktisk godt kan bruges som inspiration til at få noget mere kvalitet i mit liv. Smid nu alt det gamle, grimme, kiksede lortetøj ud, du alligevel kvier dig ved at tage på (om jeg så skal have så meget kvalitet at jeg skal spise spelt og ligge i design, må vi lige se på senere).

Og så bliver alt godt? Jaja, jeg er dum, men vist ikke så dum. For universet kan virkelig ikke snydes…man kan ikke snyde sig selv. Jeg kan i hvert fald ikke. Til gengæld har jeg opdaget, at jeg faktisk godt KAN gå til “fest” i en gammel, nusset t-shirt og ikke engang nødvendigvis ende surmulende i hjørnet.

Så det her bliver vildt. Chips på en mandag, stribede sokker på en søndag og røg, bajere og røverhistorier på en tirsdag!

Man kan lige skimte de fantastiske grå-blå-grønne sokker allerbagerst

Reklamer